Her fristes Ustadigheds Ebbe og Flod,
En Vagt er saa ond, som en anden er god;
Hver Time i Glasset,
Hver Stræg i Compasset
Forandrer, forhøyer, fornedrer port Mod.
Saa hidser en Medbør det nedrige Sind,
Ja puster i Hiertet Dumdristighed ind;
Vil Farten kun føye
Vor Attraae og Øye,
Strax blæses vi op af en ønskelig Vind.
Saa slipper Kleinmodighed Roret i Hast,
Naar Forstavnen dukker for Bølgernes Last,
Naar Vindene snuse,
Og Vandene brunse,
Saa skrækkes vi strax for en knagende Mast.
Dit Forsyn, o! Fader! det fører os hiem,
Det styrer saa sikkert, hvor Søen er slem;
Hvor Gisning kan feyle,
J hvor vi vil seyle;
Selv stavne vi meere tilbage end frem.
Samleren.
En Anekdote i Ludvig den XVdes private Liv.
en sidste Gang Kong Ludvig XV. var paa Fon¬
taineblaou, havde han sine Børn den meste Tid om sig,
og tilbragte nesten alle Aftener hos Dronningen. En Af¬
ten fortalte han hende om en ulykkelig Jldebrand, som nys
havde giort al muelig Ødeleggelse i en Bondebye. Han
afmalede med Følelse de Pinsler, som endeel Mennesker,
der vare opbrændte havde maattet udstaae, og blant andre
de gamle Mænd, hvoraf nogle vare langsom fortærede,
uden at kunde faae Hielp. Denne bedrøvelige Fortæl¬
ning giorde at Dronningen erindrede sig hendes Faders
Kongens af Pohlen Død, som var foraarsaget af Jlden;
Hun blev sat i en meget smertefuld Bevægelse, og stræbte
af alle Kræfter at skiule sine Taarer. Prinzesserne, Kon¬
gens Døttre, som bleve dette vaer, umagede sig forgieves
at give ham det tilkiende ved giordte Tegn; Kongen, som
var beskæftiget med sin Fortæling, bemærkede dem ikke,
og blev ved rørende at skildre disse fattige gamle Bønders
bedrøvelige Skjebne saaledes at brændes ved en sagte Jld.
Endelig, da Dronningens Beklemmelse voxte alt mere og
mere, lod Madam; bringesse) Lovise et Nøgle Traad
falde, og faldt selv mer Flid, i det hun vilde optaae det;
Kongen hastede hen at tage det op, og i det Øyeblik adva¬
rede hun ham om den Uroe, som hans Fortællelse foraar¬
sagede Dronningen, i det hun derved erindrede sig sin Fa¬
ders Død. Strax vendte Kongen sig til sin ældste Datter,
og sagde kierligen til hende: Adelaide, burde hun ikke
have advaret sin Fader, og har hun kundet have den
Haarhed at lade han giøre et Onde, som han bebrei¬
der sig? Dette Tilfælde endte sig med rørende Undskyld¬
ninger, som Kongen giorde sin Dronning, og med en af de
stumme Rørelser, i hvilke følende Siele med saa mange
Henrykkelser meddele sig.
Anekdote om den Engelske Bisp Burnet.
Bisp Burnet var temmelig bekiendt for adspredte Taler;
her har vi et Beviis; enhver veed, at adskillige Damer af
Stand, blant andre Grævinden af Soisson, som var Car¬
dinal Mazarins Søster=Datter, og Moder til den vidt¬
bekiendte Heldt Printz Eugen af Savoien, bleve i Paris
arreterede omtrent i Aaret 1680, fordi man havde dem
mistænkt for Giftblandinger. Da denne Printz ved Slut¬
ningen af Dronning Annes Regiering var kommen til En¬
gelland, bad Biskop Burnet, som i Nysgiærrighed efter¬
gav intet Fruentimmer i heele Riget, Hertugen af Marl¬
borough, at han maatte giøre ham den Fornøyelse at føre
ham i en Printzens Sælskab, hvis Roes klingede over heele
Europa. Hertugen lovede det med Vilkaar, at han vel
vogtede sig at sige noget, som kunde ilde optages; kort der¬
efter overtalede han Bispen at spise hos sig til Middag
med Printzen og det øvrige Selskab. Burnet, som erin¬
drede sig den givne Advarsel, besluttede ved heele Maaltidet
ikke at tale et Ord, og at blive ubekiendt. Han havde
maaskee fuldført sit Forsæt, hvis ikke Printz Eugen, som
vel saae at det var en fornemme Geistlig Person, var fal¬
den paa at spørge om hans Navn. Da han fornam at
det var D. Burnet, spurgte han ham blant andet, naar
han sidste Gang var i Paris. Bispen blev ved denne ufor¬
modentlige Tiltale sat ud af sin Fatning; hans heftige Be¬
gierlighed at fornøye Prindsen, bragte ham end meer i For¬
virrelse, og giorde at han overilede sig med Svaret; egent¬
lig, sagde han, kan jeg ikke huske Aaret; dog veed jeg,
at det var samme Tid, som Grævinden af Soisson
blev arreteret. Aldrig var det ude af Munden, førend
hans Øyne mødte Hertugens Øyekast, og han derved mær¬
kede sin Forseelse, hvilket paa engang betog ham alle Over¬
læg. Endnu begik han den anden Feyl, i det han bad
Hans Høyhed om Forladelse, stirrede som en der var uden
Sands, snart paa een, snart paa en anden, og da han saae
heele Selskabet i stor Forlegenhed, gik bort med den yderste
Beskæmmelse.
