hende, hun forsøgte paa at gaae fort, men hun svævede let
bort af Sengen. Da svævede Hun hen imod Dig. Du
laae paa Jorden, Du raabte høyt, med en jammerfuld
Stemme, hendes Navn, hun vilde omfavne og trøste Dig,
men Du følte ikke hendes Omfavnelse, hørte ikke hvad
hun talte. Endelig saae hun sit Legeme bæres ind i et an¬
det Værelse, da tænkte hun, jeg maae være død, det er
Døden. O hvor uudsigelig vel er det med et Menneske,
efter Døden! Og nu vilde Din Friderica skynde sig hen
til sin beste og oprigtigste Moder, men der kom en liden
deilig Skabning, ak! saa deilig, at jeg ikke kan beskrive
den, imod hende - Bestandig tænkte din Friderica end¬
nu, hun levede i Eders Verden, og siden det just var en
Onsdags Eftermiddag Klokken To, da hun blev saa vel,
og vore Lege=Timer just da begyndte, tænkte hun, det var
en nye Jordisk Lege=Broder. Men denne Skabning raabte
til hende: Min Syster, min Friderica! Du kommer i
Himmelen. Omfavn mig, min nu himmelske Syster. Da
traadde en langt herligere Skabning til os; ak lraabte den¬
ne himmelske Broder, der komme vore Engle, for at føre
dig ind i den nye Verden, og de førte os bort, og de førte
os til et Sted, hvor der er saa deiligt, at jeg ey kan sige
et Ord derom, og mange Engle og Børns Siele vare der,
og vi gik i Hanger og Løv=Hytter og blant Blomster, hvor¬
med intet kan lignes paa Jorden, og Englene talte med
os om Gud, om Verdens Frelser, og beredede Din Fri¬
derica til Guds og Forløserens Beskuelse.
Men Din Friderica fattede sin Syster, sin Vilhel¬
mine. Hun var paa Jorden bestandig saa vant at kalde
paa hende, at hun i disse himmelske Hange=Gange raabte:
Mine, ak Mine! her, her er deiligt! Men hun saae ikke
sin Syster. Da kom min Engel til mig og med en him¬
melsk Venlighed gav mig den Forsikring; maaskee skal din
Syster Wilhelmine snart være hos dig. Din Fader stri¬
der endnu med Gud, om at skiænke ham hende, han faster
og beder. Engle vide ikke, hvad Gud vil giøre, før de ud¬
sendes, for at fuldføre hans befaling, men jeg saae Wil¬
helmines Engel, hastig at skynde sig til Jorden, som en
Engel skynder sig, naar han skal føre en Siel ind i den
himmelske Verden. Hvor lyksalig var ikke Eders Fride¬
rica! Hun kan ikke sige, hvor mange Dage det varede,
inden hendes kiere Wilhelmine kom; thi her vexler Dage
og Nætter ikke, som hos Eder, her er en evig Dag. Hvor
henrykt var Eders Friderica, naar Englene talte om Gud,
om Frelseren, som vi snart skulde see! Hvor mange salige
Børn lærte de os at kiende, der alle bleve beredte med os,
til at beskue Frelseren! Ak hvor meget mere sagde Engle¬
ne os, end Du, Beste Fader! kunde sige os. Hvor meget
snarere kunde vi fatte her, end i de dødelige Legemer!
Vi sadde i en Løv=Hytte og hørte paa Englenes Sam¬
taler om Frelserens Kierlighed til Menneskene og Aaben¬
barelsen til Salighed, som vi snart i hans nærmere Be¬
skuelse skulde nyde, da Eders Wilhelmine af sin Engel blev
ført ind i Løv=Hytten. Vi løbe mod hverandre, og som
vi pleyede, at tiltale hinanden i det jordiske Sprog, saa
tiltalte vi hverandre her. Ak, hvi ere vi saa vell hvi ere
vi saa salige! Da fortalte Eders Wilhelmine, hvorledes
hun paa en af de jordiske Dage blev usædvanlig beklemt
om Hiertet; Hendes Fader, der med Bævelse saae dette,
havde seet op mod Himmelen, knælet ned for hendes Seng,
bedet, velsignet hende, vendt sig om til hendes Moder, og
sagt: Mine skal snart være hos Gud. Den oprigtigste
Moder havde taget hende paa sit Skiød, bedet med hende
om Frelseren, aftørret den Angest=Sveed, der frembrød af
hendes Ansigt, og sagt til hende: Frideriea kalder paa dig,
Wilhelmine, du skal snart være hos hende. Hun troede,
hun i den jordiske Verden endnu engang havde smilet til
sin Fader, var bleven tret og havde sagt: hun vilde sove,
og eftet at hun endnu havde hørt sin Faders Ord: Sov
vel, mit Barn! var hun sovet ind, og havde snart, under
Følelse af den uudsigeligste Velgaaende, seet det himmelske
Syn, der venlig havde raabt til hende: jeg vil føre dig
til din Syster Fridcrica. Saa fortalte Eders Vilhelmine¬
og omfavnede sin Systr og sin Broder, og Englene vel¬
signede os.
Da fremtraadde eders Wilhelmines Engel til Børnenes.
Engler, og fortalte dem, hvorledes du, vor Beste=Fader!
havde fundet dig i dette din anden Yndlings Tab. Han
havde, sagde han, mange Uger stridet med Gud i Bønnen,
at han skulde lade ham beholde sin Wilhelmine paa Jor¬
den. En Dag besluttede han, at anholde med Bøn og
Fasten. Samme Dag fik jeg befaling, at møde for
Gud, og indhente den Almægtiges Svar paa denne Bøn.
Jeg indbentede det, for at fuldbyrde det. Wilhelmine,
denne var den Almægtiges Villie, skal snart være salig.
Herdes Fader skal paa sin jordiske Fødsels Dag offre mig
hende. Dagen, efter han havde fastet, forestillede jeg ham
en Drøm, for at berede ham til det store Offer, Gud
fordrede af ham. Han saae i Drømme sit Barns døde
Legeme bæres ud af Sengen, og hørte en Stemme synge:
Guds Villie er den beste. Han vognede og taug, men
blev ved at bede. Da hans Fødsels Dag frembrød, for¬
doblede han sine Bønner om sit Barns Liv, men ved Mid¬
dags Tider fuldbyrdede Døden den Almægtiges befaling;
hans Barn begyndte, at drages med Døden. Da skyndte
han sig ind i sit Kammer i Løndom, kastede sig grædende
paa sit Ansigt, og bad til Gud, at han snart, ja snart vil¬
de tage Barnets Siel til sig, og raabte: Fader, det er ikke
din Villie at høre mig. Hvad du vil, ikke hvad jeg vil.
Du, som haver givet mig hende, tager hende; dit Navn
være lovet: Ak, du som har i 38 Aar bevist mig saa man¬
ge Velgierninger, som jeg paa min Aars Dag erindrer
mig, du vil have et stort, et tilstrekkeligt Tak-Offer derfor:
mit Barn, mit kiere Barn! Her er mit Offer, Fader tag
det an i Naade. Men giv mig himmelsk Kraft, at jeg
herefter ikke med Murren skal besmitte mit Offer. Og jeg
saae, den Almægtiges Naade styrkede ham synlig, da jeg
førte Barnets Siel til Himmelen. Og alle Engle raabte:
Ære være Gud, som giør saa store Ting mod Menneskene.
