Samleren.
Om Carthaginenserne.
Tarthaginenserne vare Colonister fra Thyrus i Phoenici¬
en, og deres Colonie udgiorde en smal Land=Strekning langs
med Middel=Havet, bekiendt af store Stæder, frugthar
Jord og Fiske af Purpur-Snegle. Phoenicierne nedstam¬
mede fra Canancerne og Jdumeerne. Deres Gud=Lære
forvandledes med Tiden til et grovt Afguderie, og deres
Sprog var en Dialeet af Ebræernes. De giorde sig udø¬
delige ved Flid, Handel og Søefart, Opfindelser af Ler¬
rets-Manufacturer, Purpur=Farve, Glas=Tilvirkning, net
Arbeyde i Metaller, Elfenbeen og Træe: Bygnings=Kun¬
sten og i særdeleshed Skibs=byggerie, med hvilket alt de sat¬
te sig i en vidt strækkende Handel til Land og Vands. Si¬
don var den ældste og fornemste af deres Stæder. Tyrus
en Sidonisk Colonie, som med Tiden tog fortrinnet fra sin
Stammebye, og havde sine egne Konger, ligesom Sidon.
Pymalio, en pengegierrig Regent, rydede sin Svoger Si¬
chæus af Veyen, i Haab om hans Efterladenskab; men
hans Enke, Dido, reyste under Prætext at sætte sig ned
i Chartaca, imellem Tyrus og Sidon, til Africa og tillige¬
med sin Broder Barca lagde Grunden til Carthago paa
en Halvøe af 360 Stadiers Omkreds.
Jomfruens Fætter.
Noget om Tale=Kunsten.
Jntet skader ofte mere en Talere, end Vidtløftighed.-
En Tales Indgang er ligesom Forspillet i Musikken, og
som Portalet paa en Bygning. Det maae være smukt,
men ikke langt - Hin Advocat begyndte sit Fordrag for
Retten saaledes: Terxes havde en Armee af en Million
Mennesker &c. Præsidenten faldt ham ind i Talen og
sagde: Advocat! lad denne store Armee i en Hast
marschere forbi; thi Landet har saa lidt nok i disse
Tider. - En anden Taler giorde det bedre. Da Kon¬
gens Broder kom til Staden, og han skulde holde en Til¬
tale til ham til Velkomst, sagde han uden Indgang: Jeg
veed nok den Kunst, at falde Deres Høyhed besvær¬
lig. Det beroer blot paa mig at giøre det. Men
jeg vil meget mere forestille Dem de Mænd, som skal
overantvorde Deres Høyhed Stadens Foræringer.
Printzen omfavnede ham og sagde: At han aldrig hav¬
de hørt nogen Tale, som havde befaldet ham bedre
end denne. - Despreaux giver denne Regel: Vær kort
og munter i Eders Fortællinger. - En Advocat kla¬
gede i Comoedien i Anledning af en Capun, som var stiaa¬
len bort fra hans Principal. Han begyndte en lang For¬
tælling om de adskillige Straffe over Tyve hos adskillige
Nationer, og da han var kommen indtil Japan, udbrød
Dommeren fuld af Utaalmodighed: Advocat! naar vil
J komme fra Japan til Capunen? - Korthed giver
sindrige Taler den største Eftertryk. - Man meldte for
en Spartansk Konge, da han just var i Begreb med at le¬
vere et Slag, at Fiendernes Antal var saa stort, at man
ikke kunde see Solen for Pilenes Mængde. Han svarede
smilende: Desto bedre for os; thi saa kan vi fægte i
Skyggen. - Marius skienkede tusinde tappre Sicilianer
Borgerrettighed paa Valpladsen. Hans fornemste Krigs¬
Betientere forestillede ham, at Lovene forbøde, at give
Fremmede Borgerrettigheden. Det giør mig ondt, sva¬
rede Heldten, jeg har under Vaabenernes store Allarm ikke
kundet høre, hvad Lovene siger. - Da Herr Menage søg¬
te at optages i Academiet, og man afslog ham det paa den
Grund, at han havde vanæret samme i sine Taler, sagde
Hr. v. Monmart, at man meget mere maatte dømme
ham til at optages i Academiet, ligesom man dømte
et Menneske til at ægte en Pige, naar han havde
vanæret hende. - Da Pater Bourdaloue prædikede i
Ronen, forlode Haandverksfolkene deres Verkstæder, Kiøb¬
mændene deres Handling, og Advocaterne deres Parter,
for at høre ham. Det følgende Aar prædikede Pater Har¬
rouis sammesteds, og sagde: Jeg har bragt alting i
Orden igien. Thi der var ingen, som forlod sit Arbeyde.
Paa et fornærmeligt Spørsmaal følger ligesaadant
Svar. - Hin Keyser spurgte den Venetianske Gesandt:
J hvilket Land de flyvende Løver fandtes? Han sva¬
rede: i samme Land, hvor Ørnene opbolder sig med
de to Hoveder. - Præsidenten i Lamoignon spurgte en
berømt Advocat, hvortil han havde bestemt sin Søn. Han
svarede: Dersom han lærer noget, saa skal han, drive
min Profession; men dersom han ikke lærer noget,
saa skal han være en Raad. - En Romer, som var af
ringe Herkomst, giorde Lælius, som var af Adel, den Be¬
breydelse, at han udartede fra sine Forfædre. Dette, sva¬
rede Lælius, vil jeg ikke sige om dig; thi du slægter
dine Forfædre fuldkommen paa. - En Romersk Hø¬
vedsmand havde udrustet en Soldat med alle Slags Vaa¬
ben, og sagde: Nu tør du ikke ved at være bange for
at nogen skal angribe dig. Jeg troer det nok, sva¬
rede Soldaten; thi da jeg i denne Rustning ikke kan
forsvare mig, saa er vel ingen saa nederdrægtig at
angribe mig. En Taler maae giøre anstændige Bevæ¬
gelser - En Advocat anklagede et Menneske, som havde
skudt en Pistol løs paa en anden, og strakte Armen ud, lige¬
som han havde en Pistol og vilde give Fyer. Præsidenten
drev derpaa Spot med ham og sagde: Advocat, das
Gewehr hoch! Men Advocaten hialp sig skikkelig derfra,
tog Huen af og sagde: De gode Herrer har intet at
befrygte; thi jeg har ikke skarp ladt.
