opofret til Herren, nu er jeg hans Brud ævindelig. Jeg
erfarede min Systers Død, som døde for min Skyld,
samt min Faders Død; jeg har giort min Pligt, og be¬
gravet mig her til ævig Tid. Jeg kunde ikke blive De¬
res, da min Syster maatte døe derover. Jeg har elsket
Dem; jeg tilstaaer det for Dem, uden at rødmes der¬
over. Tænk engang Selv, hvad min Beslutning maae
have kostet mig. Jeg beder Dem om intet mere, end
om Deres Medlidenhed og Deres Venskab. Lad os beg¬
ge med hinanden begræde den stakkels Lucie. Tænk
De ofte paa to Ulykkelige, som døde af Kierlighed til
Dem - thi min Død kan ikke være langt borte - Lev
De vel, Hr. Greve, lev De vel; men Estival, kom De
for alting aldrig mere til mig."
Greven svømmede i Taare; han vilde give Melanie
Haanden, som hun ikke tog imod. "Lad os ikke giøre hin¬
anden kleinmodige - Deres Nærværelse giør mig straf¬
værdig - nok engang, lev ævig vel!"
Greven holdt hende tilbage, og hans Taarefulde Øye¬
kast vare stivt henvendte paa hende; han vilde tale, men
Sukke qvalte hans Stemme. Han kastede sig for hendes
Fødder, men han kunde intet meere sige, end: Melanie!
Melanie! O Gud! Endelig betragtede Melanie ham
nok engang fuld af Veemodighed, og rev sig med Magt
bort fra ham. Greven faldt afmægtig i hans Faders Ar¬
me, som lod ham bringe ind i Kareten.
Den ulykkelige Melanie havde havt Mod nok, til at
slide sig bort fra Grevens Nærværelse, men hendes Øye¬
kast fulgte efter ham, da han kiørte bort. Paa eengang
tænkte hun derpaa, at hun kunde være bleven hans, at hun
nu aldrig skulde see ham mere, og faldt til Jorden, lige¬
som Slagen af Lynild. Hun kom sig, løb atter til Vin¬
duet, og blev afmægtig igien. Da hun kom til sig selv
igien, var hendes Tale snart Bebreydelser imod hendes Sy¬
ster og Skiebnen, snart Fortrydelse over hendes Løfte, snart
vidnede hun om det Samvittigheds Aag, hun fandt over
hendes Svaghed.
Forgieves vilde hun væbne sig med Dyd og From¬
hed, for at bestride en Tilbøyelighed, som reyste sig endnu
stedse i hendes Siel. Hun kunde ikke forglemme Estival. Hun
formaaede ikke at holde sin Haand tilbage, hun maatte afteigne
ham efter det billede, som var saa dybt indpræntet i hen¬
des Siel. Meer end eengang bortkastede hun Penselen,
hastede til Alteret, og lovede, ikke at fuldende Teignin¬
gen. - Endelig blev den fuldendet under mange Sukke
og Taare. Hun betragtede billedet med Henrykkelse. Hun
befrygtede at giøre Uret, hun vilde rive det i Stykker, men
hun havde ikke Magt nok over sig selv, at udføre hendes
Forehavende. Hun betragtede Portraitet, vædede det med
hendes Taare, talede til det, ligesom hun havde talet med
Estival selv, trykte det til hendes Bryst og sukkede dybt.
Melanie var færdig at gaae under ved saa mange
Anfald af hendes Lidenskab, imod hvilke hendes Dyd kæm¬
pede forgieves. Kierlighed er maaskee af alle Lidenskaber
den, som holder længst ved med al sin Heftighed. Eenlig¬
hed oppuster endnu mere dens Lue. Denne stille Roe er
det, hvorudi de store Bevægelser reyser sig i emfindtlige
Siele, og bliver udviklede. Den strænge Klosterlevnets
Jndgetoghed sætter den endnu mere i Lue, og paa det ster¬
keste ophidser vor Jndbildnings Kraft i Forstaaelse med
vort Hierte. Men denne sysselsetter sig med intet andet,
end med den elskelige Gienstand. J den Tilstand var Me¬
lanie, da man bragte hende en Æske. Hun aabnede den
og fandt dette Brev derudi:
Jeg har blevet Dem lydig; jeg har ikke seet Dem
igien. Naar De faaer dette Brev, er jeg ikke meere til.
Men skulde jeg kunde ophøre at elske Dem? Denne Kier¬
lighed kan ikke fornærme Himmelen, den var reen, og
kan ikke mishage ham, som har skabt os for hinanden.
Men jeg kunde ikke blive Deres. Jeg er den, som gior¬
de Deres hele Familie uliøkkelig, som lagde Deres Sy¬
ster og Deres Fader i Graven – Jeg har og giort
Dem ulykkelig; men De har straffet mig alt for meget
derfor. Jkkun en Naade udbeder jeg af Dem; tag den¬
ne Foræring af mig, allekiereste Melanie. Døden vil
snart ende min Qvale - ak! at jeg maae lide den, og
ikke kan have været Deres Gemahl!
Greve af Estival.
Den ulyksalige Melanie, forvirret, nedsiunken i Smer¬
te, blev en Tidlang ubevægelig; uden at vide, hvad hun
giorde, greb hun endelig fat paa et Sølv Bæger, som
var i Æsken. En ulykkelig Nygierrighed tildrev hende at
undersøge, hvad der var derudi. Hun aabnede den, og fandt
noget indsvøbt i et hvidt Papier, hvorpaa var skrevet:
"Dette er det Hierte, som De tilbad, som ikkun
slog og klappede for Dem. Kan De vel nægte
ham Deres Taare?"
Estivals Hierte, raabte Melanie! Hun mistede strax
baade Maal og Følelse. Man lagde hende i Sengen,
hvor hun døde nogle Dage efter.
Den gamle Ungkarl.
Al de Dødeliges Lyksalighed er ikkun en Drøm.
En Samtale imellem Tyrsis og Palæmon.
Jngen Dage ere behageligere end de klare Høst=Dage.
Den deyligste Foraars=Dag, paa hvilken Naturen skinner
i sin hele Prydelse, giør neppe saa meget Jndtryk paa os
som en Høstdag, paa hvilken den allerede længer bortevæ¬
rende Soel, efter længe vedholdende Vinterstorme, ufor¬
modentlig adspreder Skyerne, og opvarmer Luften nok en¬
gang med mildere Straaler. Naturen ligner da et deyligt
Fruentimmer, hvis indtagende Skiønhed og Yndighed for¬
medelst Bedrøvelse bliver mildere, men ogsaa mere rørende;
eller dit Hierte, kielne Thyrsis, som ikkun kiender Glæde,
der er blandet med Bedrøvelse. Thyrsis blev lokket ud af
saadan en Dags Behagelighed, nok engang at besøge Mar¬
kerne, hvis Skiønhed skulde nu snart gaae dobbelt forloren for
ham. De Fornemmelser, som dette Syn giorde paa ham, vare
