1768
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 9
Den gamle Jomfrue.
Slutningen; Der blev stedse intet af.
Deg var ikke i Stand til at svare herpaa. Deels rørt
af min Venindes Dyd, deels skamfuld over min Svag¬
heds Følelse, skiulte jeg mit Ansigt, og jeg kunde ikke hol¬
de Graaden tilbage. De maae ikke forundre sig over,
at mit muntre og letsindige Tem perement er blevet alvorligt
og tungsindigt ved den Lidenskab ved hvilken man pleyer i
almindelighed allermindst at være det. Min Skjebne havde
foreenet alt formegen ubehagelige Erindringer dermed, at
jeg havde kundet fornemme den uden Eftertanke og mange
Slags Betragtninger. Jeg anholte hos min Veninde saa
alvorlig derom, strax at reyse bort, at hun samtykte der¬
udi, og for ikke at bebreydes Egensindighed og ond Humør,
aabenbarede jeg hende mine Tanker og Sindelav oprig¬
tig, ligesom de bestemte mig selv. Mit Hierte er ikke gand¬
ske ligegyldigt imod Antenor, sagde jeg til hende, men det
har dog endnu en Mistillid til ham, som Fornuften ret
færdiger. Elsker hand mig virkelig, saa lader han det ikke
beroe, herved. Mit Opholdssted er ham bekiendt. Hvo
veed, om det ikke er et Flygtigt Jndtryk, som han føler
Hvo veed, om det ikke er Nysgierrighed, eller Forfæn¬
gelighed, som paatager sig Kierligheds Skikkelse, og maa¬
skee bedrager ham selv? Hvo veed - dog jeg vil ikke gaae
viidere i min Mistanke. Men Klogskab vil, at vi forla¬
der dette Stæd, for at undgaae Sammenkomst med An¬
tenor. Thi jeg frygter, at forraade mig for Tiden.
Jkke længe efter, at vi havde givet de fornødne Be¬
falinger til vor Bortreyse, kom en Tiener, og meldte, at
hans Herre Antenor bad om Tilladelse at opvarte os. Jeg
blev forskrekket over denne Anmeldelse; dog forskrekkedes jeg
ikke saa meget, at jeg jo under Forskrekkelsen fornam en vis
Fornøyelse derover. De seer, at jeg er oprigtig i min For¬
tælling, og hvorfor skulde jeg ikke være det?
Vort Giensvar var en Undskyldning, at vi ikke kunde
tage imod hans Besøgelse, formedelst at vi lavede os til at
reyse. Men den var forgieves. Antenor var for mi
ne Fødder, førend jeg endnu troede, at han kunde have
faaet Svaret.
Dette Optrin beskriver jeg ikke videre for Dem. De
kan let giette det, eller læse og tænke dem hertil af enhver
Roman. Thi Antenor opførte sig virkelig og talede
gandske Romanmæssig. Og jeg - jeg erklærede mig en¬
delig, at jeg vilde tage imod hans Haand, saasnart han
kunde giøre min Eensomhed fortredelig og kiedsommelig for
mig. Han syntes at være meget vel tilfreds med denne
Erklæring, eller med den Maade, paa hvilken jeg gav ham
den; maaske min Miene udtrykte meer, end mine Ord; i
det mindste sagde Selinde mig, at det Øyekast, hvormed
jeg ledsagede Antenor, var imod min Villie meget
løvterigt.
Vi reyste bort. Omendskiønt jeg end ikke sagde Dem
det, saa kunde De dog vel formode, at der saavel under¬
veys som siden hiemme blev ofte talet om Antenor, og at
jeg længtes efter hans Besøgelse. De formoder dette
gandske vist før, end at der gik otte Uger hen, uden at han
hverken skrev eller selv kom. Jeg havde Aarsag til at for¬
undre mig derover, og det kostede mig virkelig denne anden
gang meer Umage at forglemme denne utroe Elsker, end den
første gang. Men just den gang tilbød sig den beste Ley¬
lighed for mig, paa det eftertrykkeligste at udføre dette For¬
set. Min Venindes Broder havde ved hans Besøgelse
yttret den Opførsel imod mig, som pleyer at være en Virk¬
ning af en oprigtig Tilbøyelighed, forskiellig fra den hid¬
sige Lidenskabs sysselsatte Opvartning, og ligesaa forskiellig
fra den koldsindige Høflighed. Saaledes dømte Selinde,
i det mindste derom, og jeg kunde selv ikke dømme ander
ledes, naar han talede adskillige gange med mig i et Sprog,
som lignede Affeets Sproget, eller i det mindste den beske¬
dene Ømhed, og ledsagede hans Ord med Øyekast, som
udtrykte endnu mere, end Ordene selv. Den Tanke, at
forene os med hinanden, havde alt for meget behageligt for
min Venindes kierlige Hierte, at hun ikke skulde have gjort
det til et Anslag. Antenor blev en Forhindring i sam¬
me, da han traadde frem i Optrinnet; men han havde ey
snarere forladt Scenen, førend hun tænkte paa nye igien
derpaa. Hun skrev til Hendes Broder, uden at lade mig
vide det, at hun havde opdaget hans Tilbøyelighed til mig,
at hun bifaldt samme, og vilde med Fornøyelse befordre
den. Hans Svar var meget imod hendes Forventning.
Hun læste med Forundring i hendes Broders Brev, at han
elskede Climene saa ømt og inderlig, som en Hyrde no¬
gensinde har elsket, den unge Climene, som endnu ikke var
16 Aar gammel, og havde lovet, først om nogle Aar at
giøre ham lykkelig. Hendes billede, sagde han, som al¬
drig forlod ham, og virkede allersterkest paa ham der, hvor
almindelige Elskers Trøskab gemeenlig leed Skibbrud, ved
andre Skiønheders Yndigheder og Smiggrerier. Dette
billede havde ladet den Betydning indflyde i hans Ord og
Øyekast, som man merkede hos ham. Han sagde meget
til min Fordeel, men med alt det gav han at forstaae: at
der blev intet af. Alt dette erfarede jeg først siden. De
skal strax høre hvorledes. Der kom endelig et Brev fra
Antenor, og strax derpaa et fra Damis, det er Selin¬
