ber anvendt til de forlorne Kræfters Ophielpelse. Af dette
de naturlige Tilbøyeligheders sædvanlige Misbrug lader
det sig uden Tvivl forklare, at alle Mennesker skatterer en
Ven for det høyeste Gode paa Jorden, og at desuagtet de
fleste, naar det kommer an paa Vallet, i Udøvelsen selv
ikke sielden opofrer en troe Palæmon for deres Gierrighed
og Æresyge; ret ligesom at man for Guld og Værdighed
strax kunde tilkiøbe sig en Ven igien. Men disse beklage¬
lige Skabninger har virkelig aldrig med Overbeviisning
kiendt en retskaffen Vens uendelige Værdie. De vide ikke,
at, naar alting i Verden bliver tilbage, saa findes blot ven¬
skabelige Siele i Himmelen igien.
Det sande Venskab hersker ikke i den larmende Tum¬
mel. Det søger Stilhed, ligesom Muserne. Derfor set¬
ter deres Præster, Digterne, deres Gudinders Throne
iblant Hyrderne. Efter vor Verdens nærværende Indret¬
ning, fiader vi vel ofte ved et lykkeligt Tilfælde en Ven i
rusende Selskaber; men vi gaaer dog gierne bort fra Mæng¬
den med dette fundne Klenodie, for at beundre sammes
Fortrin i Eensomhed.
Man pleyer at sette Venskabs Væsen i Gemytternes
Overeensstemmelse eller i Sindelavenes Liighed. Dette
strider imod Erfarenhed, i det ofte to Personer af gandske
forskiellige Tilbøyeligheder vedligeholder et oprigtigt Ven¬
skab, naar de kun ikke har stridige Grundsætninger. Jeg
vilde derfor heller, ogsaa her anvende den smukke Lignelse,
hvorved den skarpsindige Spalding retfærdiggiør den Uor¬
den, som synes at være i denne Verden, og sige: Venskab
er Dissonanzernes Opløsning. Jeg vil forklare mig ty¬
deligere. Leander er en hidsig ung Person: Hans Liden¬
skaber optændes, saasnart hans Lidenskaber ikkun viser sig
langt borte: Berømmelse og Dadel rører ham uimod¬
staaelig: For at faae bifald, skulde han ikke engang und¬
see sig ved, at begaae noget strafværdigt paa sig selv. Saa
let et elendigt Menneskes Nød rører ham til Medlidenhed,
ligesaa let skulde hans Hierte blive blødgiort af en Boler¬
skes forstilte Taare. Jeg tilstaaer det, at Leander kunde
med sine naturlige Tilbøyeligheder aldrig blive nogen sand
Ven: endnu mindre skulde nogen bestandig Forbindelse fin¬
de Sted imellem ham og en anden ung Person af ligesaa¬
dant Temperament. Derimod er Creons Character lige
tvertimod Leanders; han er en Mand af et stadigt Væsen
og en moden Forstand. Han synes ingen Affecter at
have, og foretager sig ikke nogen Gierning, førend han
nøye har overlagt den: Ligegyldig henseende til den store
Hobs Dom, finder han Rolighed i det stille Vidnesbyrd
af hans Samvittighed, omendskiønt hans Dyder bliver
useete, og venter ingen anden Løn, end det tilkommende
Liv: om endog hele Verden lastede ham derfor, saa skulde i
han dog ikke efterlade at giøre det, som han engang har
indseet at være ret. Han røres ikke af Ulykkens Skin i
friske og sunde Betlere, men han opdager saadannes sande
Elendighed, som søger at skiule deres Nød for Verdens
Øyne, og haster at komme dem til Hielp, som undertryk¬
ker deres Klager: Han aftørrer deres Taare, som i deres
Eensomhed klager allene deres Besværlighed for deres Ska¬
ber. Saa vii t som Creon og Leander ere fra hinanden
ihenseende til deres Tilbøyelighed, saa nær og nøye har
dog Venskabs Baand sammenknyttet deres Siele. Man¬
dens Alvorlighed formilder Ungkarlens Levenhed. Creons
Erfarenhed lemper Leanders Lidenskaber; og denne erstat¬
ter den førstes Overleggelses Langsomhed, i det han modi¬
gere udfører hans Anslage. Jo sparsommeligere Creon gi¬
ver Ungkarlen sit bifald, desto større bliver den sidstes Be¬
gierlighed at erholde Berømmelser af ham; og desto mere
indtagende er den Ære for ham, naar hiin billiger hans
Gierninger. Heraf reyser sig en brændende Længsel hos
ham, intet at foretage, hvorved han kunde tabe sin Men¬
tors Gunst, som han skatterer over alt andet. For at be¬
hage ham, holder han Maade i hans Drifts Hidsighed,
bliver veldædig med Klogskab, og bevarer sit Hierte for en
Fornøyelses Tillokkelser, som naturligviis har bitter Aager
i Følge med sig. Jkke mindre fornøyer Creon sig, naar
han seer Leander forbedret ved sin Omgang. Ungkarlens
levende Jndfald opmuntrer ham: og han faaer selv derved
et opvakt Ungdoms Væsen, hvilket uden dette Selskab
vilde stedse mere og mere tabe sig hos ham. Hvo tvivler
paa, at der ved saadan Blanding af gandske stridige Til¬
bøyeligheder kan være et sandt og vedvarende Venskab
imellem Creon og Leander? Saadanne Venskaber ere me¬
get mere Forbund af den ædelste Art. Thi en vild ube¬
høvlet ung Person er ikke let at forandre til et dydefuldt
Menneske: at betiene sig af hans toetydige Tilbøyelighe¬
der og lade dem paa gode Gienstande: at lokke en Ubesin¬
dig til sig, som uden Ledsager skulde have forvildet sig i et
Vilderede, og uformerkt at bringe ham tilbage til den
blomstrende Lyksaligheds Mark: hvilken høy Forretning!
Hvilket Guddommeligt Venskab! Forstand og Ubesiudig¬
hed, Ligegyldighed og Æresyge, Gemytsroe og Hidsighed,
hvilke Dissonanzer! Men hvor harmoniske, hvor indtagende
bliver disse skurrende Toner i Opløsningen!
Den gamle Ungkarl.
Livet som en Seylads.
(Forfattet af den Danske Skialdrer Ambrosius Stub.)
H¬
vad vindes ved Verdens vidtløftige Hav
O! Tusinde Farer i skummende Trav!
Man veed kun to Havne,
Bekiendte af Navne:
Den ene vor Vugge, den anden vor Grav.
Fra Vuggen til Graven maae krydses omkring
Blandt Haabets og Frygtens de stridigste Ting.
Snart vipper man oppe
Paa Bølgernes Topps,
Snart nærmer man Grunden i kyvende Spring.
