skeer ved Ord, Miner og Gierninger. Naar man i Fa¬
belen engang har forudsat, at der har været den Tid, at
Dyrene kunde tale, saa er alt det øvrige rimeligt, naar
man ikkun lader dem tale overeensstemmende med deres
Natur, og den antagne Character. Saaledes og med
Børn. Fornemmelig maatte man henvende sit Øyemerke
paa deres Forstands og Villies Kræfters Udviklelse, paa
deres Maade at handle og omgaaes, paa dere Giernin¬
gers physiske og moralske Drivefiedre, og paa Jndflydel¬
serne af en god og slet Opdragelse, paa det at Forældre og
Børn kunde see sig derudi ligesom i et Speyl. Følgende
Breve ere et Forsøg af dette Jndfald. Maaskee de har
ikke geraadet lykkelig. Forfatteren har derudi vildet giøre
den Feyl kiendelig, at ved vor sædvanlige Opdragelse og
Levemaade bliver Gemyttet allerede tidlig vant til at bega¬
be det, som er Pragt og et fornemt Væsen; hvoraf den
supersicielle Tænkemaade kommer, som ikkun er emfindtlig
for det, der falder i Øynene, men ikke smager det Sande,
det Smukke, det Gode; hvoraf videre er kommen den nu
saa almindelige Stændernes Blanding og Forlisen af de
enhver anstændige Sindelave, hvorved ellers hver Stand,
skulde være lykkelig. At skildre andre Feyl og udvikle flere
Characterer, overlader Forfatteren til dem, som har mere
Leylighed til at give Agt paa Børn. Han anbefaler dem
fornemmelig den Eenfoldighed, som er naturlig for den unge
Alder, og især nogen mere Eenfoldighed, end han selv har
kundet opnaae. Dog maae ikke forglemmes, at Børn ofte
viser en Naivetæt, som nærmer sig meget til Vittighed, at
de ofte har Jndfald, over hvilke ikke allene de kiere Foræl¬
dre, men endog upartiske Folk maae lee. Skulde i øv¬
rigt de to første Breves Skrivere synes for ringe, saa vilde
man undskylde dette med den engang indførte Indretning
i Verden, at den Ringe er sat ved Siden af den Rige.
Jørgen til Carl.
J Gaar Aftes havde du skuldet være med i --Huus.
Der var en stor Dands af lutter Junkere og Frøkener.
Stuepigen, Dorthe, min. Moster=Datter, tog mig med
derind, og lod mig see paa dem en liden Stund. O, det
lod deyligt. Der var saa lyst af alle de Speyle med Lys i,
som vare ophængte allevegne. Junkerne havde allesammen
Klæder med Guld og Sølv paa, og Frøkenerne havde de
deyligeste brogede Klæder, og saa mange Juveler i Haa¬
ret. De dandsede alle saa net, og vare ret lystige. Hvad
de fornemme Børn har det dog got! Vi har aldrig saa
megen Fornøyelse som de. De ere altid saa smukt klædte,
og har deres egne Tienere, og kiører ofte ud. Jeg troer
heller ikke, at de faaer Hug, som jeg endnu i Dag fik me¬
get haardt af min Skolemester.
Carl til Jørgen.
Der ligger ikke Magt paa, at jeg ikke var med i Gaar
Aftes. Jeg har ofte seet dem dandse saaledes. Jmidler¬
tid har jeg med store Henrick giort Bukkeslæden til rette
igien, som vi i Fior Vinter brekkede i tu. Vi ville nu i
denne Vinter giøre os ret lystige dermed paa Sneen. Saa
kan de fornemme Børn see paa vor Forlystelse igien. J Mor¬
gen er det dog Løverdag. Kom med paa Volden, Jør¬
gen, hvor vi ville spille i den nye Grav. Jeg har i Dag
vundet ti deylige Marmor Kugler. Vi ville og leege Vagt,
og du maae hielpe til med, at den dumme Claus kan faae
mange Prygl. Over de Hug, som du har faaet af Sko¬
lemesteren, kan du trøste dig med mig, da jeg og i Dag
har faaet Hug af min Fader. Jeg faaer ofte Hug; thi
min Fader siger stedse: Af Hug bliver man stor.
Junker Frig til Philip Bert.
Veed de vel, hvad jeg faaer til Nyt=Aars Gave?
Jeg maatte ikke vide det, men jeg har faaet det at vide a
min yngste Syster. En deylig Domino af Changeant, et
Garniture kostbare Spænder med Stene udi, og en Hat
med hvid Fier. Det skal klæde mig ret smukt, og jeg er
ret utaalmodig over, at Redonterne ikkun først begynder.
De kommer vel ikke derhen. Jeg vil dandse der med Frø¬
ken Caroline og med Frøken Henriette. De ville nu ikke
afslaae mig det, som forgangen Aar, thi nu er jeg allerede
større, og har en nye smuk Domino. Jeg vil og dandse
med Mademoiselle Fikke. Hun er vel mindre end jeg, og
er ingen Frøken, men hendes Schæfer=Habit klæder hende
saa net, og hun dandser saa artigt, at jeg ikke veed, hvor
hun har lært det saa smukt. De besøger mig vel til Nye¬
Aar, at de kan faae min smukke Domino, mine Stene¬
Spænder og min nye Fier=Hat at see. Skriv mig til,
hvad De venter sig til Nyt=Aars Gave, om den vel bliver
saa smuk som min er. Jeg tør maaskee endda vel faae no¬
get mere.
Philip Bert til Junker Frig.
Jeg glæder mig over Deres tilkommende Nyt=Aars
Gave, og tvivler ikke paa, at den jo skal klæde Dem got.
Jeg veed endnu ikke hvad jeg faaer. Min Papa spurgte
mig i Gaar over Maaltidet, om jeg endnu, ligesom forrige
Aar vilde have Legetøy. Jeg havde vel endnu havt Lyst
til at tage imod noget, men jeg vil dog heller ikke meere hol¬
des for at være et Barn, og sagde derfor reent ud: Ney,
min, hierte Papa. Got, sagde min Papa, du skal
faae noget bedre. Jeg veed nu ikke hvad det bliver. Paa
Redouten kommer jeg vel ikke. Min Papa siger, at det
er allene en Fornøyelse for store Folk; vi Smaa kunde
dog ikke ret forlyste es iblant den store Hob; der vilde gaae
en heel Dag bort med i Forveyen at snakke derom, en Dag
med at pynte og klæde os paa dertil, en Dag med at for¬
lælle, hvad der var passeret, og overalt, siger min Papa,
vilde vi derved ikkun vænnes til Nysgierrighed og til Lap¬
perie, samt til at sladdre om, at en var langt kostbarere
klædt end en anden, hvad det var for en Herre, som havde
dandset med den fornemme Dame, og hvad mere min Pa¬
pa sagde, som jeg ikke kan erindre. Ak, hierte Papa!
sagde jeg siden, da jeg erindrede mig noget, som jeg havde
læst om Morgenen i en Bog, hierte Papa, jeg maae dog
ogsaa see den store Verden. Du lille Nar, sagde min
Papa, hvad veed du at sladdre om den store Verden?
Beed du Himmelen, at du altid maae blive ude derfra.
