lyse Farve, efterdi det, som man overstryger med den, bli¬
ver med Tiden snarere mørkere end lysere. Vil man brekke
Farven noget og ikke have den saa guul, saa strøer man
stødte, revne og giennemsigtede Kul deriblant, førend man
første Gang slaaer Victriol=Vand derpaa.
Denne lette og nyttige Farve har desuden endda den
gode Egenskab, at den ikke skalles eller regner af Vegge
eller Mure, men giver meget mere saavel den overspekkede
Veg eller Muur, som ogsaa Træe en bestandig Fasthed.
Samleren.
Af Hr. Veilands Sympathier.
EF¬
vorfor græder du, skiønne Glycera? hvorfore lader
din ellers altid smilende Yndighed, sig nu see som et
afblomstrende Foraar igiennem fugtige Skyer? Hvorfore
flyer du Sælskabernes Glæde, og søger den melancholiske
Lund, hvor ingen hindrer dine Taarer? – Ak! du
beklager din tabte Veninde. For faa Timer blomstre¬
de hun som en Morgenrose, da plukkede Døden hende
pludselig, og hun falmede som en Rose om Middagen.
Ak! en Sundhed, som syntes at love Udødelighed, den
virksomste Munterhed, Skiønhedens friskeste Blomster kun¬
de ikke bevare hende for Graven. Hun som for kort Tid
siden glædede alle Øyne, andtændte i alle unge Mands¬
Personer Længsel og Kiærlighed, af alle blev beundret el¬
ler misundt; hun er ikke meere, hendes Øynes smeltende
Jld, hendes Kinders Farve er som den visnede Lilie, alle
disse smilende Gratier ere forsmægtede! Ja græd kuns,
smukke Glycera! Dette Legeme, hvori Naturen syntes
at have uddannet sin skiønneste Jdee, er allerede en mud¬
rende væmmelig Hob, en Spise for Ormene. Og hvor
er nu den Skiønhed som dine Sælskabs=Søstre med
Misundelse ansaae hos hende; den Skiønhed, for hvis
Skyld hendes Smigrere ophøyede hende blant Gudinder
og snart kaldte hende Leda, snart Venus? – Du
staar forbybet i Tanker, Glycera, en ahnende Gysen iis¬
ner igiennem din spæde Krop. Skyggerne omkring dig
blive dig til Dødnings Gestalter, og af de tuufinde halvaf¬
løvede Buske hører du din Venindes Røst, som raaber til
dig: Følg mig! - Ak! Glycera, hvad ere disse Farver
denne stolte Skabning? En malet Spise for Øynene, og
hvor tit en Tillokkelse for begierlige, efter Vellyst vrin¬
skende Øyekast; En Føde for Forfængeligheden, ja ofte et
Rov for den Lastefulde, og en Forræder af Uskyldigheden
Og hvor flygtig, hvor forgiængelig er den efter sin
Natur? En glindsende Sæbeboble, et spraglet Intet:
Vaag op, Siæl, Udødelige, Arving til Evigheden, vaag
op. Sving dig over dette blomstrende Støv og erkiend
din Adel. Dyden er Menneskets Skiønhed, Menni¬
sket en Skabning, som ophøyet over den besielede og Dyri¬
ske Verden, fra een Side er beslægtet med de aetheriske
Aander. Foragt, o Glycera, disse Orme=Siæle, som
trykket af nedrige Begierligheder, krybe paa dine Kinder
de kiender sig selv ikke heller dig! -
See denne Ver¬
den er ikke saaledes som den vellystige Ungdoms Drømme
trylle den. Den forgaaer med sine Lyster. Bedra¬
gersken lover dig vedvarende Glæde, og betaler din For¬
ventning med Fortrydelse og Ekel. Lad din Venindes
Gkav lære dig Viisdom At være viis i Livets blomstren¬
de Foraar, naar hver Aare tørster efter Fornøyelse, naar
tufinde Syrener indbyde den Letfindige Siel til deres døde¬
lige Strandbredde; da at være viis, førend Erfaringen
forsildig giør os viise. - o dette er en Triumph for
Seraphim som ideligen vandre iblant os, og som jeg tit
i natlige Timer hører, naar de, indhyllet i sørgende Skyer,
paa klagende Lutte bejamre Uskyldighedens Fald og udøde¬
lige Sieles Forblindelse, hvis Vægtere de ere.
Kom, Glycera, lad os besøge vores Afdødes Grav.
Du stille Maane, bøy dit melancholiske Ansigt ned af Ef¬
ter Aars Taagen, og viis os Veyen. Her i denne høytide¬
lige ensomme Stille, hvor Natten og Døden slumrer
iblant adspredte Been, paa Christnes Grave som engang
skal opstaae; her lad os giøre et Forbund med vore Siæ¬
le! Engle=gestalter svæve halv synlig, beblandet med Skyg¬
ger, omkring os. Den Evige, vores Dommere, hører
os. Lad os giøre et Høytideligt Løfte, at være vise, og
at leve for Evigheden. Lad os træde disse barnagtige For¬
fængeligheder med Fødder; i hvilke Daarerne søge Roe
for deres Siele, og ikke finde den. De maae, drukne af
Daarligheds Viin, belee os som enfoldige Taaber! Nok
at vi have Himmelens Biefald, og ere det, som de aldrig
skulle blive, lykkelige.
Den 4rde af Herr Krigers Drømme.
Jeg befandt mig efter mine Tanker i Siberien. Be¬
falingsmanden over et vist Distrikt havde befalet, at
rulle en Sneebold fem Miile langt bort, for at see, hvor
stor den da vilde blive. J Begyndelsen brugte man kuns
een Person til at vælte den frem, men den voxede ved
Sneen, som hængte sig ved den saaledes, at den neppe
kunde bringes fra Stedet af hundrede Personer. Jndbyg¬
gerne paa Stedet forskrækkedes over dette Sneebierg, og
spurgte: Hvad dette skulde betyde. Jeg svarede: Det
er en Sneehold, som de tilgrændsende Folk have gjordt,
og ladet bringe herhen. Strax forsamlede de sig al paa
et Sted, og den Ældste iblandt dem sagde: Slutter fra
Størrelsen af denne Sneehold, til Størrelsen af den Haand,
som har giordt den. J Sandhed et saadan Menneskes
Foedsoell maae skiule vores heele Landsbye, og jeg skiælver
naar jeg tænker paa, at een hvert Øyeblik kunde komme,
for igien at hente sin Sneehold, derfor lader os flye, førend
vi blive nedtraadte. Neppe havde han sagt dette, saa
var heele Landsbyen øde for Jndvagnere.
