1768
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 11
Præste=Enken.
D¬
a min Sal. Mand i sine faa ledige Timer fandt
sin beste Tidsfordriv i at fornøye sit Sind med gu¬
delige Tanker og Sange, som han ved sin Spadsere=Gang,
i Haver og Marken forfattede, spurgte han mig engang,
om jeg ikke ogsaa vilde forsøge at fornøye Sindet paa sam¬
me Maade; og da det var mit Hiertes høyeste Glæde, at
være min Mand til Fornøyelse, satte jeg en Prøve paa at
efterkomme hans opmuntrende og behagelige Begiering, ved
følgende ukunstlede Sang, som kan passe sig paa Tiden;
over de Ord:
De satte en Torne=Krone paa hans Hoved.
Matth. 27. V. 29.
Ak! Himmel=Regienter! ak! Herre, min Gud!
Hvorledes stafferes og pyntes Du ud?
Er dette en Gave,
Som Herren skal have
Af Torne, af Tidsler, af Jordens Ukrud!
Til Kongernes Konge, Hærskarernes Helt,
Som eyer al Jorden og Himlens Gevelt,
Man fletter en Krone;
Selv Himlen maa daane,
Og drage et Dække for Himmelens Telt.
En Kroue af Perler, af Steene og Guld.
Man setter paa Guder, som dog kun er Muld
Men Herrernes Herre
En Krone, desværre!
Skal bære af Torne og Tiørne saa fuld.
See, dog! Hvor udspringer det helligste Blod
For Tornenes Pigge og hvasseste Od.
Hver Seene, hver Aare
Maa blodige Taare
Nu fælde og give. Ak! hvilken en Flod!
Hvor voxte de Torne, hvor stod de i Flor?
Hvormed du blev kronet. O Jesu! den Jord
Var vist nok mit Hierte,
Som Verden begierte
Med hvad som der udi dens Blomster=Bed groer.
Udryd af mit Hierte hver Tørn og Ukrud
O! kronede Frelser! og Synden slet ud.
Din blødige Jsse
O lad mig forvisse,
Du haver mig kiøbt til din elskelig Brud.
Jeg gierne paa Torne i Verden vil gaae,
Naar jeg udi Himlen kun Palmen kan faae.
Naar jeg kun en Krone
For Guddodamens Throne
Kan vinde og finde og evig bestaae.
Hovmesterinden.
Tvende afdøde Pige=Børns Brev til Deres
efterladte Forældre.
Dyrebareste Forældre!
De er fornædt os, at skrive Eder til: Enalene: det
nedfare fra Himmelen og derop igien, have seet Eders Taa¬
re og talt dem, og vi bleve i vor Salighed rørte ved dem,
og bade, Gud vilde trøste Eder, og vore Engle tillode os,
at skrive til Eder. Ak kunde vi sige Eder, hvor salig Eders
Friderica, hvor salig Eders Wilhelmine er! Men J for¬
staae ikke det himmelske Sprog, vi nu tale, og i Eders Tun¬
gemaal findes ingen Ord, til at beskrive vor Salighed.
Beste=Fader, der elskede os med en Kierlighed, med hvil¬
ken faa Fædre elske, som Englene selv sige os, der endnu
glæde sig derover, naar de erindre os om de himmelske
Samtaler, i hvilke Du lærte os, at kiende Gud og vor
Frelser; Beste=Fader! Din Frideriea seer Dig endnu for
sig, som i det Øyeblik, jeg skulde døe. Hun vidste vel ikke
ret, hvad det var, at døe, men hun var saa svag det klemte
hende saa haardt om Hiertet, at hun troede, at forgaae.
Da tænkte hun: Det er maaskee Døden. Du knælede for
hendes Seng, og spurgte hende, om hun nu snart ventede,
at komme til den Gud og Frelser, om hvilken Du havde
fortalt hende saa meget, og der saa høyt elskede Børnene.
Hun erindrer sig, at hun endnu besvarede Dig dette med et
lydeligt Ja. Englene, der nu ere hos, sige, de have lettet
din Frideriches Angest, og hun følte virkelig en uudsigelig
Sødhed ved dette Ja. Du bad, da blev hendes Hierte
tungere, endelig endnu tungere, og omsider mørkt for hen¬
des Øyne. Snart derpaa blev det let, meget let; Hun
vidste ikke, hvorledes det saa hastig blev undsigelig vel med
