Tænk ey at det er nok, at J Mama kan blive.
Nei, der til Ploven hør lidt mere end som Hon.
Et Barn paa otte Aar til Nød en Plov kan drive;
Men en Fornuftig maa dog styre denne Plov.
Tænk ey, at det er nok, at J kan eder stadse,
Og lade Øynene kun al iid løbe om.
At J med den og den kan spøge, lee og fiase.
Deri bestaaer ey just en Kones Ejendom.
Stræb ey saa meget, at J Eder kan Clienter
Tilvejebringe og en Hob Tilbedere.
Troe mig den Capital indbringer slette Renter
Tilsidst J Eder maa ved dem bedragne see.
Vær ey forpikket paa, at giøre Eder Slaver,
I Haab at have een, om andre vil slaae fejl.
En Huuslig Kones og en ægte Moders Gaver
Bestaaer ey just deri, at sidde for et Speil.
Tænk ey, at alting saa er klart, naar J kan blive
En Kone i et Huus og give Øredask.
At J hvert Fierding Aar en Pige Pas kan give,
Naar hendes Løn og Kost har været Klisk og Klask.
At J som Fruer kan i Canopeen side
Og kun med Foden, som man siger, vise Vey.
Og at J den og den kun kan paa Tungen slide.
Deri en Kones Pligt ey just bestaaaer. O! Ney.
At J kun Eders Mænd kan plustre og udsuge.
For Penge, nu til det, og nu igien til det.
Thi tænk, hvad Kniplinger og Baand J ej kan bruge.
Hver Dag nye Blomster paa Jert Franske Hoved-Sæt.
Men stræber hellere, at giøre Eder dygtig,
At J med Ære kan bekomme Kone-Navn.
At J i Eders Huus kan vise Eder klygtig,
Som en Huusmoder bør; saa fremmes Eders Gavn.
Ja legger heller Vind paa Dyd og smukke Sæder:
Paa Ærbarhed og Tugt, paa Flittighed og Vid.
Saa kan J vente, at J vist det Hierte Glæder,
Hvortil J bindes skal engang i Eders Tid.
Thi ellers bliver jo en Mand ved Jer bedraget,
Som J dog saa og saa har vidst at tage ind.
Derfore hører man, saa mangen en har klaget
Ak! denne Hierte-Tyv mig giorde gandske blind.
J Smukke Unge! jeg paa Eders Fromhed stoler.
Jeg ved, J fromme er, og kan ey blive vred.
Jeg Eder alle ey just med een Allen maaler.
At J ey ere eens, jeg selv tilstaaer og veed.
J maae jo tilstaae selv, at alt for ung en Kone,
Saalænge hun endnu i Ærmet Barnet bær,
En Mand ey nytter stort; men denne smukke Krøne
Paa Mandens Hoved tit til større Byrde er.
Dog holdt jeg holder mig for længe ved de Unge;
Men de vel seer det selv, det skeer af Kierlighed.
Min Tunge aldrig tret kan blive af at siunge
Om dem; dog holdt min Pen, at de ey bliver vreed.
Jeg paa et andet Skaft min Mund vil atter vende,
Og lidet tale om de meere Aldrende.
Her skal man Jalousie strax hos de Unge kiende,
Saasnart de Aldrende kan og faae Friere.
De Unge taler saa: saasnart de faaer at høre,
At der i Ægtestand skal en bedaget Møe.
De ondt for Hiertet faaer. Veed ei, hvad de skal giøre.
Af lutter Harme de er færdige at døe.
Hvad? siger de: hvad nu? Hvad nytter Rosens Kinder?
Hvad nytter Skiønhed os og Øynes Stierne=Glands?
Saalænge den og den kan blive Sejervinder,
Og foretrækkes os, og faae en Brude=Krands.
Hvad Frugt har vi nu af vor Sved, vor Flid, vor Møje,
Af vor Aarvaagenhed, at give nøye Agt
Paa hver en Mode, som nedstammer fra de Høye?
Naar vi foragtes dog. Vi blive maae forsagt.
Forgieves Alting er i Fagter og i Lader.
Er der ey meere Kraft udi en yndig Smiil?
Omsonst er hvert et Trin vi giør paa Stadens Gader.
Cupido vist gaaer galt med Koger og med Piil.
Ak! er den gyldne Tid og Epocha udrundet,
J hvilken Blomsterne fuldkommen stod i Priis?
Har Parcæ endelig vor Undergang opspundet?
Er der blandt Mandfolk nu ey længer nogen viis?
Er Skiønsomhed nu plat af Jordens Øe forsvundet?
Skal Aar og Ælde saa for Skiønhed have Rang?
Hvad haver vi da vel med vores Skiønhed vundet?
Ak, har man siunget for vor Vugge denne Sang?
Skal det saaledes gaae, at Brudeseng og Skammel
Nu for de Aldrende allene redes skal?
Og ingen blive kan nu gift, før hun er gammel?
Da ønskede vi at vi var i deres Tal.
Skal det saaledes gaae? Hvor kan en ærlig Pige
Da sine Blomster=Aar saa eenlig slide hen?
Vil Skiæbnen ligesom med os da føre Krige?
De vakkre Ungdoms Aar vi faaer dog ej igien.
Skal vi den søde Lyst aleneste kun nyde
Mod Enden af vort Liv, og udi nogle Aar?
Naar Leegen just er best; saa maae vi jo afbryde?
Hvem kiedes ikke ved de graae og hvide Haar
Men Piger, hvad er det, hvad Pokker stikker Eder!
Siig mig, hvi ere J saa utaalmodige?
Frygt ey. En Brudeseng man og til Jer opreder.
Giv Tid, det haster ey. J har ey Aarene.
Det er forskrækkeligt, Hvorfor er det J larmer?
Hvem nægter det, at J jo er de smukkeste?
Der kommer dog nok den, som sig engang forbarmer.
Det lader alt for galt, J er saa ivrige.
Det kan dog ej gaae an, at i kan lige springe
Af Vuggen, Svøb og List, fra Eders Gange=Stoel
Og op i Brudeseng. Hvor kan det sig gelinge?
Vist nok! J skinner som den klare Middags=Soel.
Til Eders Skiønhed J dog lidt Forstand bør samle.
Tænk ey, at Ægtestand er ikkun Børne=Leeg.
Men naar J har Forstand, og dertil noget gamle.
Saa ere J den Mynt, som har den beste Præg.
