paa Graat, hvilket endnu var sammesteds at see for nogle
og tredive Aar siden. Fra den Tid af vilde hans Lære¬
Herre ikke meere give ham noget offentlig Arbeyde under
Hænder. Thi han blev gandske misundelig og skindsyg
over denne hans Lærlings fortreffelige Ingenium, og be¬
frygtede, at han engang med Tiden kunde blive ham for¬
nærmelig og til Skade, og giøre ham Afbrek i hans Be¬
rømmelse. Derover forbød han ham gandske og aldeles at
lade sig see ved Hoffet; og han torde ikke engang giøre sin
Opvartning hos hans besynderlige Velynder, Ober=Kam¬
mer=Junker von Knuth, undtagen naar hans Læremester
udtrykkelig tillod ham det. Skede det nogen Tid uden
hans Tilladelse, saa begegnede han ham ikke allene med haar¬
de Ord, men spillede vel ogsaa endnu ellers verre med ham.
Ja han talede endog ilde om ham ved Hoffet og foregav, at
der aldrig vilde blive noget got af ham. Og saaledes maat¬
te den gode Berg udstaae megen Viderværdighed i hans
Lære=Aar, hvorved hans muntre Aand ikke lidet blev ned¬
slagen.
Efterat han endelig var kommen ud af Læren, beha¬
gede det Hans Kongelige Majestæt at lade ham reyse ud
til Jtalien, paa Kunstnernes høye Skole, for sammesteds
at forhverve, sig en større Fuldkommenhed i Mahlerkunsten.
Her blev han i 2 til 3 Aar; og derfra reyste han til Fran¬
kerig, med det Forset og i det Haab, ligeledes at opholde
sig der et Aars Tid. Men hans Misundere havde imid¬
lertid udspredet det Rygte, at han anvendte sin Tid ilde
udenlands, og lærte intet, hvilket bragte Kongen til den
Beslutning, at lade ham kalde hiem igien, da han neppe
havde været 2 til 3 Maaneder i Frankerig. J hvor me¬
get han endog bad, at det maatte tillades ham at blive der
i det ringeste et halvt Aar endnu: saa hialp det dog alt¬
sammen intet. Han maatte strax begive sig paa Hiemreysen.
Ved hans Ankomst saae det meget slemt ud for ham. Thi
da han søgte, at giøre Kongen sin allerunderdanigste Op¬
vartning, saa var der ingen, som vilde see ham, eller tale
med ham, og mindre tilkiendegive hans Tilbagekomst for
Hans Majestæt, og at han var nærværende. Ja hans egen
høye Patron, Oberkammerjunker von Knuth selv, talede
ham haardt til, og bebreydede ham, at han havde tilbragt
sin Tid unyttig udenlands, og at han af denne Aarsag ikke
torde tale til Hans Kongel. Majestæt om ham; endskiønt
han dog siden ved Leylighed meldte for Kongen, at Verg
var kommen hiem igien. Herpaa befalede Hans Majestæt,
at han skulde komme op paa Slottet, medbringe hans Teig¬
ninger, og giøre Regnskab for hvad han hidindtil havde
taget sig til, paa det at man kunde dømme om hans Flit¬
tighed. Han efterkom strax denne befaling, og leverede
alle hans Tegninger, som han havde giort imedens han
var udenlands, i Hr. v. Knuths egne Hænder, der fandt
dem saaledes beskafne, at han noksom kunde slutte deraf, at
saa meget og saa got Arbyde umuelig havde kundet blive
giort af en Lediggænger. Dog lod han sig ikke merke med
noget derom til ham, men sagde ikkun, at han maatte nu
gaae saa længe bort igien, indtil han blev kaldet, imidler¬
tid vilde han ved Leylighed overlevere hans Sager til Kon¬
gen, hvilket han endogsaa giorde endnu førend man formo¬
dede. Thi det skede endnu samme Aften, at han lagde
disse Sager sammenbundne i hans Kongelige Majestæts
Sovegemak. Saasnart Kongen om Morgenen derpaa var
opstaaet, faldt ham samme i Øynene. Han saae dem med
Fornøyelse igiennem. Han lod strax kalde Oberkammer¬
junkeren, og sagde til ham: See der, hvad Magnus har
gjort udenlands: det er dog ikke saa slet. Ey, see dog en¬
gang, han har giort det artigt nok; og han er virkelig ikke
saa uskikket, som man har sagt os om ham. Omendskiønt
nu Oberkammerjunkeren glædede sig inderlig derover, at
Kongen viiste saadan Fornøyelse derover: saa lod han sig
dog ikke merke med noget derom, men tilstillede ikkun Mag¬
nus Berg sine Sager igien med de Ord: Kongen har seet
eders Sager igiennem og lader øder befale, at J skal for¬
føye eder til Friderichsborg, og der skal J flytte ind i
Peder Andersens Vaaning, (han var imidlertid død) ind¬
til Hans Majesiæt vil lade eder kalde til Sig, at befale
eder at forfærdige noget.
Jmidlertid vidste Magnus Berg ikke hvorledes han
var faren, og enten han stod i Naade eller Unaade hos Ma¬
jesteten Kongen. Men førend han reyste til Friderichs¬
borg, lod Oher=Kammer=Junker von Knuth hannem
hente til Jægersborg, og sagde til hannem: J skal, som
jeg allerede har sagt eder, reyse til Friderichsborg, og
forfærdige en Tegning al Grotesco, paa Fransk Maneer;
thi Kongen er sindet, at lade væve Tapetzerier derefter.
Berg reyste Dagen efter bort, og giorde det færdigt, som
ham var befalet i en tid af 8te Dage. Han indfandt sig
dermed paa Slottet Jægersborg; men der var ingen
som vilde anmelde ham eller tale med ham. Han stod alt¬
saa der og ventede fra om Morgenen til om om Eftermid¬
dagen Klokken 5 eller 6, da endelig Oberkammerjunkeren
kom og vilde gaae til Kongen. Saasnart han saae ham,
gik han hen imod ham, og sagde: Hvorledes? Magnus,
J er her endnu? Det er eder jo befalet at reyse til Fride¬
richsborg, og sammesteds at forfærdige den eder opdrag¬
ne Teigning. Det er ogsaa skeet naadige Herre, svarede
han, her er Teigningen og dermed overleverede han den.
Hvad? sagde Hr. v. Knuth, er det mueligt? og i sam¬
me Øyeblik tog han Teigningen med sig ind til Kongen.
Efter et Qvarteers Tids Forløb blev Berg selv kaldet ind
til Kongen i Gemakket, som tiltalede ham med disse Ord:
Vi ere gandske vel tilfreds med Eders Teigning, og vil¬
le fremdeles sørge for eder i Naade, og efter nogle Aars
Forløb lade eder reyse endnu engang; imidlertid skal J
have en aarlig Pension af 400 Rdlr, og opholde eder saa¬
længe i Fridcrichsborg, hvor Vi ville give eder noget me¬
re Arbeyde." Berg tog med allerunderdanigst Taknem¬
melighed imod denne besynderlige Naade; og da han kom
ud fra det Kongelige Gemak, vilde alle Tilstædeværende
aflægge deres Lykønskning til ham, og indlade sig i Sam¬
tale med ham. Men han undskyldte sig, at Tiden nu til¬
lod det ikke, efterdi Klokken var allerede henved 8, og at
