foraarsagede hende saa megen Uroe. J. Døn Pedro af Pa¬
tillos, Hieronymos eneste Søn, en ung Adelsmand, som
var omtrent 20 Aar gammel, og besad Skiønhed og
Fuldkommenheder nok, for at vinde et Hierte, der ikke al¬
lerede var indtaget af en anden, havde ikke længe været
under et Tag med Elvire, førend Kierlighed allereede ind¬
tog hans Hierte. Hans Lidenskab var saa hæftig, at
hans Lives Lykke syntes gandske at henge af hendes Sunst.
Da han endnu var en Lærling i Kierlighed, saa vo¬
vede han ikke, at giøre en tydelig Erklæring for den som
havde fængslet hans Hierte. Men hans heele Opførsel
tilkiendegav Elvire hans Lidenskab alt fortydelig, i hvor
lidet endog hans Moder kunde merke samme. Strax der¬
efter blev Don Pedro syg, og hans Moder, hvis Ynd¬
ling han var, fandt derover den største Kummer. Hun
vigede ikke fra hans Seng, og giorde alt hvad hun kunde
for at trøste ham. J det Haab, at hans Moder kunde
udrette noget hos Elvire, opdagede han endelig for hen¬
de, at hun var Aarsagen til hans Sygdom, og at han
ingen Helbredelse haabede eller ønskede, dersom ikke hun
som havde begyndt hans Lidelse, vilde helbrede ham med
et gunstigt Smiil. Donna Hieronyma formodede al¬
deeles ikke at en Person i Elvires Omstændigheder kunde
afslaae et i Tilbud af saadan en Adelsmand, som hen¬
des Søn var. - Hun blev derfor inderlig Glad ved
denne Efærretning, da hun gandske vist troede, at
hendes Søn skulle nu snart blive helbredet. Aarsagen til
Don Pedros Sygdom bliver berettet for Elvire, og hun
lader sig endelig bevæge til at besøge ham, men fatter paa
samme Tid den Beslutning ikke at opmuntre hans Kierlighed.
Ved denne og nogle andre Besøgelser, som hun siden
giorde Don Pedro, efter hans Moders Begiering, op¬
førte hun sig saa forsigtig, at hun hverken gav denne Unge
Ridder Andledning til Haab, eller styrtede ham i Fortviv¬
lelse. Det blev nu Dag fra Dag bedre med ham, og
endelig blev han fuldkommen frisk.
Don Pedro blev tilsidst saa dristig, at erklære sin
Kiærlighed for Elvire. Han forsikkrede at hans hele Livs
tilkommende Lykke dependerede af hende, og han drev paa
at hun ved hendes Forening med ham skulde giøre ham til
det Lykkeligste Menneske paa Jorden. Hans Moder som
befrygtede, at han skulde falde i hans forrige Sygdom,
igien, om han fik Afslag, stod ham bie med sine Bønner.
Da Elvire altsaa merkede, at det var en Umuelighed for
hende, at blive længere i dette Huus, uden at give efter
for Moderens og Sønnens Begiering, fattede hun det For¬
set, uden deres Vidende at forlade der. Et Forsæt, som hun
virkelig satte i Verk, efter at hun havde opholdt dem en
Tid lang med ubestemte Svar.
Efterat hun var kommen tilbage til Barcallona, for¬
føyede hun sig til Donna Fenicia igien, der tog imod
hende med samme Godhed som tilforn. Strax derefter
ankom sammesteds Don Diego af Royalto, som eyede et
Skib, fra Mexico, hvor han havde forhvervet sig betyde¬
lige Rigdomme. Da Fenicia var ham noget paarørende,
gik han først ind til hende; og neppe havde han seet Elvi¬
res lundtagende Skiønhed og Væsen, sørend det giørde ham
det samme Jndtryk, som det allerede forhen havde giørt
saa mange andre.
Han aabenbarede sin Lidenskab for Fenicia, og da
hnn fortalte ham Elviris Historie, merkede han nok, at
han ikke kunde haabe noget lykkeligt Udfald, om han er¬
klærede sig tydelig for hende. Han udvalgte altsaa at gaae
til verks paa en anden Maade.
Elvire og Fenicia spadserede øfte om Aftenen ved
Strandbreden; Diego lurede derfor paa en gunstig Ley¬
lighed og bestilte nogle af hans Skibsfolk, for at bemægti¬
ge sig den første. Man førte hende derpaa i Baaden og
roede til Skibet. Fenicia kom der over uden for sig selv,
og blev staaendes fuld af Fortvivlelse ved Strandbreden,
da hun saae sig en Person berøvet, hvilken hun havde el¬
sket som sin egen Daatter. Den Troeløse Diego betiente
sig af den gunstige Vind og seylede til Cadix, hvor han
vilde sette sig ned med sit skiønne Bytte og udgive hende
for sin Kone, som han havde paagrebet igien, da hun vil¬
de flygte fra ham.
Paa Reysen søgte han at vinde hende snart med det
Gode og snart med det Onde, men da han paa ingen maa¬
de kunde bevæge hende til at fyldestgiøre hans Begiering,
saa blev hans Kierlighed forvandlet til Had; og han lave¬
de sig til at ville myrde hende, da der pludselig blev et
Skraal og Allarm paa Dekket. Nogle moriske Søerø¬
vere havde æntret Diegos Skib de trængte i Øyeblikket
ind i Cahyten, og toge saavel ham som Elvire til Fanger.
Corsarerne bragte det Spanske Skib til Algier, og alle
Folkene, som vare derpaa, bleve solgte til Slaveriet.
Lykken var Elvire saa god, at en Herre kiøbte hende
som snart blev indtagen og overvunden af hendes Skiønhed,
og Yndighed. Han havde en menneskeligere Tænkemaa¬
de, end hans Landsmænd gemeenlig har, og søgte altsaa
ikke med Magt at naae hans Hensigter hos hende, men tog
sin Tilflugt til behageligere Midler, i det Haab, at han
med Tiden skulde erhverve sig Elvires Tilbøyeligheder. Ef¬
terat hun en kort Tiid havde opholdet sig hos hendes nye
Herre, spadserede hun engang dybsindig og eensom i Ha¬
ven, og med lige Glæde og Bestyrtelse kiendte hun sin Ge¬
mahl i en Slave, som gik og vandede Træerne, hvilken
hun saalænge havde beklaget som død, og var dog bleven
ham troe igiennem saa mange Fristelser. Man kan lettere
indbilde sig det Henrykkende i saadan en Sammenkomst,
end beskrive det. Elvires Glæde blev endnu større, da
hendes Alonzo aabenbarede for hende, at han tilligemed
nogle andre Spanske Slaver havde taget forholds Regler
hvorledes de vilde flygte til Europa igien, og inden faa
Dage kunde det Skib ventes færdigt, som skulde bringe
dem derhen. Lykken, som havde forfulgt dette Par saa
længe, blev dem nu gunstigere, og om Natten begave de
sig om Bord i en Schluppe, som var tillavet for dem og
kom lykkelig til Barcellong efter en Seylads af tre Uger.
De kastede sig ned for Alphonsos Fødder og den Gamle,
som allerede for længe siden havde fortrydt hans haarde
Opførsel imod hans Datter, optoge dem begge to i sin
