Jomfruens Fætter.
En Drøm om Smagen.
Jeg indbildte mig at see, ved Foden af et meget høyt
Bierg, en utallig Mængde Mennesker meget omhyggelig at
lave sig til at klavre op ad det Brinke. Nysgierrig efter
at vide Aarsagen, blandede jeg mig iblant Hoben, og vilde
ey just være den sidste. Næsten paa Halvveyen op til Spid¬
sen af Bierget blev jeg en Brønd vaer, af hvilken adskillige
drak med største Begierlighed. De forekom mig alle af
ulige og forskiellige Characterer. Mennesker af alle Stæn¬
der og Alder stræbede efter at faae en liden Drik af denne
Brønd, og neppe havde de synket den, førend Hiernen var
i Vilderede. Voxe Drikkere talte og Forstanden taug:
De afgiorde paa en mesterlig Maade Sager, som de ikke
begrebe, og dømte om Arbeyder, som de aldrig havde seet.
J Musikken blev Roman en Fusker, og en Bondespille¬
mand en Virtuos; de talede om Skilderier og Maling,
uden at kiende de første Grunde i Kunsten. Lucidor sattes
ved Høysædet, og den store v. Dalin sik sit Sted iblant
Bønhaser. Med faae Ord, ingen Ting var naragtigere,
end dette Selskab; men røbede enten høytidelig sin Hovmod,
eller næsviis sin Taletrængsel.
Et Fruentimmer sagde til en Herve: Maae vi ikke
snart vente noget fra Eders Haand? Jeg er allerede saa
kied af at læse disse kiøbte Autores, som i disse Tider fly¬
ver om: at jeg forsikkrer Eder høyt og dyrt, dersom Eders
Pen ey snart griber sig an at hædre Eder og fornøye det
Almindelige: saa lader jeg gierne al Læsning blive, for at
komme til at fordrive Tiden med Kortspil og Snak. Forlad
mig, svarede han, jeg skulde strax giøre mine smaa Arbey¬
der almindelige, dersom alle dømte saa fornuftig om dem
som J, men ak, Folk eyer nu omstunder hverken Smag
eller Duelighed; det er reent ude med os; man veed nu
ey mere at adskille en høy og fortreffelig Tanke. Troer J,
min Frue, at om jeg vilde lade trykke mine i adskillige Æm¬
ner forfattede Vers, saa skulde ikke engang de, som har for¬
elsket sig i adskillige Vittigheds Arbeyder, ville kiøbe mine?
Ney, jeg tænker at opofre mine Arbeyder for Efterverden,
som uden Tvivl vil sette tilbørlig Priis paa dem.
En velklædt Poet oplæste nogle Vers for sin Ven, hvil
ken faldt i Forundring over hver Linie; hvert eneste Ord
var pundigt; han rykkede paa Axlerne og Skialden læste,
uden at merke, at Tilhøreren faldt i Besvimelse over den
Jld, som lyste overalt. Betalte fordum en Romersk Key¬
ser Poeten for hver Linie: saa blev ogsaa denne betalt;
men med Smigren i Stedet for gode Penge.
Fra disse flog jeg mine Øyne paa en ung Autor, som
med pedantiske Ophævelser begierede Forleg af en rig
Mand til et nyttigt Verk, paa hvilket han, efter Beret¬
ning, havde arbeydet længe, og som nu, i Mangel af Pen¬
ge, til Publici Skade laae og blev mullet udi et mørkt
Giemme. Denne svarede med al den Myndighed, som
Penge skaber i en dum Hierne; Jeg tænker at ophielpe
vor Theater; det var en ævig Skam, om Jtalienere, Fran¬
joser og Engelsmænd skulde bedre kunde forestille en Spra¬
debasse, en Harleqvin, et Dummerhoved, en Nar, end vi;
ney det skal aldrig i Verden skee; jeg kiender vor Nations
Snildhed, og mine Penge skal gierne være dem af mine
Landsmænd til Tieneste, som i denne Deel udmærker sig.
Eder, min Ven, kan jeg ikke hielpe; thi jeg er Patriot.
Kied af dette løyerlige Selskab, var jeg allerede paa
Veyen at stige ned, da en af Hoben tog mig fat om Ar¬
men, og sagde: Drik, førend J gaaer bort; i denne
Kilde drikker man sig en flin Smag til i alle Ting,
og J vil alligevel gaae, uden at drikke? Hvad, sagde
jeg, drikker man sig her en fiin Smag til? Ja, sva¬
rede han, og J har ey for drukket, førend J udi al
Behagelighed og Smag ligner dette artige Selskab.
Forlad mig, svarede jeg, har dette Vand samme Virk¬
ning paa mig, som paa de øvrige? saa frasiger jeg
mig, om saa forlanges, eedeligen al Rettighed til
fiin Smag, og er gandske fornøyet med en alminde¬
lig. Ak Usle, sagde han, behold Eders almindelige Smag:
hvor fortrædelige ere ikke alle de Selskaber, som ey ere kry¬
dede af den lekkre og fine Smag. Jeg havde allerede be¬
sluttet at stige ned, da jeg blev en Hob Folk vaer paa Top¬
pen af Bierget, og ihvorvel jeg saae, at det skulde koste
mig megen Møye at klavre derop: saa gav jeg mig allige¬
vel paa Veyen. Efter en uendelig Møye besteeg jeg ende¬
lig Høyden, og kom til et andet Selskab ligeledes ved en
Brønd, hvoraf enhver drak efter Behag, og strax forenede
Alvorlighed god Smag og et mildt Ansigt. Jeg traf
her Mennesker af alle Nationer i Europa, hvilke levede til¬
sammen, uden Kiv, Mundhuggerie og Avind. Kunst og
Jndsigt fik deres rette Værd, om og en Grønlænder
eyede dem; aldrig saae jeg nogen Domstoel saa upartisk
som denne. Jeg fandt en utrolig Fornøyelse i dette Sel¬
skab, og var just paa Veye at drikke af dette angenemme
Vand, da en Gammel Ven, som længe havde været her,
hilset mig med et saa haardt Haandtag, at jeg vaagnede,
og havde ey meer Nytte af min indbildte Reyse, end en
Slags Overtydelse, at et Dummerhoved gierne paastaaer
den Hæder, at eye Vittighed, naar Gothoved og Snild¬
hed søger ved den at have god Smag.
