under Arbeide; Ær derfor hans Alder, og giør, at hans
hvide Haar høyt agtes.
Betænk, hvor megen Understøtning din Barndom be¬
høvede, og paa hvor mange Afveje din hidsige Ungdom
henrev dig, og du vil føle hans Afmægtighed, og rekke
ham Haanden, naar hans Dage dale.
Saaledes vil hans skaldede Hoved i Fred nedgaae i
Graven; saaledes vil dine Børn gaae samme Vej til din
Husvalelse.
Jdylle.
Seer du, Daphnis, at Soelen allerede forgylder Bier¬
genes Toppe? Hører du Fuglene, som forkynde dens Op¬
gang med deres Qvidren? Kom, Tiden er der; lad os
gaae til gamle Philemons Hytte: jeg hørte i Gaar, at
hans Søn var forrigfuld. Den stakkels Milon! han har
vel Aarsag: Philemon vil ikke give ham den unge Chloe
til Ægte; denne yndige Hyrdinde, som han elsker mere
end sit Liv. Han døer, hvis han ikke faaer hende; en
nedrig Fordeel giør Skaar i deres Lykke, ret ligesom Lyk¬
salighed var bunden til Rigdomme! men maaskee jeg vil
kunde bevæge ham den Fader, som setter sig imod en Lyk¬
salighed, som jeg vilde ønske mig; jeg skal sige til ham:
Philemon, see dog paa din Søn; han visner bort som
en fortørret Plante af Solens brændende Hede i Hunde¬
dagene. Han omkommer: vil du ikke have Medliden¬
hed med ham? Dersom denne Gamle er følesløs ved mine
Klager, saa vil jeg sige ham: tag i min Hiord tvende af
mine smukkeste Ovier, jeg giver dem til Choe, jeg giem¬
te den fedeste til Offring; men den smukkeste Gave, som
man kan bringe Guddommen, er at giøre sine Med¬
mennesker lykkelige. O Daphnis! hvor vil jeg være
lykkelig, hvis Philemon hører min Bøn og antager mit
Tilbud. Milon, Chloe vil komme til Live igien: De
vil skylde mig deres Lykke: Chloe vil faae igien sin friske
Farve og sin Deilighed: Hun vil see paa Milon med
Ømhed, hun vil smile til mig, de vil kaste sig i mine Ar¬
me, og takke mig med Taarer. O Daphnis! hvilket
Menneske vil være lykkeligere end jeg! jeg vil see dette kier¬
lige Ægte=Par at krandse sig med Urter, og at dandse
i Skyggen af Hesseltræerne. Jeg vil see dem - O
Daphnis! vil jeg ikke faae Glæde nok for mine Qvier?
Breve, skrevne af en Engelskmand Hr. Everard.
Første Brev.
Cfterat jeg havde beseet Tydskland og passeret en Deel af
Alperne, tænkte jeg, at jeg ikke burde tage Hiem, førend
jeg og havde seet de berømte Qvæg=Sølv=Miner i Jdria, disse
underjordiske Huler, til hvilke tusinde ulyksalige ere dømte,
uden Haab nogensinde at see Solen igien, og at slæbe sig
med det ynkværdigste Liv under Pidsken af en barbarisk
Foged. Forrestill dem en Aabning af 15 Fod paa Brin¬
ken af et Bierg; langt inde i denne lader man sig nedtridse
ien Maskine liig en Spand paa 200 Faunes Dybde; jo dy¬
bere man nedstiger, jo bredere og fælere bliver det rundt
omkring. Endelig efter at have hængt paa denne skreksom
Maade nogen Tid, naaer man Bunden og gaaer paa et
huult Gulv; den megen Echo, som igientages ved et hvert
Trin, man giør i denne græsselige Bolig, ligner en vedva¬
rende Buldren af mange Tordener. Man har ingen an¬
den Lysning end af nogle Lamper som hist og her ere an¬
tændte, paa det at de Ulykkelige, som beboe dette Sted,
kan see at gaae fra et til andet Sted uden Hielp af en Lede¬
re. Endskiøndt Vanen giør at de letteligen ved Hielp af
disse Lamper kan giøre Forskiel paa Gienstandene, faa kun¬
de jeg dog ikke underskielle, hvad der var paa dette Sted,
ikke engang de Personer som vare nedkomne med mig. Hvor
fæl end denne Vaaning var, saa var den dog saa at sige
et Pallads i Ligning med dens Beboere, Sverten i deres
Ansigter tiener ikkun til at skiule den gysende Bleeghed,
som det Mineral, de ere ere beskæftede med at virke, for¬
aarsager med sine skadelige Egenskaber. Almindeligen
er det Misdædere som for deres Livstid ere dømte til dette
Arbeide; i kort Tid forgaaer dem Begierligheden til Spise,
og de døer gierne af en Forknyttelse i alle Ledemod ved En¬
den af det andet Aar.
Jeg gik nogle Øyeblik med min Ledere i dette græsse¬
lige Værelse, og havde mine Betænkninger over Menneskets
Gierrighed og sønderlige Tyrannie; uformodentlig hørte jeg
at en bag mig kaldte mig ved Navn og spurgte ret ømmeli¬
gen, hvorledes det stod med min Sundhed, Jeg vendte
mig, og saae en gandske sort og styg Skabning, som nær¬
mede sig og sagde i en meget rørende Tone: Ak! Herr
Everard, kiender de mig ikke meere? Kiære Gud,
hvor blev jeg forskrækket, da jeg blant Mærker af den dy¬
beste Elendighed opdagede nogle Træk af min kiære gam¬
le Ven Grev Alberti! De have selv kiendt ham, min
Herre, De erindrer vel, i hvilken Agtelse og Anseelse han
var ved Hoffet i Wien. Jeg har ofte hørt dem tale om
ham, som om en Mand, der bør regnes blant de faa,
som ære vore Aarhundrede, da han besad i den høyeste
Grad Menneskelighed og Ædelmodighed, og allene brug¬
te sin Lykke til at lindre de Ulykkeliges Kaar. Jeg om¬
favnede ham og en Strøm af Taare flød af mine Øyne;
jeg samlede mig, og spurgte ham ved hvad Hændelse han
var kommen i denne Mørkhedens Bolig. Han svarede
mig, at da han havde duelleret med en Østerrigsk Gene¬
ral af Jnfanteriet imod Keyserens befaling, og ladet ham
saa got som død paa Pladsen, var han bleven nødsaget at
tage flugten i en af Skovene i Jstrien, hvor han var ble¬
ven fangen af Røvere, som i lang Tid foruroligede samme
Egn; han havde levet med dem i 9 Maaneder; efter hvil¬
ken Tid det Sted, hvor de havde skiult sig, var bleven
blogueret, og de fleeste efter megen Modstand ihielslagne;
han tilligemed de overblevne vare blevne bragte til Wien,
hvor man dømte ham til at radbrækkes. Jmidlertid blev
han kiendt, og da mange af Misdæderne beviidnede hans
Uskyldighed, blev han allene dømt til at arbeide sin Livs¬
tid i de Jdriatiske Gruber; en Straf, der i mine Tanker
er tufinde gange værre end Døden.
