1768
Fruentimmer= og Mandf. Tidende. 
No. 8.
Den gamle Jomfrue.
Der blev stedse intet af.
N¬
u skal jeg fortælle Dem en Historie, som maaskee vil
endes anderledes, end man i Førstningen formoder.
Men de maae saa mæn ikke troe, at det er min egen. Mue¬
ligt vil maaskee nogle tænke, at det er min egen Historie, for¬
di jeg er bleven saa gammel Pige.
De forlanger intet Levnetsløb af mig. Min Stand,
og mit Fødested er jo Dem bekiendt. Det er mit Hier¬
tes Historie, jeg skal fortælle Dem. De skal faae de Be¬
givenheber at vide, som har bevæget mig til, at udvælge
en Levemaade, der et Deres saa lig. Kort, De vil vide
mine Kierligheds Begivenheder.
Jeg vil opfylde Deres Forlangende, og med den Fri¬
modighed, som altid var min Characteer egen, vil jeg for¬
tælle Dem alt, hvad jeg veed om mig selv i dette Stykke.
Det første Optrin, som Kierlighed har ladet mig
spille, var allerede saa besynderligt, at dersom jeg havde
været overtroisk, saa havde jeg strax ikke spaaet mig meget
Got for Fremtiden.
Jeg var endnu ikke fuldt 15 Aar gammel, da en ung
Person, hvis Fader var en fortrolig Ven af mine Salige
Forældre, kom hiem fra hans udenlands Reyser. Føræl¬
drene besluttede, at gifte os med hinanden, og de gave selv
Anledning til, at vi ofte fik hinanden at see. Uden at for¬
nemme den Lidenskab, som man egentlig kalder Kierlighed,
var jeg Antenor god. Hans Smiggrerier befaldt min
unge Stolthed, og da jeg udi min Uerfarenhed holdt dem
for lutter Kierligheds Erklæringer: saa ansaae jeg ham
snart som min Brudgom; han blev det og endelig virkelig;
vi bleve offentlig forlovede, og jeg tog allerede imod offent
lige Lykønskninger. Dagen til vort Bryllup blev bestemt,
men der blev intet af. Antenors Fader døde pludselig,
og han var ikke saasnart død, førend Sønnen strax lod
min Fader vide, at han tog sit Ord tilbage igien at ægte
mig, og at om han vilde tvinge ham, saa vilde han ikkun
giøre sin egen Datter ulykkelig; thi han havde aldrig havt
nogen sand Tilbøyelighed eller Kierlighed til mig, ikke hel¬
ler kunde han have, efterdi hans Hierte allerede for længe
siden var indtaget af en anden Gienstand.
Min Fader havde ikke i Sinde at tvinge ham; og
omendskiønt denne Foragt var noget emfindtlig for min
egen Kierlighed; saa havde jeg dog ikke megen Møye, at
forglemme Antenor, og jeg glemte han saa meget desto
lettere, da jeg snart fik en anden Elsker igien.
Det var en ung Adelsmand, som ofte kom i vort Huus.
Han elskede mig virkelig, og saa ømt og kielent, som man
pleyer at elske, naar man første gang bliver henreven af
denne Lidenskab. Han var selv elskværdig, og ved alle disse
Omstændigheder kunde jeg ikke blive nemfindtlig. Vi el¬
skede altsaa begge to hverandre ret inderlig. J Sandhed,
min Veninde, dette var en lykkelig Tid. Naar Uskyldig¬
hed, Fortrolighed og Sorgløshed endnu ledsager Kierlig¬
hed; saa medfører den virkelig de fornøyeligste Timer i det
menneskelige Liv. Men dersom ikkun ogsaa ey saa mange
Svagheder ledsagede Kierligheden, og der ey saa let kunde
blive Laster af disse Svagheder.
Vor Fornøyelse blev forstyrret, da den syntes at være
paa det heftigste, og skulde have været længst. En Mand,
om var overdraget nogen Opsigt med den unge Herre af
hans Fader, gav Faderen Efterretning om denne vor gode
Forstaaelse. Man befrygtede Følgerne, min Elsker fik Be¬
faling at forlade Academiet; han reyste bort, efterat han
ved mange Eder og Taare havde svøret mig en ævig Tro¬
skab til; han blev Officier, og han forglemte mig ved nye
Gienstande. Der blev altsaa intet af igien, men dog
var dette det beste.
Nu kommer et alvorligere Optrin. En Doctor Me¬
dicinæ, som tillige var vor Paarørende, anmeldte sig om
mig. Han var rig, han stod min Fader an, jeg fandt
heller intet hos ham, som særdeles mishagede mig; og
jeg havde just den gang ingen Afskye for Giftermaal. Det
var allerede kommet saa viidt, at han flyttede indtil os i
Huset, og der fattedes egentlig næsten intet mere i vor
Ægteforening, end Præstens Haandspaaleggelse. Ufor¬
modentlig blev min Doctor kaldet til Hoffet. J Hertu¬
gens Gemak forefandt han en Præst og et Fruentim¬
mer, som ikke var ham ubekiendt, men hvis Nærværelse
foraarsagede ham ikkun liden Glæde. Han maatte eftet
Fyrstens befaling give Hende Haanden; Fyrsten og hans
Samvittighed raadede ham fra, at sette sig derimod. Fo¬
restil sig engang min Bestyrtelse, da dette blev fortalt mig?
Det var gandske vist ikke ham, som bragte mig den første
Efterretning derom. Det er forunderligt, at han lever
fornøyet i dette Ægteskab. Der blev altsaa heller intet
af, og det var ærgerligt.
Paa denne Begivenhed fulgte en Pause. Jeg brugte
Tiden til at besinde mig af min Dumhed og Forvildelse.
Og, sandt at sige, det nøye Bekiendtskab med Doctoren
havde ikke foraarsaget den fordeelagtigste Eftertale for mig;
endskiønt jeg havde intet at bebreyde mig selv, undtagen
nogle faa Uforsigtigheder, og disse undskyldtes endog af den
Umuelighed, at kunde see Tilfældet forud.
En ung Krigsraad bragte mig af dette Slags Føles¬
løshed. Hans forbindtlige Opførsel imod mig, og hans
Person trakte min Opmerksomhed til sig. Det kom til
visse Erklæringer imellem os. Ved offentlige Leyligheder
gav han mig adskillige gange Fortrinnet for andre Fruen¬
timmer. Men videre vilde det heller aldrig komme. Jmid¬
lertid havde min Fader gierne seet, at jeg gistede mig. Jeg
