1768
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 18
Den nyegifte Kone.
M¬
vilke Forandringer ere dog Menneskene ikke underka¬
stede i denne Verden, og i sær et Fruentimmer!
vores No. 15. havde jeg den Ære, under Navn af
den lille muntre Jomfrue, at tale med vore gunstige Læ¬
sere. Nu har jeg den Ære at fremstille mig, som en nye¬
gift Kone. Af min sidste Correspondentindes Skrivelse
om Ja=Ord, saae jeg, at alting fryder sig imod Somme¬
ren. Hvorfor skulde jeg da ikke ogsaa fryde mig? Fruen
timmerne har jo dog det Ord paa sig, at de ere forander¬
lige, og at de, jeg gider neppe sagt det, kan faae 15 Sind
over et Dørtrin. Hvorfor skulde man ikke undertiden sva¬
re til de Tanker, de gunstige Mandfolk ofte har om vort
Kiøn? – Men maaskee nogle kunde fornøye sig over at
faae at vide, hvorledes det gik til med mit Giftermaal, som
ingen, uden jeg og min udvalgte Mand, vidste noget af
Giftermaal er dog det, unge Mennesker helst gider hørt
tale om. For at fornøye saadanne, vil jeg fortælle den
heele Tilgang: - Jeg var for kort Tid siden i Sælskab
med en ret elskværdig Mandsperson. Jeg havde kiendt
ham længe af hans Dyd og fuldkomne Egenskaber; dog
havde jeg aldrig tænkt paa at elske ham, førend denne
Gang. (Saa uformodentlig og uformærkt kan Kierlighed
komme) Jeg havde vel tilforn havt adskillige Friere; men
jeg var ikke betænkt paa at ville gifte mig endnu, (dog sag¬
de jeg ikke, at jeg aldrig ville givte mig; thi saadant For¬
sæt eller Tale af en ung munter Pige veed man nok, hvor¬
vidt strækker sig) - men nu fik jeg det i Sinde, og jeg
friede selv. - Kors! friede selv! hører jeg strax man¬
ge af mine peene Med=Søstre at sige: hvilket slet Fruen¬
timmer maa hun ikke være! Fy! skulde vel nogen af os
fornedre sig saa dybt, at ville frie selv! Er vel saadant
os Fruentimmer, det blufærdige Kiøn, anstændigt! Kors
bevare os! Ney, det havde vi aldrig tænkt om den lille
muntre Jomfrue, at hun var af det Slags, og saa
nedrig, at hun vilde frie selv! Hun beskiemmer jo vort
heele Kiøn! Hvilken Triumph er det ikke for alle stolte
og indbildske Mandspersoner; de kan giøre sig galne
Tanker nok alligevel. Man kan jo neppe see til disse i
sig selv forgabte og forelskede Smaa=Herrer, førend de
tænker, man er forliebte i dem, og ønsker sig deres Op¬
vartninger! Ney, det gaaer alt for vidt, at ville frie
selv? Man kan dog ikke see Folk længer end indtil Tæn¬
derne! Her gik hendes Munterhed alt for vidt,,
Saadanne og andre Raisonnements vil ventelig falde over
min ringe Person; men de rører mig slet intet. Det skal
meget meere fornøye mig, om jeg kan give Folk Leylighed til
at giøre sig lystige paa min Regning; jeg veed dog, man gi¬
der gierne talt om de Fraværende. Mig er det nok, at
jeg har faaet en eyegod Mand; og at man kan vide, hvo
han er, da er hans Navn Damon. Denne allerkiereste
Mand har jeg saamænd selv befriet. Jeg kunde vel, lige¬
som mange andre, paa en uformærkt Maade og ved Mel¬
lembud af dem, som lever af Ægteskabs=Meglerie og Koble¬
rie, have tilkiendegivet ham mine Tanker, eller faaet ham
bragt paa Tanker om mig; men mig syntes, det var ikke
mere uanstændigt for et Fruentimmer, end for en Mands¬
person, at frie. J følgende bunden Stiil tilkiendegav jeg
Damon mine Tanker, dem han besvarede i ubunden, og
med ligesaa stor Oprigtighed meddeelede mig fine Tanker,
som jeg havde givet ham mine tilkiende. Vi behøve¬
de altsaa ikke at lønne et Mellembud. Ey hellet behøvede
vi at holde et kostbart og ceremoniel Ja=Ord, saasom ingen
af os havde i Sinde at igientage det givne Ja; thi vi hav
de alt givet hinanden Hierterne.- Vi holdt Bryllup,
uden at incommodere Bedemand, Conditere og Gratule
rende: Min Kiereste Damon og jeg tillige med 2 andre,
hvoraf min Fætter var den ene, kiørte til Præsten. Hvor
meget blev herved ikke sparet, hvor megen Uroe undgik vi
ikke herved, og hvor roelige vare vi ikke de følgende ellers
sædvanlige Gratulations=Dage. Vi fik ikke over 6 Gra¬
tulationer, og vi sover dog gandske got om Natten, og le¬
ver meget fornøyede om Dagen. Som unge Folk gik vi
i Kirke, jeg siger: gik; thi vi kiørte ikke engang, og ingen
Nysgierrig kunde passe paa ved Kirke=Døren og paa Kirke¬
Gaarden, fordi ingen vidste det, og vi gik som gamle Egte¬
folk. - Hvorledes det ellers gaaer mig i min Kone=Stand,
fremdeles, skal jeg nok have den Ære at fortælle dem; thi
vort Sælskab vil ikke slippe mig, og, i Henseende til min
Munterhed, har jeg, saa mæn, endnu ingen Forandring
faaet i Brude=Seng. - Forskiellen bliver allene denne:
at jeg tilforn skrev under Navn af den lille muntre Jom¬
frue, men herefter under Navn af den nyegifte Kone. Her
er ellers mit Frier=Vers og de Elskovs=Vaaben, hvormed
jeg vandt min allerkiereste Damon, og det Kierligheds
Baand, hvormed jeg bandt det oprigtigste og dydigste Hierte
til mit:
Undskyld, o Damon! disse Tanker,
Som du har selv opvakt hos mig;
Undskyld, jeg viger fra de Skranker,
Som for mit Kiøn best skikker sig.
Men Damon du har rørt mit Hierte,
Din Yndighed selv Skylden bær;
Jeg længe nok har skiult med Smerte,
Hvor inderlig jeg dig har kiær.
