jeg skulde befiene mig af visse Forholds=Regler, for at trekke
An enor til mig igien.
Just paa denne Tid fik Selinde, saaledes heed min
Veninde og Velgiørerske, en Besøgelse af hendes Broder
og en Greve af W., hos hvem den første havde været Hov¬
mester, men nu var Hofraad. Det var Vinter, og da vi
kunde giøre dem liden Tidsfordriv paa Landet, saa beslut¬
tede vi, at reyse med dem til Staden, som ikkun laae 3
Mile fra Landgodset, for at besøge Redouterne. Jeg an¬
saae nu denne Forlystelse med langt andre Øyne end forhen
og jeg skulde virkelig meget slet have tilbragt min Tid der¬
ved, dersom ikke Samtalen med adskillige bekiendte Perso¬
ner, som jeg i nogle Aar ev havde seet, havde foraarsaget
mig en sand Fornøyelse. Det var mig derhos særdeles be¬
hageligt at merke, at den Forandring, som man opdagede
i min Characteer, giorde en meget god Virkning ihenseen¬
de til Opførselen imod. Denne var saaledes beskaffen, at
jeg kunde giøre mig Haab om, man vilde forglemme mine
forrige Svagheder, eller i det mindste ikke hævne dem, ved
at foragte mig. Jeg saae ogsaa Antenor her, og saae
snart, at omendskiønt han afholdt sig fra at komme i Sam¬
tale med mig, saa passede han dog meget opmerksom paa
mig; og jeg kan ikke nægte, at jeg jo giorde det samme
ihenseende til ham. Stedet og Leyligheden, hvor vi saae
hinanden, tillod det, at vi kunde giøre os saa megen eller
liden Tvang herudi, som de selv vilde. Han tog mig en¬
delig op at dandse, men maskeret, og jeg merkede øyensyn¬
lig i alt hvad han tog sig for, en vis Frygt, som man ellers
ikkun merker i unge Forelskedes Foretagender, og hvilke jeg
havde kundet udtolke meget fordeelagtigt for mig, dersom
jeg havde vildet give Forfængeligheden Gehør.
Skal jeg tilstaae det for Dem, at visse Fornemmel¬
ser fik ligesom Liv hos mig igien, for hvilke jeg troede mig
at være saa sikker, og allersikkenst ved denne Leylighed?
Erindringen om hine Lykkelige Aar i min første Ungdom
blødgiorde og bevægede mit Hierte, og opvakte i samme
en vis Længsel efter en Lykke, som jeg ikke selv ret kiendte,
og som jeg troede at have nydt i hine Ungdoms Aar.
Maaskee har Dandsen selv den deraf foraarsagede
Hidsighed og Tankernes Adspredelse, gjort Indgangen i
mit Hierte desto lettere for hine befrygtede Drivter. Det
er altid ved saadanne Leyligheder vanskeligere, at imod
staae de kielne Fornemmelser, end ved en alvorlig og rolig
Forretning. De gode Grundsetninger, som jeg havde ind¬
præntet mig, viiste imidlertid deres Kraft, og forhindre¬
de, at disse opkomne Fornemmelser ikke havde saa hastige og
sterke Virkninger, som de ellers maaskee skulde have havt.
Antenor tog mig ved denne Leylighed endnu nogle gan¬
ge op til Dands. Han begegnede mig derhos paa den sam¬
me ærbødige og frogtsomme Maade, men han talede ikke
et Ord til mig, og demasguerede sig eller ikke, hvilket jeg
merkede, gav Anledning til adskillige Anmerkninger i For¬
samlingen.
Vi forlode Ballet. Jeg faldt i Søvn efter nogen
Eftertanke, og uden at have havt nogen besynderlig Drøm,
som havde sømmet mig ved saadan Leylighed efter Romansk
Velanstændighed, saa opvaagnede jeg noget sildigere, end
min Veninde, som allereede var gaaet ud af Cammeret.
Da jeg klædte mig paa, fandt jeg et Brev; jeg sluttede
strax fra hvem det var, maaskee jeg havde ikke skuldet slutte
det, men nok er det, at jeg sluttede det, at det maatte
være fra Antenor, og jeg havde rigtig giettet det. Efter
en ærbødig Fortale eller Indgang forsikrede han mig, at
han elskede mig saa heftig, som han nogensinde kunde elske,
at det ikke var skeet af Foragt, at han forhen havde und¬
draget sig fra Forening med mig, men af Nødvendighed
for at fyldestgiøre et overilet Løfte, og for at undgaae truen¬
de Fortredeligheder. J hvormeget han end udi sit Ægte¬
skab havde gjort sig umage for, at lade Ærens Pligter her¬
ske over hans Emfindtlighed, saa havde han dog ey kun¬
det giøre det saaledes, at hans Misfornøyelse kunde gand¬
ske blive skiult for Verdens Øyne. Med faae Ord, jeg
skulde antage den Heftighed, med hvilken han nu elskede
og ævig vilde elske mig, i Stedet for eedelig Tilsagn, og
i Stedet for Fyldestgiørelse, eller, dersom jeg ikke vilde
lade mig forsone uden Hævn: saa skulde jeg dog ikke paa¬
legge ham saadan Straf, som forraadede en Mistillid til
hans Sindelavs og Tankers Retskaffenhed.
Det behøves ikke, at jeg opregner alle de Fornemmel¬
ser for dem, som efter hinanden bleve opvakte i mit Ge¬
myt, i det jeg eftertænkte dette Brev. Følgen deraf var
denne, at jeg aabenbarede det altsammen for min Veninde,
og udbad mig hendes Raad. Det var overeensstemmen¬
de med hendes Høymodighed og Ømhed: Dersom De,
sagde hun til mig, allerede elsker Antenor saaledes at det
falder Dem tungt, at opofre ham for Venskab; dersom
Kierlighed affordrer dem fra den ømmeste Søsters Arme,
thi derfor erkiender De mig dog: saa tag min halve For¬
mue med til Amindelse. Men tillader Deres Sindsfor¬
nøyelse og Rolighed Dem, at blive fremdeles hos mig:
saa veed De vel, hvor høyt jeg ønsker det. Allerkiereste
Veninde, svarede jeg, De giør mig skamfuld paa meere
end een Maade. Jngen Lykke kan erstatte mig den For¬
nøyelse af Deres Venskab, og aldrig skal jeg samtykke i
en Forandring, som skilte mig ved samme. Men denne
Fald er endnu ikke for haanden; det kommer derpaa an,
hvorledes jeg skal forholde mig ved dette Skridt, som An¬
tenor giør, om jeg skal erklære mig derpaa, om jeg skal
oppebie nok et andet Skridt af ham, eller om vi strax vil¬
le flye bort herfra, hvilket jeg holder for at være det
beste, føyede jeg til, endskiønt jeg maa tilstaae, at det
skeede temmelig tvungen og med opstigende Rødme
Hvorfor skulde vi flye bort herfra og hvorfor bliver de rød?
spurgte min Veninde: Bedrager Deres eget Hierte Dem,
eller vil De ikkun skiule det for mig? De elsker Antenor,
De maae og elske Ham, hvorfor vil de giøre Vold paa
deres Tilbøyelighed? Jeg behøver ikke at sige Dem nok en¬
gang, hvor megen Vold jeg maae giøre paa mig selv, for
at give dem dette Raad tvertimod mine Tilbøyeligheders
Jnteresse. Men elskede jeg Dem, om jeg vilde opofre
Dem for mig?
(Resten følger)
