Den gode Marquis og Grevens Fader græd med
ham; de søgte at trøste Lucie og at lindre den mistænke¬
lige Kummer, som fortærede hendes Liv. Men Hun vilde
ikke give Haabet Sted. "Greven kan forandre sig; jeg
veed det alt for meget; Kierlighed lader sig ikke tvinge,
og jeg kan ikke overleve min Ulykke."
Det er ubeskriveligt, hvor meget Lucie leed. Hun
giorde Melanie vexelviis de heftigste Bebreydelser, og bad
hende med grædende Taare om Forladelse formedelst hen¬
des skindsyge Raserie. Hun raabte hendes Mand til sig,
for at omfavne ham, - derpaa stødte hun ham foragtelig
fra sig, bad ham elske sig, og besværede ham at glemme
sig - alle disse smertelige Scener endtes med Graads
Strømme.
Grevens Føyeligheder, hans Faders, Marqvisens
Bønner, deres Smigrerier, deres dybe Harme, intet kunde
stille Lucie tilfreds igien. Alle Medicamenter vare for¬
gieves. Grevinden saae med Standhaftighed hendes Ende
at nærme sig. J hendes sidste Øyekast viste sig endnu en¬
gang hendes Kierligheds Størrelse, og hendes Høymodig¬
hed. Kort for hendes Død holdte hun endnu en lang Sam¬
tale med Greven, med sin egen og hans Fader, fuld af
Rørelse og Ømhed. Hun testamenterede Greven al hen¬
des Formue og Melanie til hans Gemahlinde. En rø¬
rende Seene, som stedse blev afbrudt ved Vemodigheds og
Kierligheds Sukke og Taare. Det var en Strid imellem
to af de ædelmodigste Siele, som sigte at overgaae hinan¬
den. En Scene ved Lucies Dødsseng! Græd ikke Esti¬
val! (dette var Lucies sidste Ord), Melanie skal aftørre
deres Taare."
Estivals Bedrøvelse var ubeskrivelig. Han troede
allerede at have forglemt Melanie; han saae ikkun paa
hans Gemahlindes Liigkiste; dette forskrekkelige billede op¬
fyldte hans Siel; han kaldte sig hendes Morder. Den
gode Marquis selv var paa det sterkeste rørt af hans Kum¬
mer. Denne ulykkelige Fader ventede, i det han begræd
Lucie, at han engang skulde faae Melanie igien, og at
hun skulde blive hans Alderdoms Trøst. Der udbredede
sig et mørkt Rygte, at Melanie skalde have fulgt hendes
Syster i Graven. Dette nedslog hendes Fader gandske.
Han døde i Grevens Arme, som han endnu døende kaldede
sin Søn og indfatte ham til sin Arving.
Saa megen Bedrøvelse kunde Greven ikke udstaae.
Hans Kierlighed for Melanie var i al sin Styrke opvaag¬
net hos ham igien ved denne bedrøvelige Efterretning. Han
begræd hans Gemahlinde og hans Elskelige. Han vilde
allerede lade sig undertrykke af Qvalen. Hans Fader
holdte ham døende i sine Arme; han var i Begreb med at
opgive sin Aand, som næsten var bleven forsvunden ved saa
megen Ulykke.
Det almindelige Rygte havde berettet Melanie hen¬
des Systers begrædelige Endeligt med alle rørende Om¬
stændigheder. Endog Lucies Testamente var hende be¬
kiendt. Dette Beviis paa den høyeste Dyd var tilstrekke¬
ligt, til at overvælde Melanie med den største Bekymring.
Hun blev nogle Dage i denne dødelige Tungsindig¬
hed; hun talede ikke et Ord og fældede ikke en Taar; men
tilsidst frembrød hendes Fortvivlelse af denne Dødssøvn, og
en Mængde af Sukke gik foran hendes Tale. "Hun vil
ikke give Lucie noget efter i Høymodighed; hun havde
foraarsaget hendes Død; hun vil ogsaa hævne hende. Hun
vil leve, for at sysselsette sig med Lucies Dyd og med hen¬
des ømme Kierlighed, som hun saa meget har fornermet;
for derved at finde et ævigt Samvittigheds Nag." Hun
ønskede at døe ti gange, naar hun ikkun derved kunde skaffe
sin Syster Livet en eneste Dag igien, paa det hun kunde
see, hvor stor hendes Lidelse var, og hvor dyr hendes Jhu¬
kommelse var hende. Hun vilde være hendes Syster vær¬
dig, og giøre mere, end at døe. Hun bad Gud om at
bestyrke hendes Beslutning!
Denne Bøn forrettede hun med en Standhaftighed,
som vidnede om en uigienkaldelig Beslutning. Hendes
Faders Død, som hun kort derpaa fik at vide, fornyede
hendes Smerte. Hun var nær ved Døden. Allerede den
Gang, da hun fik Efterretning om hendes Systers bedrø¬
velige Endeligt, var man i nogle Dage meget bekymret for
hendes Liv, og dette havde formodentlig givet Anledning
til den falske Efterretning, som befordrede hendes Faders
Død.
Grevens Tilstand var endnu forskrekkeligere. Hans
Fader havde aflagt al Grovhed; Han var nu en gammel
Mand fuld af Følelse, der frygtede som en Fader, græd
og sukkede op til hans Søns Bryst, som for dyb Græm¬
melse neppe hørte hans Faders Veemodighed.
En Tiener kom - Hun er ikke død, Naadigste Her¬
re,- Melanie! (Estival rev sig ud af hans Faders
Arme, og fløy hen imod Tieneren.) Hun lever, og jeg veed,
hvor hun opholder sig; jeg vil ledsage dem derhen.
Faderen vilde holde sin Dødssyge Søn tilbage; han
bad at bie ikkun i nogle Dage, ikkun i nogle Timer; men
det var umueligt, at imodstaae Grevens Utaalmodighed.
Man ledsagede ham i en Vogn, og hans Fader fulgte
med ham.
Estival tænkte nu ikke meere paa Lucies Grav; druk¬
ken af det bedragelige Haab saae han intet uden Alteret,
hvor han ævig skulde blive forenet med Melanie. Han
tænkte allerede at ligge for hendes Fødder, og svor hende
en ævig Troskab. Dersom hans Heste havde havt Vin¬
ger, saa skulde de endda have blevet for langsomme for ham.
Endelig ankom han i Melanies Kloster; han bad om Til¬
ladelse at tale med hende; men Melanie lod bede Greven
og hans Fader, at komme igien om tre Dage. Al vedhol¬
dende Bøn var forgieves; Estival maatte bie saa længe.
Tre Dage vare neppe forbi, førend han kom igien og
fik Melanie i Tale. Himmel, raabte Greven, hvad be¬
tyder denne Dragt! Min Skjebne er ikke meere i min
Magt - jeg har i Gaar giort mit Løfte. (Greven
sank halv afmægtig i hans Faders Arme.) Ja, blev
hun ved med den samme Standhaftighed, nu er jeg op¬
