beklagede, at de ey vare kiendte af Hr. Jly, om hvis Ædel¬
modighed der gik allerede saa stort Rygte. Med 500 Gui¬
neer, sagde den ene, kunde jeg betale min Gield, og skulde
siden ved mit Arbeyde snart sette mig i den Tilstand, som
Vanheld har skilt mig ved. Jeg, sagde den anden, kunde
ikke være hiulpen med mindre end 1000 Guineer; men
saa mange troer jeg ikke, at Hr. Jly laante mig, i hvor
meget der tales om hans gode Hierte. Hr. Jly var alle¬
rede rørt, gik til dem og sagde: Mine Venner! jeg har
hørt Eders Anliggende og kiender Hr. Jly, om hvem
har saa høye Tanker, og maaskee jeg kunde være Eder til
Tieneste hos hannem, men han har tusinde Forretninger,
saa jeg ikke tør forsikkre Eder, at han just nu maatte ville
hielpe Eder. Jmidlertid maae J ey ansee hannem for den
eneste i vort Land, som veed at hielpe Nødlidende. Jeg
vil, at J skal imodtage af mig, det, som J ønsker at faae
af hannem, paa disse to Vilkaar: Først, at J ey spør¬
ger efter, hvem jeg er; og for det andet, at J i Morgen
ved dette Klokkeslet skaffer mig Attester fra Præsten om
Eders Opførsel.
Endskiønt de i Førstningen ansaae dette for Narrerie,
saa fattede de dog alligevel den Beslutning, at forsøge Ud¬
faldet. Begge Borgerne mødte paa Stedet det fastsatte
Klokkeslet, og Hr. Jly holdt ligesaavel sit Løfte som de, og
leverede dem 1500 Guineer. Deres Glæde blev utrolig.
De gave ham det forlangte Vidnesbyrd, hvilket ogsaa
blev det eneste Beviis og Pant for Jly; thi han gik strax
børt, for ey at blive kiendt. Man veed ikke vist, enten det
var Jlys Tanke, at skienke eller ikkun laane dem disse
Penge; men de imodtage dem som et Laan, og da de vil¬
de levere Forskrivningerne fra sig, savnede de sin Velgiørere,
der skulde imodtage dem. De fattede begge en Beslut¬
ning, ligesaa besynderlig som den ædelmodige Hielpers.
De opsloge et Papir paa Torvet, hvorudi de fortalte alle
Omstændighederne af deres Hændelse, samt en Forsikkring,
hvorudi de for det Almindelige forbunde sig til at betale
den Sum igien, som de havde annammet, og efter en vis
Tid at levere dem til Magistraten, med Fuldmagt, at
Pengene skulde udtælles til den, som foreviste Præstens
Vidnesbyrd om dem. Anden Dagen saaes et Papir, paa
samme Sted opslaget, fra Velgiøreren, hvorudi han gav
tilkiende, at deres Hierters Erkiendtlighed var ham Betal¬
ning nok, og at han aldrig forlangte Guineerne igien, og
samme Dag sendte han, til Beviis derpaa, Præstens Vid¬
nesbyrd til Magistraten.
Man fik ikke strax giennembrudt det Forhæng, bag
hvilket Hr. Jly skiulte sig; og denne hans ædelmodige
Gierning havde altid blevet en Hemmelighed, dersom ikke
hans egen Betient ved en Leylighed havde kommet til at
sige, at han just samme, efter hans Herres befaling hav¬
de leveret ham den forbemeldte Sum. - At hielpe Nød¬
lidende er berømmeligt; men aldrig smager Velgiøreren
den rette Vellyst deraf, om han ey allene veed det.
Jomfruens Fætter.
Om at kiende sig selv.
e Gamle vare dog alligevel Narre! Vi opdage (Priis
være vor Skarpsindighed) den ene Daarskab hos dem efter
den anden. Det er vel sandt, at de gik for en stor Deel
ubanede Veye; men saa er det og vist, at de famlede i
Mørket midt om lyse Dagen. Det kostede i forrige Tider
ikke meget at blive hilset for viis, og den gamle Thales i
Grækenland forøgede, om ey lagde Grunden til sit udøde¬
Navn derved, at han lærde: der var ingen Ting vanskeli¬
gere, end at kiende sig selv, og at følgelig enhver i denne
Henseende burde anvende sin hele Styrke. En løyerlig
Lærdom! Enten levede Thales i en Udørken, foruden alt
andet Selskab, end sig selv, eller og har Gubben ey havt
meget at bestille.
Nu seer vi med aabne Øyne, hvor ufornøden den
Sag er, med meget Hovedbrud at lære at kiende sig selv,
og udforske hemmelige Kroge i sit eget Hierte: andre paa¬
tage sig denne møysommelige Forretning for intet, og vide
i et Øyeblik (jeg forstaaer ey ved hvad for en Kunst) langt
flere Hemmeligheder udi mit eget Hierte, end jeg selv, ved
al Opmerksomhed i mange Aars Levnet skulde kunde opda¬
ge. - Hvo skulde ikke ansee den for en Daare, som paa¬
tager sig den uendelige Møye, at gruble over sit eget Hierte,
naar alle Tanker ligger næsten før paa Læberne, end de
avles i ens eget Hierte, og naar ingen Gierning, ikke en¬
gang den mindste foretages, hvortil ey andre veed tilstrekke¬
lige Grunde og Aarsager.
Jeg grubler ey gierne udi ufornødne Henseender; Ti¬
den rekker ey dertil; andre maae have den fortredelige Be¬
sværing, at lære at kiende mig. Vil jeg vide mine egne
Tanker, mine Tilbøyeligheder, min Character, min tilkom¬
mende Lykke: saa behøver jeg ikkun at spørge et eller andet
af vore snilde Orakler; og jeg faaer strax at vide ukiendte
Sager, ja langt fleer, end jeg vilde vide. Mangen troes
at være en grundlærd Mand, og af en anstændig Opførsel;
men ved denne Prøve bliver hans Lærdom ret maadelig, og
hans Opførsel anstødelig. Mangen en troer sig, at handle
efter billighed i hans Gierninger: men af disse Overdom¬
mere opdages tusinde Mangeler i hans Skyldigheder. Man¬
gen en troer sig, baade at tænke og tale redeligt; men ved
et lidet Mønsterbord faaer hans Hierte uregnelige Mange¬
ler. Mangen en troer sig, at eye Ære og et redeligt Navn;
men du maae vide, min Læser, at dette seer ofte ilde nok ud.
Jeg tvivler om, at man paa mange Steder i dette Fald
finder Folk saa hielpsomme som her.
