Længsel endelig i tilstundende Aar at faae dem opfyldte.
Han standsede ved de Afvigelser, som meest havde mødt ham,
og eftertænkte Anledningerne til disse hans Synder. O
hvor ivrig og med hvilken Længsel ønskede han, og bad
hans Hiertes Mester, at han dog i det Nye=Aar vilde end¬
nu mere befrie ham fra de Feyl og Skrøbeligheder, som
endnu hængte ved ham. Hver Morgen, sagde han, vil jeg
tænke paa disse Synder, hvor til mit Hierte er saa tilbøye¬
ligt, og hele Dagen igiennem vaage over mit Hierte, og
søge at undvige enhver Leylighed til min forhen begangne
Utroskab; og paa det mit bedragelige Hierte ikke paa nye
skal beskuffe mig i saa vigtig en Sag, saa er mit stadige
Forsæt, at jeg hver Morgen i ydmyg og Tillidsfuld Bøn
vil overgive mit afmægtige Foretagende til ham, hvis Naa¬
de er mægtig i de Svage.
Og med denne Bøn giorte Eusebe strax Begyndelse,
saavel i hans Stilhed hiemme, som ogsaa i Guds Huus
Nyt=Aars Dag.
Hvor rette og lovlige ere dog denne Mands Nyt=Aars¬
Forretninger? Christendommens Prøve, eller ligesom Møn¬
string, er et Arbeyde, som enhver Christen, der med Al¬
vorlighed tænker paa at blive salig, maae ofte foretage sig.
Men han forsømmer det, om han ikke fastsetter visse Tider
dertil. Da nu Gud ved Aarene i vor Lives Tid lige¬
som giør visse og de længste Afdelinger, hvilken Christen vil
da ikke i det mindste anvende hvert Aars Begyndelse til den
salige Forretning, at undersøge sin Christendom?
Hovmesterinden.
De Fortrædelige og Kiedsommelige.
J den Tid jeg har været i Verden har jeg lært at kiende
et vist Slags Mennesker, som synes ikkun at være til, for
at giøre andre Uroe; det er Folk, som søger deres Fornøy¬
else i at forstyrre andres; som kan blive onde og arrige,
naar andre ikke vil lade sig forvirre. Man kan ikke bedre
afstraffe dem, end naar man setter sig imod deres Snak
og Sladder. Efter deres Character kan man ikke kalde
dem andet, end fortrædelige Mennesker.
Saa ufordragelig denne Character er hos mange Per¬
soner, og saa meget den fornærmer alle sælskabelige Plig¬
ter: saa vanskeligt er det ogsaa, at trænge ind i dens sande
Beskaffenhed, og i Almindelighed at forklare Aarsagerne
til samme. Jeg vil forsøge, at giøre i det mindste nogle
Træk kiendelige deraf. Maaskee at nogle, som seer deres
eget Billede, kan lære at undsee sig for sig selv, og da er
allerede meget vundet.
Der gives mange Slags af de Fortredelige, hvoraf
nogle hades, andre afskyes, og atter andre foragtes. De
arbeyder alle paa, om de ikke gandske kan tilintet giøre den
søde Fornøyelse, som de merker hos andre, saa dog at
blande den med Bitterhed. Exempler fattes ikke.
En Deel giør dette af blot Modtvillighed. De ville
giøre sig selv eller andre en Lyst dermed, at de forsalter no¬
gens Glæde. Omendskiønt at dette er nu stedse imod et
got Hiertes Art: saa er det dog deels en meget almindelig,
deels en ikke altid saa betydelig Sag. Hvor mange Pe¬
regriner findes der ikke, hvilke, naar de seer nogen spise
med stor Appetit, søger ved allehaande Rænker og Opfin¬
delser at opvekke ham Ekkelhed. Jngen kan kalde dette
artigt, og i mange Fald fortiener saadan Umag ikke just
den mildeste Begegnelse, men det er dog mere et barneag¬
tigt end et Ondskabs Verk.
Gandske anderledes maae man derimod dømme om
Dorinde, naar man overveyer hendes Opførsel imod So¬
phie. Sophie lader sig see i en nye Klædning. Hun er
meget vel tilfreds baade med hendes Smag, med Kiøbet
og med hendes Skræder. Hendes Øye leer af Fornøyelse,
og hun ønsker, at hendes Veninder ligeledes maatte være
af hendes Mening. Lorette kommer til hende. Hun
seer jo ret allerkiereste ud i denne nye Klædning; i Sand¬
hed, Hun havde ikke kundet vælge bedre; det er altsammen
fortreffeligt. Sophie, bestyrket af denne en Kienderindes
og en oprigtig Venindes Dom, gaaer med hende til Do¬
rinde, som til Ulykke just har sat sit beste Antog paa As¬
sistents Huset. Strax ved de første Complimenter bliver
den nye Klædning merket, betragtet og undersøgt efter alle
Omstændigheder. Hvilken en Fortred for hende, min go¬
de Sophie, ved hver Omstændighed at høre saa mange
uventede Anmerknings Gloser! ved Prisen: det er for
dyrt, Hun forskrekker mig, man kiøber det Tøy andensteds
meget, ja meget lettere! ved Farven: den er ikke i Mo¬
den; desuden falmer den; Hun har ikke baaret den et
Fierding Aar, førend den vil see ud som en Fahne. Hvad
synes Dorinde om Arbeydet? O, det er Fuskerie, der er
jo slet intet Snit paa den; hvor latterligt er ikke dette
Slæb; ney, dersom det havde været min Skræder, saa
havde han faaet Klædningen tilbage; Hun maae endelig
lade den forandre, mit Barn; jeg elsker hende alt for me¬
get til, at jeg skulde ønske hende, at hun skulde blive ud¬
leet af Folk. End Tøyets Godhed? Ey, Ey! jeg bekla¬
ger hende; det vil brekke og briste, forend man formoder
det; See hun dog, jeg beder hende, hvor tyndt, hvor u¬
jevnt, J Sandhed, man faaer nu omstunder meget slette
Vahre, dersom man ikke seer sig for. Havde hun dog sagt
mig det, da hun endelig var forelsket i denne Farve, saa
skulde jeg have forskaffet hende et gandske andet Mønster
Den fortrædelige Dorinde! Med hvor mange
Jgientagelser, med hvilken Paastand at have Ret, og med
hvilken vemmelig Vidtløftighed sluddrede hun ikke alt dette
frem! Sophie skulde for Skam og Fortrydelse strax have
solgt Klædningen igien, dersom ikke hendes Venindes Dom
havde allerede bevæbnet hende derimod; og da havde
maaskee Dorinde kiøbt den! Men nu var Soxphie færdig
at briste af Harme. Hun skulde i første Fald have giort
Uret; men hun tager og Feyl i den anden Fald. Do¬
rinde bliver stedse ivrigere og udførligere i hendes Modsi¬
gelser; de bliver Uvenner; og nu drives der Spot med
Sophies Klædning. I det mindste har nu Dorinde
halv naaet sin Hensigt, i det hun har meget formindsket
den Fornøyelse, hvoraf Sophie var saa inderlig bleven
