Franzoserne ere udtrykkelig frietagne fra den For¬
bndtlighed, at levere Krud, Gevær, eller nogen anden
Krigs Ammunition, og Kongen af Frankerig forbyder sine
Undersaatter, at drive nogen Handel dermed, eller at for¬
ære saadant bort.
Samleren.
Dagens Beskrivelse af den selv.
Deres Skiebne, som hverken tilfældig eller nødvendig¬
viis lever i det Dunkele, og hverken sniger sig ubemerkede
igiennem denne Verden, ikke heller kan skiule sig i eensom¬
me Huler, er gemeenlig denne, at de har en Mængde Be¬
kiendtere og faa Venner.
En Bekiendter er en Ting, som smiler til os og hilser
os, som i et Aandedræt forsikkrer os, at han glæder eller
bedrøver sig over den ubetydeligste Held eller Uheld, som
tilslaaes os, og gaaer dog urørt og følesløs fra os igien,
som neppe ønsker at see os mere igien; som forlader os i
Haab=løse Sygdomme og uheldige Tilfælde, og, naar vi
ere døde, neppe erindrer sig os. En Ven derimod er en
Mand, som foreener sine Fordeele med vores, og finder her¬
udi den sødeste Fornøyelses Kilde, som lindrer Sygdom¬
mens Smerter for os, og oplyser et Fængsels Mørke om¬
kring os; for hvem vore Levninger bliver hellige, endog efter
vor Død; som græder ved vor Grav, og indprænter vort
billede dybt i sit Hierte. Vor Ulykke kan bedrøve ham,
vor Mangel giør ham arm, men ikkun Koldsindighed kan
fornærme ham, og Falskhed holde ham fra os. Er det
derfor ikke det sterkeste Beviis paa Menneskenes Daarlighed,
og Egensindighed, naar man seer dem at forøde deres Høf¬
lighed paa Folk, af hvilke de ingen anden Giengieldelse kan
vente, end for et Øyeblik paa den ubetydeligste Maade at
see deres Forfængelighed smigret ved gienlydende Compli¬
menter og Forsikkringer om en giensidig opdigtet Hengi¬
venhed?
Jngen har mere Aarsag til at beklage sig over denne
Egenstndighed end jeg. At jeg er en Person af Vigtighed,
det har aldrig nogen giort mig stridigt. Man i ndrømmer
mig en stor Gave til at befalde og at undervise. Jeg bie¬
drager og virkelig meget til deres Lyksalighed, som tager got
imod mig, og jeg maae tilstaae, at ingen kan omgaaes mig
skiødesløs, uden at jeg jo hævner mig paa ham.
Enhver anseer mig som sin Ven, og ikkun faa kan uden
den yderste Bekymring og heftigste Modbydelighed taale de
Tanker, for altid at tage Afsked med mig. Hvor jeg kom¬
mer hen, der veed jeg, at man allerede har ventet mig og
længtes efter mig; jeg veed og, at den Fornøyelse, hvilken
man haaber, at jeg skal udbrede, er allerede smaget i For¬
veyen, ligesom enhver anden Fornøyelse. De muntre uuge
Personer, eller de, som ville vove det første Skridt ind i
Verden, som paa en Fornøyelses eller Forretningers Skue¬
plads, ønsker med saa megen Utaalmodighed at see mig, at
omendskiønt hvert Øyeblik befordrer den henfaldende Alder¬
doms Ankomst og Nærmelse, saa skulde de dog gierne være
tilfreds dermed, at vide min Fraværelses Tid ødelagt, og
tidligere at see Alderdommens Rynker i deres Pander.
Unægtelig er dette det sterkeste Beviis paa, hvilken mægtig
Jndflydelse jeg har paa deres Lyksalighed, og hvor meget
de elsker mig; og dog aftager snart den Henrykkelse, hvor¬
med de antoge mig; de synes at blive kiede af mit Sel¬
slab; de gad nu gierne forkorte deres Liv igien, for at be¬
fordre min Afskeds=Time, og eftertænker med Bekymring,
hvor længe min Besøgelse allerede har varet.
Alderdommen kan jeg vel ikke skaffe saadanne Forde¬
le; og dog finder jeg ofte Graahærdede, hvis Liv er den
ædelste Lovtale for dem, som oprigtigere og bestandigere
giengielder mit Venskab, end de unge Personer. Vel hø¬
rer jeg ikke, at de tilkiendegiver nogen utaalmodig Forlæng¬
sel efter mig i min Fraværelse, eller imodtager mig med
Henrykkelse, naar jeg lader mig see; men saa længe jeg bli¬
ver hos dem, ere de venlige og ved et got Mod, og jo mere
afholdende de hilser mig og beder mig velkommen, desto me¬
re bliver de sig selv lige i deres hele Opførsel, og lader mig
gandske villig gaae bort imod Aften, uden at skielde, fordi
min Besøgelse var saa kort.
Om Sommeren staaer jeg meget tidlig op, og Land¬
manden seer mig først ved hans Arbeyde, og hilser mig ge¬
meenlig med et Smiil, omendskiønt han meget sielden kan
tage Deel i min Godhed. Saa længe jeg er hos ham,
saa vedvarer hans Arbeyde bestandig; og dog taler han
stedse got om mig, og begegner mig aldrig uanstændig, und¬
tagen det skulde skee en Søndag.
Men saa meget jeg har Aarsag til at være fornøyet
med den Maade, paa hvilken man begegner mig paa Lan¬
det, saa vis er jeg paa, at blive fornærmet i de store Stæ¬
der, saasnart jeg lader mig see der om Morgenen. Hvor
ofte skeer det, at jeg der, i Stedet for den første Morgen¬
Hilsen, bliver bandet af en Elendig, som Natten bliver for
kort ved Spillebordet, eller i liderligt Selskab.
Vel beskylder man mig, for jeg er ubestandig og egen¬
sindig, som ikke vil blive paa eet Sted i 48 Timer, og at
ingen veed, enten mit næste Besøg skal være lykkeligt eller
ulykkeligt for ham; men har jeg ikke dette tilfælles med alle
andre Skabninger, som bestandig tager af og til?
Overhovedet er det ellers ligesaa vist, at Menneskene
selv ere Skyld derudi, at min Besøgelse giør dem visere og
bedre, som det er vist, at den, der sin hele Lives Tid igien¬
nem giør sig Umag for, at blive stedse visere og bedre, fin¬
der stedse en guddommelig Lyksalighed, som aldrig udtøm¬
mes, og en levende Brønd, der aldrig, ligesom Enkens
Krukke, aldrig lader sig øse tom, og som Ævigheden selv
ikke skal udtømme, om den end kunde være opfyldt for Tiden.
