nyde, beholdt han desuden tilbage; han truede endog at
jage ham bort, og ingen Hyrde skulde igien vilde antage
ham afnyttede og forbidte Hund, han skulde meget meere
takke ham, at han endnu havde saa megen Taalmodighed
med hans tiltagende Svagheder.
Endelig blev Melamp af Saar, Hug, Hunger og
Vaagen udygtig til længere at forestaae Hiorden. Han
forestillede Thraso bevægeligen sin Skrøbelighed og sin troe
Tieneste, og bad, at lade ham nyde sit Brød i Rolighed,
sine endnu øvrige faa Dage. Thraso syntes derom over¬
beviist: Det er billigt, sagde han, at betænke dig gamle
troe Tienere; jeg kiender en medlidende Mand, som allere¬
de har hiulpen mange af dine Lige, og endnu i Dag vil
jeg saaledes sørge for dig, at du aldrig skal kunde fuldtakke
mig. Thraso begiver sig paa Veyen, og byder Melamp
gaae med sig. Denne samler sine sidste Kræfter, for at
krybe efter sin velgiørende Herre. Han fører ham, hvor¬
hen? hen - til Rakkeren!
Faarenes Klagemaal.
En Fabel ved Moser.
J de fromme Hyrders Tid, forebragte en Dag alle
Dyrene deres Klager for Jupiter, og Faarene mødte ogsaa.
Vi maatte, sagde det ældste Faar, bortgive noget af vo¬
res Ret, om vi ikke ogsaa klagede, da andre giøre det."
Den heele Klage bestod deri: at nogle Hyrder be¬
gyndte paa at afklippe dem deres Uld fra neden op, da
den ellers altid var bleven klippet fra oven ned.
Jupiter loe ad deres Eenfoldighed, og befalede Hyr¬
derne: At lade det herefter blive ved det Gamle.
Tusinde Aar derefter var atter en almindelig Doms¬
Dag; Faarene bleve ikke ude, men ak! hvor havde Tider¬
ne forandret sig!
Mester Buk frembragte paa sin Hiords Vegne: At
deres Hyrde ikke lod dem Tid til deres Ulds Væxt, men
klippede dem sex Gange om Aaret; at han, af Aager og
Melkgierrighed borttog dem deres Unger, naar de neppe
vare nogle Dage gamle, han holdt flere Hunde end fornø¬
den giordes, allene for at ængstige og jage dem; han for¬
langte meere Giødning, end de det heele Aar bekom Foer,
og rasede iblant dem med Skielden, Truen og Pryglen, ret
ligesom de maatte leve af ham, og han ikke meget meere af
deres Melk, Ost, Uld og Kiød.
Jupiter vilde just med en Tordenpiil sønderknuse den
af Blussel og Harme ubevægelige Hyrde, da Pluto udbad
sig ham, for at lade piine ved ham de Fordømtes Siele.
Døemanden.
Bølgende Hendelse, hvis Troværdighed man just ikke vil
staae i Borgen for, fremføres allene som et Problema:
Een Skibs=Capitain havde 69 Passagerer med fornødne
Levnets-Midler ombord, hvoraf de 34 vare Christne, og
og de 35 Jøder. Da nu Skibet var 500 Mille fra Lan¬
det, reyste en saadan forskrekkelig Storm sig, at der, ef¬
ter Capitainens Forskring, intet andet Rednings Middel
var tilopers, end at kaste de halve af Passagererne over
Borde for at forekomme Mangel paa Levnets-Midler!
Efter at Sagen var overlagt, erklærede Capitainen, at
han og selv med de andre vilde underkaste sig samme Skiæb¬
ne, og det blev afgjort at der imellem Jøderne og de Christ¬
ne ingen Forskiæl skulde giøres, og at de alle 70 skulde
imellem hinanden, ligesom de kom til, stille sig i Kryds.
Capitainen vilde første gang begynde at tælle fra sig selv,
hvorefter den 9de Mand i Raden altid skulde udtages og
kastes i Søen. Efter at hand tillige havde stillet sig selv
i Kryds, og begyndte paa sig at tælle, talte han derefrer
endnu 6 gange omkring i Kryds, og sig selv stedse med de
andre, og bestandig lod den 9de Mand kaste over Borde
indtil Tallet paa de udkastede beløb sig til 35 Persohner.
Da dette var forbie, gik Capitainen de øvrige igiennem,
og befandt at de tilbageblevne vare allene Christne, og at
det fatale No. ikkun var faldet paa Jøderne. Da det el¬
lers er gaaet gandske naturlig til, saa er Qvæstionen alle¬
ne, i hvilken Orden de 70 Persohner imellem hverandre
i Krydsviis har staaet, da Capitainen, som var med i Tal¬
let, naar Han talte omkring i Krods, hver gang paa det
9de Sted traf en Jøde og ingen Christen.
Jomfruens Fætter.
Den dybe Sorg.
Slmire sat i Enke=Stand,
Sig veener for sin salig Mand.
Sit Ansigt hun saa tæt indsvøber,
At Solen ey kan trænge ind
Til hendes Graadbestænkte Kind,
Som hendes Sorg for alle røber.
Hvi bær hun ikke Sørge=Floer?
Hvorpaa dog Modens Sorg beroer.
O Ney! Thi hun langt sikkere
Kan under Sørge=Kappen lee.
Det Vilkorlige Ønske.
En fattig Stoder høyt oprækker sine Hænder
Mod Frue Beate, som i andet Stokværk staaer,
Han beder knælende. Strax Frue Beate render,
Hun tar en Gave frem og Vinduet opslaaer.
Tænk, hvor at dette Syn den arme Stoder glæder
Hans matte Hierte nu af lutter Glæde slog,
Hun kaster Gaven ud. Og han, han sig bereder
Til at modtage den; men Vinden den borttog.
Thi Brødet var saa tyndt ved Fruens Peenhed skaaret.
Ak! raabte Stoderen: J Fald jeg Brødet faaer,
Saa Gud belønne Dem. Men det, det blev forloret
Hans Ønske troer jeg nok i Vinden ogsaa gaaer
