1768
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 6
Præste-Enken.
S¬
idstafvigte Torsdag, som var den 11te Februarii,
paa hvilken Dag vi tilforn ved Bøn og Taksigelse
til den Allerhøyeste, ihukom den mægtige Beskier¬
melse og de store Ting alle Krigs=Hærenes Gud, den stærke
Zebaoth havde giort imod os, som med sin vældige Arm for
109 Aar siden udrev os af Fiendernes Haand, erindrede
jeg, at, da min Salig Mand, engang paa samme Dag
havde prædiket over: Den forstandige Mand, som byg¬
de sit Huus paa en Klippe, Matth. 7 Cap. 24 Vers,
fornøyede han sig samme Dags Aften med følgende Tanker,
som jeg her vil anføre, i det Haab, at de maaskee og kan
være andre fleere til opbyggelig Velbehag.
Tanker:
over de Ord: 1 Cor. 10C. 4V. Klippen er Christus.
Den Grund er falsk, paa hvilken Hoben bygger.
Al Verdens Alt er bare Flyve=Sand.
Den store Hob kun griber efter Skygger.
Et Babels Taarn i Øyet stikke kan.
Et Væjr=Lys Øyets Kraft forblinder og fortryller.
Et Vandløb kommer paa, og Grunden plat bortskyller.
Al Verdens Gunst. Hvad er den? Kun en Boble.
Et Skum paa Vand. Hvo fæster der sin Fod?
Lad Verden end mod dig sin Gunst fordoble.
Dens Smigren er dog kun en Slange=Brod.
En Verdens Ven er dog en Himlens Fiende blevet.
Vee den! som kun for sig og Verden haver levet.
O! Gierrige! Guld=Klumpens trolig Dyrker!
Du glædes ved en syndig samlet Skat.
O! Mon den dig i Dødens Afmagt styrker?
Hvor nødig vil du sige den god Nat?
Kamelen gaaer jo før ind i et Naale=Øye
End du i Himmelen. Kan Guld dig da fornøye?
Ophøyede! Paa Ærens høye Tinding,
Du vidt og bredt kan rundt omkring dig see;
Men glemmer Gud. Hvad bliver da din Vinding?
Da bliver jo dit Fald det dybeste.
Paa Klippen havde du din Bygning ikke grundet.
Du bliver rykket op. Dit Sted ey bliver fundet.
Men hvad staaer fast, naar Jordens Piller ryster?
Det Huus, som er paa Klippen rodefæst.
Al Verdens Alt forgaaer med sine Lyster.
Men dette Huus staaer fast i Storm og Blæst.
Naar Verdens Bygning skal sit gamle Intet blive,
Skal intet Bygningen af Klippen Christo rive.
Stoel, store Hob, da længe nok paa Aske.
Dit Huus, dit Haab du har paa Sandet bygt.
Dit Purpur skal til evig Tid ey breske.
Stoel du kun paa din vert slig Visdoms Klygt.
Dit Guld, din Gud, dit Got du dog engang skal savne.
Al Verdens store Alt er dog kun Røg og Avne.
Oprørte Hav! Du længe nok maa bruse.
Min Klippe staaer. Jeg ikke rokkes kan.
Saa længe jeg skal være her til Huuse,
Jeg bygge vil paa Klippen, Gud og Mand.
Den Klippe glipper ey, om Verdens Alt end glipper.
Min Klippe slip mig ey, for Aanden af mig slipper.
Samleren.
Om Fortrinnene ved Ungdommens Opdragelse
paa Landet.
Da jeg engang talede med en af mine Venner, om de
adskillige Fordele ved at opholde sig i Sommerhusene paa
Landet, kom vi efterhaanden paa Tale om det, som angaaer
Fortrinnene ved Opdragelsen paa Landet. Dersom det er
sandt, at Omstændighederne ofte overhovedet har en Jnd¬
flydelse paa Menneskenes sædelige Forholds Beskaffenhed;
saa maae ogsaa det Sted, hvor vi opdrages paa, kunde
paa en forskiellig Maade biedrage noget til vore legemlige
og aandelige Kræfters Udviklelse. Det, som Landet her
har forud for Staden, angaaer deels Sundhedens Bestyr¬
kelse, men deels og meest Sielens moralske Dannelse; to
af de vigtigste Stykker, som en viis Opdragelse udfordrer,
og som udbreder sine velsignede Virkninger over det hele Liv.
Jo Folkerigere Kiøbstæderne, ere, jo urenere er den
Luft som findes i dem; og de onde Uddunstninger imellem
de til op til hinanden staaende Huse, foraarsager en svagere
Sundhed, og avler giftige Sygdomme. Stadens Mure
og Volde indslutter Indbyggerne i et snævert og indknebet
Rum, og man vænner sig Tid efter anden saa meget til sit
Fængsel, at man forglemmer, eller bliver alt for magelig
til, at søge en friere Legems Bevægelse. En ilde udtænkt
Velanstændighed har ved Opdragelsen i Staden indført en
Kielenhed og Blødhed, som ofte frembringer meer, end en
qvindagtig Svaghed; ikke engang at tale om de behagelige
Tillokkelser til Umaadelighed i store Selskaber, og ved ven¬
skabelige Giestebudde. Paa Landet derimod har man in¬
gen forgiftede Uddunstninger, at befrygte; man lever der
under en klar Himmels Jndflydelser; og Luften har i sin
Reenhed en uformerket Kraft til at bestyrke Sundheden,
og til at udbrede Munterhed og Liv i alle Lemmer. Landet
giver os mere Frihed og mere Tilskyndelse, til at give Lege¬
met en god Bevægelse; de smaa Forretninger og Anordnin¬
ger i Haverne og paa Marken, kalder os snart hist og
snart her hen; Aarets smilende Forlystelser, som omgiver
os overalt, har saa mange Tillokkelser, bestandig at give
efter for dem, og fulde af Forlystelse at vanke saa mange
Timer om i den frie Luft, at det er umueligt at imodstaae
dem; Blodet flyder stedse i en frisk Varme; vi søger og
finder Fornøyelse paa alle Kanter; og Siclens Fornøyelse
