tænkte: maaskee han er for undseelig; jeg maae give ham
Leylighed til at erklære sig tydelig for mig. Jeg brugte en
List, som meget ofte bliver brugt i lige Fald. Jeg digtede
et vist fordeelagtigt Tilbud, som var blevet giort mig, og
lod ham derhos læse af mine Øyekast, at han var mig
kierere, end enhver anden Mands=Person. Han hørte og
ansaae alt dette med Koldsindighed, og gav mig paa den
høfligste Maade at forstaae, at han ikke vilde ægte mig.
Der blev altsaa atter intet af, men dog faldt dette
gandske got ud.
Jeg indlod mig nu en Tidlang ikke i nogen nøyagtig
Forbindelse mere, men jeg fattede det Forset, at søge min
Fornøyelse i den ligegyldige Omgang med Mandspersoner.
Jeg lærte paa denne Maade best at kiende dem. Jeg
merkede deres Smiggreriers Letsindighed, og indsaae, at et
Fruentimmer næsten aldrig tør troe de eftertrykkeligste For¬
sikkringer af dette Slags, dersom han ikke vil blive latter¬
lig og foragtelig for disse forstilte Tilbedere. Dersom man
i alle Tilfælde ligesaa got udøvede de Klogskabs Regler,
hvis Nødvendighed man visse Timer fuldkommen indseer,
saa skulde man begaae meget faa Daarligheder. Men Li¬
denskaberne har og deres Timer, i hvilke de paastaaer at
ville have Overhaand, og da giør man Undtagelse fra Re¬
glerne, for at føye dem. Jeg lod mig saa sterkt indtage
af en Greves Smiggrerier, som var den deyligste Blon¬
din, jeg nogen Tid har seet, at jeg snart forglemte mine
philosophiske Grundsetninger. Ja, af Kierlighed til ham
afslog jeg endog et fordeelagtigt Partie, som jeg den gang
fandt for mig. Det var en rig Kiøbmands Søn, som
havde forelsket sig i mig, og hvis Hensigter vare alvorlige
og redelige. Jeg gav ham intet Gehør, og min Fader
selv blev ved mine bevægelige Forestillinger bragt dertil, at
han opofrede ham for Greven. Dette gode Menneske bar
sig saa galt ad, at man skulde have troet, han vilde taget
Livet af sig selv; men han befindede sig snart paa noget be¬
dre, og ægtede en Enke paa 50000 Rdlr. For mig
blev der denne gang heller intet af, og jeg var dermed
meget vel tilfreds.
Just ved denne Tid tildrog sig endnu en Begivenhed,
paa hvilken jeg ikke kan tænke uden at lee. Grevens Op¬
vartninger havde sat mig i en vis Anseelse igien, saa at den
hele Sværm af de søde Herrer blev opmerksom paa mig.
Der var en iblant dem, som søgte ret at udmerke sig ved
udsøgte Smiggrerier og en Mængde Jntriguer. Saa man¬
ge Fruentimmer han saae, saa mange Kierligheds Erklæ¬
ringer anbragte han. Han var utrettelig, indtil han hav¬
de overtalet dem, at han var forelsket udi dem. Saasnart
han havde opnaaet dette, saa bleve de ham fortredelige og
han mestendeels ogsaa dem. Thi hans Nysgierrighed og
Forfængelighed var tilfredsstillet, og for Resten havde han
ingen Hensigt. Jeg havde allerede opdaget denne Chara¬
eter hos ham, da han ogsaa blev mig besværlig med hans
Kierligheds Erklæringer. Jeg besluttede strax, at straffe
denne Sladdrere engang saaledes som han fortiente det.
Jeg lod som jeg blev meget opmerksom over hans forelskte
Anstalter; snart besvarede jeg ogsaa hans Smiggrerier med
lige forbindtlige Forsikringer; jeg lokkede ham stedse nær¬
mere; og da jeg havde sat ham i de Omstændigheder, som
jeg havde søgt, begegnede jeg paa eengang hans forelskte
Klager med den Erklæring, som maatte have været ham
den allerbehageligste, dersom han havde virkelig været det,
som han vilde synes, men denne Erklæring satte ham i en
usædvanlig Forlegenhed, i hvilken den maatte sette et Men¬
neske, som endnu havde for megen Dyd til at han kunde
finde Fornøyelse i Laster, og som ikkun af Letsindighed og
Mangel paa rigtige Grundsetninger søgte en Ære i samme.
Han fattede endelig den Beslutning, ikke at lade Petit¬
Maitren blive til Skamme, og at opofre Dyden selv for
Laster, efterat han havde allerede opofret Dydens Skin for
Lasters Skin, for at fortiene Navn af en ung Sødherre.
Men nu tog jeg paa eengang Masken af. Jeg be¬
loe ham i hans aabne Øyne med en høy Latter, og sagde
ham, at jeg havde ikkun taget mig den Friehed, at forlyste
mig en Tidlang med ham paa den samme Maade, som han
roste sig af at drive sit Spøg med Fruentimmerne. Hans
Lettroenhed forekom mig desto latterligere, jo mere han hav¬
de Aarsag at tvivle, at et Fruentimmer, af Kierlighed til
ham, skulde saa yderlig sette hendes Kiøns Rettigheder og
Sæder ud af Øyne. Han var saa artig at beundre mit
vittige Jndfald, og at beslutte dette Optrin med et Par nye
Smiggrerier. Der blev da ikke heller noget af dette,
men Erindringen deraf fornøyer mig dog endnu.
Maaskee jeg paa en anden Tid havde begegnet denne
Leander lemfældigere. Man tilgiver Mands=Personerne
det, at de foresiger os mere smukt, end de troer, og man
seer det altid heller, end naar de opfører sig ligegyldige.
Men naar man har en Greve til Elsker og Kiereste: saa
bliver man, af en billig Stolthed, ekkel over disse gemene
Æresbeviisninger. Men for nu at gaae videre i Grevens
Historie, saa maae jeg sige Dem, at efterat vor Kierlig¬
hed havde vedvaret uafbrudt omtrent et Fierdingaar: saa
kom min Greve engang om Aftenen gandske uformodentlig
til mig, og saae meget bestyrtet ud. Jeg merkede det strax,
og spurgte om Aarsagen - - Jeg maae forlade Dem
Og hvorfor? –- En haard Skjebne.
Har De stukket nogen i Tvekamp, Forfølger Deres Cre¬
ditorer Dem, thi en af Delene tænkte jeg, maae det være,
naar en Greve klager over Skjebnen. Han forsikkrede mig,
at det var ingen af Delene; det var noget, som han ikke
torde sige mig; jeg skulde ikke forglemme ham fraværende;
eller jeg skulde meget mere forglemme ham. Han skyndte
sig bort. Jeg blev rørt, vi grædde begge, da vi forlode
hverandre.
Den følgende Morgen aabenbaredes Hemmeligheden.
Det var omtrent Klokken 9, (En Pige, som har det vidt¬
løftige Haab, endnu i Verden engang at blive Frue Grev¬
inde, staaer ikke op, førend Klokken 9.) da min Opvarter¬
ske kom ind i mit Kammer og hen til min Seng, og for¬
talte mig meget bekymret, at Hrr. Greven var bleven ar¬
reteret, og at Ordet gik overalt i hele Staden, at han var
en Bedrager, en Spidsbub - - Greven? gak din Vey
Tosle, det er umueligt -- Ja, det siger jeg og, det er
