tagende Væsen varsaa berømt, at heele Provintzen skiend¬
te hende under Navn af den Cataloniske Skiønhed. Don
Alonzo nød hos hende al Fornøyelse af den Stand, hvil¬
ken, naar den er lykkelig, man med rette anseer som et
billede paa Paradiset. Hans Kiøbmands Forretninger
nødte ham imidlertiid ofte til at reyse, og han maatte la¬
de sig befalde med disse hans Lyksaligheds Afbrydelser,
fordi hans Famielies Tilvæxt, som hvert Aar blev forme¬
ret med en Søn eller en Daatter, gjorde og Omsorgen nød¬
vendig for hans Formues Tilvext. Alonzos Familie
forblev i nogle Aar paa det høyeste Velstands Trin. Men
det Menneskelige Livs blomstrende Tilstand er underkastet
Forandring, og de, som den største Deel af Jordisk Lyk¬
salighed er tilfalden, kan ved en pludselig Lykkens Egensin¬
dighed blive fornedrede til de allerelendigste. En af
Alonz0s Correspondenter, hvem han drev en betydelig Han¬
del med, indviklede ham i store Vanskeligheder. Hans
Credit faldt ugemeent hos de Barcelloniske Kiøbmænd.
For at erstatte denne Forliis, reyste han til Vestindien.
Men Skibet blev uden for Mexico anfaldet af Storm, det
blev læk, og Alonzo, tilligemed de fleeste andre Personer,
som vare om Bord, havde neppe reddet sig i Baaden, fø¬
rend Skibet omsloges. Skibsdrengen, som ikke havde kun¬
det komme i Baaden, undkom paa en Planke fra Bøl¬
gernes Magt. Et halvt Aar derefter kom han tilbage til
Barcellona, og berettede, at han havde seet Alonzo og
alle hans Kammerater at undergaae paa Søen.
Paa denne Efterretning troede alle, at Alonzo var
vød. Hans Betroere bemægtigede sig altsaa hans Gods;
og Elvipa, som med hendes Familie var kommmen i den
yderste Armod saae sig nød til at søge Hielp hos Don Al¬
phonso, hendes Fader. Han tog i Førstningen kierligt
imod hende, ingen Omhue blev sparet for at lindre hendes
Elendighed og at trøste hende i hendes Ulykke. Men man
glemmer snart at see paa de Ulykkelige. Naar den Nye¬
hed, som først opvækker deres Beskytteres Opmerksomhed
begynder at tabe sin Jndflydelse, saa bliver de snart ansee¬
te som Byrder. De Gunstbeviisninger, som først bliver
dem beviist af Tilbøyelighed, viiser man dem til Slutning
ikkun imod sin Villie. Alphonso var gierrig af Naturen.
Han ansaae det snart for noget Besværligt, at han maat¬
to ernære Elvire og hendes sex Børn. Hans Koldsindig¬
hed, som daglig blev kiendeligere, opvakte den største Kum¬
mer hos Elvire; Hendes Ulykke var utaaleligere, end no¬
gen Tid forhen. Men hendes Bedrøvelse steeg snart høye¬
re endnu. Den rige Don Guzmann v. Pereira, som
var kommen fra Saragossa, for at sætte sig ned i Barcel¬
lona, havde seet hende, og var bleven rørt af hendes
Skiønhed. Han begegnede hende som Elsker, og blev
understøttet af Alphonsos Faderlige Anseelse. Han drev
daglig paa hende, at hun skulde gifte sig, da hun derved
kunde sætte sig selv og hendes Børn i stand, og leve i større
Glands og Overflødighed, end hun forhen havde havt.
Elvire ansaae en anden Forbindelse som en Fornær¬
melse imod hendes Ægteskabs Troe, og havde den Troe,
at ingen Hustrue, som havde elsket hendes første Mand,
kunde efter hans Død blive bevæget til et andet Gifter
maal. Hun erklærede altsaa med den største Resolution,
at hun i Lip og Død vilde blive troe imod Alonzos Jhu¬
kommelse, og at intet skulde formaae hende til, at give
en anden hendes Haand. Don Alphonso, hvis hersken¬
de Lidenskab var Gierrighed, ansaae denne Dydens Deli¬
catesse, som den høyeste Grad af Daarlighed og Egen¬
sindighed. Han gav hende at forstaae, at, om hun ikke
vilde beqvæmme sig til Føyelighed, saa vilde han snart
unddrage hende sine Velgierninger, og nu lod han hende
blive alleene, paa det at hun kunde overveye, hvilken Op¬
førsel der par raadeligst for hende.
Elvire havde besluttet, at blive ved hendes Forsæt
og at lade sig befalde hvad Følger der end vilde flyede af.
Guzmann blev vel endnu ved at frie til hende med ald den
Hidsinghed, som kan findes hos den heftigste Elsker og gior¬
de hende de herligste Foræringer. Men hun forkastede hans
Tilbud og bemøyelser og gav hans Foræringer tilbage i¬
gien. Hun forsikkrede ham, at den Mand, som hun hav¬
de givet hendes Haand, skulle endog i hans Grav beholde
hendes Kierlighed og Troeskab, da en Faders Anseelse
ikke skulde være i Stand til, at tvinge hendes Tilbøyelig¬
heder, eller at herske med Myndighed over hendes Hierte.
Den haardhiertede Alphonso fik denne sidste Beslutning
at vide, og hans Daatter blev tilligemed hendes Børn ja¬
get ud af hans Huus med den vildeste Umenneskelighed.
Omendskiøndt den ulykkelige Elvire var nu forladt af dem,
som skulde have beskyttet hende, saa satte hun dog sin Til¬
lid til ham, som aldrig forlod Enker og Faderløse. Hun
var overbeviist om, at de, som staaer under et over al¬
ting vaagende Forsyns Forsorg, kan aldrig have skiellig
Aarsag til, at adlyde Fortvivlelsens modløse Jndgivelser.
Hun forføyede sig strax i Huuset til en gammel Kone, som
havde været hendes Amme, og som nu boede ved Havnen.
Hun fortalte hende sine Gienvordigheder, og bad om Til¬
flugt hos hende, indtil hun kunde faae skrevet til en Mo¬
ster, som boede i en Egn langt borte i Riget, og faae
hende bevæget til at vise Barmhiertighed imod hende i
denne hendes forladte Tilstand. Donna Fenicia (saa¬
ledes heed hendes Amme) som blev meget rørt over Elvi¬
res Fortælling, forsikkrede hende, at intet skulde være
hende en større Glæde, end at kunde formilde en Persons
Lidelse, hvilken hun stedse havde elsket som hendes egen
Daatter. Hun tog Moderen og Daatteren til sig, og be¬
viiste dem saa meget got, som hendes Omstændigheder til¬
lod hende. Elvire havde ikke været længe hos hendes
Amme, førend hendes Moster indbød hende at komme til
sig paa sit Landgods i Kongeriget Valencia, og i sit brev
udtrykte sin yderste Afskye over Alphonsos Barbariske og
Tyranniske Opførsel.
Elvire havde ikkun kort Tid ophøldt sig hos hendes
Moster, Donna Hieronyma v. Potillos, førend Skieb
nen, som syntes at være betænkt paa nye Forfølgelser imod
hende, styrtede hende allereede igien i den yderste Forvir¬
ring, og aftvingede hende det Ønske, at Alderdom og Ryn¬
ker maatte have forstorret den ulykkelige Skiønhed, som
