1768
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 10
Præste=Enken.
Undersøgelse af det Spørsmaal, Om det er tilladt
at anvende Fest- og Søn=Dage til sit Kalds
Forretningers Oppasselse?
Man kan besvare dette Spørsmaal med Rexi men
man maae og undertiden besvare det med Ja. Med et
Ney maae man altid svare, naar der ikke ere nogle besyn¬
derlige Tilfælde, hvorom siden skal meldes. Det Bud,
som Lovgiveren har givet os, der er en sterk nidkier Gud,
naar han siger: du skal komme ihu at helliggiøre Hvileda¬
gen, er alt for tydeligt og alt for klart, at de skulde være
det allermindste tvetydigt, eller at det skulde kunde imodsi
ges, naar man undtager de Tilfælde, om hvilke jeg strax
skal tale. Vi skal altsaa helliggiøre Hviledagen, det er,
saavel den af Gud selv indsatte Søndag, som og de af
Øvrigheden forordnede Festdage. Paa disse Dage skulle
vi hvile. Sex Dage skal du arbeyde - men paa den
syvende Dag - da skal du ingen Gierning giøre. Vi
skal nemlig hvile fra vores Hver=Dags Forretninger; men
Sielen maae være desto mere sysselsat, sysselsat i den ind¬
vortes Gudstieneste. Guds Ords stille Betragtning, det
allerfuldkomneste Væsens Tilbedelse og Dyrkelse, dernæst
at høre offentlige opbyggelige Prædikener, at synge Lov¬
og Takke=Psalmer med Forsamligen, dette skal og maae
være deres eneste Forretninger om Søn= og Festdage, som
ere Christne, og som ikke allene ville synes at være det. Er
denne Forretning nu virkelig vore Medborgeres Forretning
om Søn= og Festdage? Erfarenhed maae svare. Gud,
lad din Langmodighed ikke blive træt! Hør ikke op at til¬
givel Forbarme dig over os! Er det tilladt at anvende
Søn= og Festdage til sit Kalds Forretningers Oppasselse?
Ja! J følgende, men ikkun allene i følgende Tilfælde.
1) Naar Nøden udfordrer det; det er, naar der
indtreffer saadanne Tilfælde, hvis Opsettelse er skadelig for
os eller andre. Derhen kan og regnes saadanne Kiøb¬
mands Breve, ved hvis Besørgelse Kiøbmændene selv, eller
deres Correspondenter, tilvoxer en billig og tilladelig Pro¬
sit; men ingenlunde saadanne, som føder og underholder
deres aagrende og Pengegierrige Hensigter, som af utilla¬
delige Hensigter opdigter Usandfærdigheder. Disse og des¬
lige Breve ere vel i sig selv og altid fiendtlige; men endda
dobbelt, naar de skrives paa saadanne Dage, som ere Her¬
ren helligede, og som ere den Herres gandske besynderlige
Dage, der paa hiin Dag vist og dobbelt vil straffe saa¬
danne dobbelte Synder. En sand Christen viser altid sin
Ærbødighed for Religionen.
2) Naar Kierlighed og Barmhiertighed ud¬
kræver det, saa er det og tilladt at oppasse sit Kalds For¬
retninger paa Helligdagene. Naar de Rige altsaa paa en
Søn= eller Festdag seer en Nødtrængende at lide, eller en
Forfrossen at ligge uden Skiul, saa bør de ikke opsette de¬
res Hielp under den Undskyldning, at det er en Hvile=Dag,
paa hvilken man bør lade sine Hænder hvile. Seer Christne
et Menneske, som strider med Døden, saa bør de gaae
hen, for at indprænte ham Mod imod Dødens Skrek, om
de endog derover skulde tilsidesette alle deres Andagter.
3) Naar vort Legeme trænger til Pleye og Ve¬
derqvægelse og Gemytte til Opmuntring. At dette
Tilfælde gierne og føyelig kan regnes med iblant de Om¬
stændigheder, som kan undskylde de Pligters Forsømmelse,
hvilke vi ellers ere Hvile=Dagen skyldige, det lærer For¬
nuften og Skriften stadfæster det.
Hovmesterinden.
Om en bortsnappet Datter i Meglar.
Dørend jeg fortæller denne Historie, vil jeg først fortælle
en af stridigt Jndhold, begge til Lærdom og Advarsel for
unge Fruentimmer.
Paa den Tid, da Don Juan af Østerrige anførte den
Spanske Krigshær i Nederlandene imod de Allierede, vilde
en af hans Offieierer bruge Vold imod en Procurators
Datter i Ryssel, i hvis Huus han laae i Qvarteer. Men
den unge Pige forsvarede sig, greb fat paa Officierens
Dolk, stødte ham samme i Brystet og løb bort. Da Ca¬
pitainen merkede, at han var dødelig saaret, lod han kalde
en Skrifte=Fader til sig, og i Steden for Bod og Fortrydelse
over sin Forbrydelse, forlangte han, at tale nok engang
med den kydske Pige. Hun kom. O forlad mig, sagde
han, den Beskiemmelse, som hun har faaet af mig. Men
for at giøre min Forseelse god igien, saavidt det staaer i
min Magt, saa erklærer jeg, at jeg er hendes Ægtemand.
Min Fortrydelse og hendes Dyd berøver hende vel min Per¬
son; men derimod faaer hun mit Navn og min Ægtefæl¬
les Rettigheder. Dette er den Foræring som jeg giør
Hende, tilligemed min gandske Formue. Hermed skal den
Belønning af et ærligt Giftermaal gotgiøre den Efterret¬
ning om den hende tiltænkte Beskiemmelse. Efter denne
Tale ægtede den gamle Spanier denne saa heltemodige Pi¬
ge, med den tilstædeværende Faders Samtykke og i Præ¬
stens Nærværelse. Strax derpaa opgav han Aanden, og
overlod det til Efterverden at afgiøre, enten hans Ædel¬
