1768.
Fruentimmer= og Mandft. Tidende.
No. 12
Præste=Enken.
SFngen Tid, sagde min Sal. Mand, bør undgaae vor
Opmærksomhed; thi det er jo i Tiden man skal dan¬
ne og beqvemgiøre sig til at modtage en Evighed.
Den, som ikke har vidst ret og viselig at tilbringe en eneste
Time i Tiden, ak, hvorledes er den oeqvem til at tilbringe
en Tid uden Tid, en umaalelig Evighed, hvor Aar og Da¬
ge ikke afvexles, og hvor Tiderne ikke omskiftes; men hvor
Den, der er den samme i Dag, som i Gaar, med en uafladelig
Lov skal tilbedes og ophøyes. Et Foraar, en Sommer,
en Høst, et Efteraar og Løvfald, en Juul tilbyder tusinde
Anledninger til de sødeste Fornøyelser, som en ret tænkende
Siæl, der gaaer fra de Sandselige og Synlige til de Usyn
lige, altid kan giøre sig. Jngen Tid, intet Mærke i Ti¬
den, og intet i Tiden mærkværdigt Forekommende undgaaer
saadan en ret tænkende Siel. - Mon da vel Faste Tiden,
som skulde være den stille Tid, kan være ligegyldig for en
saadan Siel? O! Ney. Er der noget besynderligt Tids¬
Mærke i Tiden, da kan vel Faste=Tiden være det vigtigste
og betydeligste. - Lad Hoben forlyste sig i det Sandselige,
og i det, som er velsmagende paa en syndig Gane.  Tiden
tilstunder, da den for os Forbandede, blev ophængt paa
det forbandede Træe. Hvo ville forglemme denne Tids¬
Punkt? Det vigtigste Øyeblik, da Himmelen blev forligt
med Jorden? - Lad Daaren forlyste sig, og korsfæste
den Korsfæstede paa nye. Daaren skal dog engang bekla¬
ge sin Daarlighed, og med Staldbrødrene i en skamfuld Ar¬
gest udraabe stønnende: Ak! at vi vare Daarer! - Du
og jeg sagde min Mand ville forlyste os i disse Tanker over
Den Korsfæstede.
Ophøyede, korsfæstet Livets Herre!
O! tør jeg see. Jeg blues ved at see.
Den Himmelen og Jord ey kan indspærre,
Ophøyct er. Blandt hvem? Blandt Røvere.
Er dette Selskab liigt? Er Guddom en Misdæder?
Jeg skielver ved at see, og Synet mig dog glæder.
O! kronet Gud, men ak, en Torne=Krone!
Dit Jsse=Blod jeg seer at strømme ned.
Hvo vil og kan mig Græde=Kilder laane?
Er Medynk død? Hvor er Medlidenhed?
See, hvor Blod=Stægerne paa bleege Kinder maler!
Og for os bedre Ting, end Abels fordum, taler.
Udspilende, udstrakte Almagts Arme!
Er dette Tegn af den udstrakte Magt?
Maa Stok og Steen dog ikke sig forbarme?
Har Blindhed dog saa vidt en Ondskab bragt?
Forvorpne Hænder! som tør nagle Almagts Hænder
Til det forbandet Træ. De faae, men dog ey kiender.
Utrættet Fod! som Persen ene traade!
Med Spiger og igiennembores skal.
Korsfæstede! Du gir en Røver Naade.
Med Dig han kom til Paradises Sal.
Ob det er Trøst for mig, og for enhver bedrøvet,
Som blev i Paradiis af Røveren berøvet.
Usmittet Lam! opstegt af Himlens Vrede.
Vansmægtede! ak, hvilken Lædske-Drik!
Er Eddike og Galde kun til rede?
Du smagte kun. Gud fuld Betaling fik.
Med trøstefulde Ord dit Hoved du nedbøyet:
Det alt fuldkømmet er. Din Fader blev fornøyet.
Nu døde Gud. Hans Been du ey maa bryde.
Sin Aand han gav udi sin Faders Haand.
Fra Hiertet skal en Naade=Strøm udflyde
Skiønt Døden har opløst hans Livets Baand.
Der hang da Gud og Mand for Verden et Spectakel.
Dog, ryst ey Hovedet. Her skeer et stort Mirakel:
Jo, Han var Gud. See! Solens Ansigt dækkes
Det Skillerum, Forhænget revner nu.
Ald Jorderig, ja, Hedninger forskrækkes.
Steen=Klipperne, som Glas nu gaaer i tu.
Naturen lider Vold. Naturens Herre døde.
De Døde staaer nu op. Nu Døden blev lagt øde.
Korsfæstede! lær mig, mig at korsfæste.
Min Lyste=Tand til Korset nagled dig.
Bort syndig Lyst! jeg dig vil aldrig gieste.
Paa Golgatha jeg vil forlyste mig.
Fald ydmyg ned, min Siel, tilbed ham, der ophøyet.
J den Korsfæstede blev Eud med dig fornøxet.
Hovmesterinden.
Den Lykkelige Standhaftighed.
Det er en rigtig Jagtagelse, at de Folkeslag, som
har gjort sig merkværdige ved skinnende Dyder, ere ogsaa
betegnede mod de grueligste Skamflekker af Forbrydelser og
skrekkeligste Laster. Spanierne beviser denne Anmerkning.
Naar de paa den ene Side har forhvervet sig Berømmelse
ved deres Standhaftighed, Oprigtighed og herviske Dyder,
saa har de paa den anden Side paadraget sig Bebreydelser
for Hevngierrighed og Barbariske Gruesomheder. At den¬
ne blandede Caracter bliver dem med rette tillagt, og at
de overdriver deres Dyder og deres Laster paa lige maade,
sees af følgende Fortælling.
Don Alonzo v. Cignenca, en rig Kiøbmand i Bar¬
cellona, hvis store Dueligheder ophøyede ham ligesaa me¬
get som hans Rigdom, ægtede Donna Elvira, en Dagt¬
ter af en af de der værende Rigeste Borgere. Hendes indi
