Saasnart de forhen plantede Erter og Bønner, samt
den forhen saaede Salat og Spinat begynder at komme op,
da at besørge samme Slags plantet og saaet igien.
At saae tidlig Blumkaal og Kaalrabi over Jorden.
At plante, naar det er got varmt Veyrligt, nogle
Sommer=Cartofler til tidlig Brug, og ved hver at legge en
Bønne til Sæd.
Jligemaade at plante nogle af hvert Slags Erter til
Sæd, og om mueligt i en Jordbund af anden Art.
At omlegge eller omplante, Thimians=Planterne fra
forrige Aar; samme gamle Stammer hver andet Aar;
Syrer hvert tredie eller fierde Aar; Smtløg hvert andet
Aar; Salat=Urter og Engelsk Spinat.
At legge i Bede, Sukker=Rødders=Kimer, og
Schellotter.
At forplante Salat, om Planterne allerede ere store
nok; samt de endnu øvrige Vinterkaal=Planter, og at ef¬
terplante dem, som ere udgangne.
At rygte Asparges=Landene, saasnart Frosten er gand¬
ske af Jorden, da at borttage den Giødning som er trykt
paa dem, træde de længste i Veyen, og lade de korte var¬
lig arbeyde ned under med en Hakke.
At behakke og rense den om Efterhøsten plantede
Vinterkaal.
Syldte Østers.
Man maae først pille noget Fisk fra Benene, som er
kogt uden Salt, hakke den med nogle raae Østers smaae,
dernest lave et godt Stykke rørt Smør, og noget
blødt Brød efter Proportion, saa og nogle Egge=Blom¬
mer, Salt og reven Muskat, dette alt med den hak¬
kede Fisk rører man vel sammen, derpaa tager man dybe
og rene afvaskede Øster=Skaller, og legger først noget af
Fyldingen neden under, saa 3 eller 4re Østers oven paa,
men Østerne maae først krølles lidet i deres egen Suppe,
saa atter i Fylding, saa at Skallerne bliver gandske fulde,
glatter dem saa med en varm Kniv, karver dem buntet over,
og steger dem i en Tærte=Pande, med Jld over og under,
til de har nok; man kan give dem, som de ere, eller og
med en Østers=Sous; det er en deylig Ret.
Samleren.
En Fortælling om Ædelmodighed.
En vis Mand havde overlevet Slægt og Arvinger, og eye¬
de ikke Bekiendtskab nok, til at vente sig nogen særdeles
Fornøyelse af at leve udi det menneskelige Samqvem. Han
havde store Rigdomme, men længe vant ved en sparsom
og indskrænket Levemaade, saae han ikke, hvorledes han ved
den skulde vinde nogen Lyksalighed her i Tiden; Han hav¬
de ingen Fornøyelse, og ingen Forbindelse syntes at for¬
pligte hannem til nogen Skyldighed. Han kiededes faa
høylig ved sin Tilstand, at han, efter mange urolige Tan¬
ker, kom i Uvished om, det var vel eller ilde giort af ham,
at ende et Liv, i hvilket han ey kunde vente nogen virkelig
eller bestandig Fornøyelse. J hans urolige Tanker var
han nær ved at udvælge at døe, og den Qvale, som foruro¬
ligede hans Sind, malede sig saa tydelig i hans Ansigt, at
en fattig Mand, som saae ham paa en offentlig Plads at
gaae gandske allene, beængstet og tankefuld, tog sig den Frie¬
hed at spørge hannem, om han kunde tiene ham? eller om
han havde nogen nagende Sorg, der mueligt kunde lin¬
dres? Hr. Jly (saa var hans Navn, og ey ukiendt af
den Fattige) svarede som en Rig, der er misfornøyet med
sin Lykke. Ak, sagde den Fattige, hvorfor deler J ikke med
andre de Eiendomme, der ere Eder selv unyttige?
Denne Bebreydelse rørte det Inderste af Hr. Jlys
Hierte. Han fandt endelig Fornøyelse udi at tænke, at
han kunde lindre andres trykkende Omstændigheder, og gik,
i Selskab med den Fattige, hiem til sit Huus, hvor han
befalte ham, at sige Maaden, paa hvilken han kunde giøre
hannem lykkelig. Den Fattige bekiendte oprigtigt, at han
ey fandt Smag i den Fornøyelse, som allene søgtes i Over¬
fiødighed, men at en maadelig Sum Penge, som satte
ham i Stand til at forsørge sin liden Familie, var alt
hans Ønske.
Han ønskede og fik samme, samt anvendte Gaven saa
vel, at han efter faa Ugers Tid havde allene Erindringen
af sin forrige Elendighed. Hr. Jly saae Frugten af sit
Arbeyde, og næsten lige indtagen af den Fornøyelse at have
reddet en Familie fra Undergang, og af den Erkiendtlig¬
hed, han bestandig merkede hos dem, han havde hiulpet,
blev nu vaer, at et saa behageligt Foretagende paa en særde¬
les merkelig Maade havde forandret hans egen Tilstand,
Hr. Jlys Øyne aabnedes mere og mere. Han saae,
at de Ulykkelige vare langt flere, end de, som offentlig ba¬
de om Almisse, og at, naar saadan en Elendig kunde møde
hans Velgierninger med saa megen Erkiendtlighed, saa
kunde han vente sig langt mere af hæderlige Folk, som vare
lige trængende, men havde mere oplyste Siele. Han smig¬
rede sig selv i dette Haab, og søgte med Flid efter dem,
som syntes at fortiene hans Medlidenhed af andre Aarsa¬
ger, end blot Høflighed. Han fandt flere af disse. Thi
der findes endnu Elendige, som fortiener en bedre Skjebne,
og han forenede den Ædelmodighed med sine Velgiernin¬
ger, paa en behagelig Maade at betage dem, som han hialp,
at blive røde derover, at de saae deres Elendighed opdaget.
At giøre saaledes vel, gav Hr. Jly saa meget at bestille
paa en behagelig Maade, at han, langt fra at klage over
Mangel paa Tidsfordriv, syntes altid, at Tiden var han¬
nem for kort. En Aften, da han gik allene hiem, efterat
han hele Dagen havde havt at bestille med hans ædelmo¬
dige Forretninger, hørte han tvende Borgere at tale sam¬
men, og siden de vare bekiendte med hianden, fortalte hver¬
andre, at deres Sager stode paa gandske slette Fødder, og
