Jmidlertid Alberti fortalte mig dette, saae jeg et
ungt Qvind=menneske træde til ham; det var hans Hustrue.
Dette forfærdelige Sted havde ikke borttaget hendes Skiøn¬
hed, endnu i dette græsselige Værelse bevarede hun sine
Jndtagenheder. Denne Dame besluttede, da hun for¬
giæves havde forsøgt alle Slags Midler for at erlange
Naade og Forladelse for hendes Mand, endskiønt hun var
af de største Familier i Tydskland, at deele Lykke og Ulyk¬
ke med ham; modigen var hun nedstegen i de Boeliger,
hvorfra saa faa levende komme tilbage. Hun levede vel
tilfreds med ham, glemte Livets Behageligheder, arbei¬
dede ved hans Side og var fornøyet over at have Deel i
hans Skiebne.
Andet Brev.
M it sidste Brev tegnede dem med stærke Træk min Siels
bedrøvede Tilstand; den var maaskee for sorrigfuld.
Sandhed forøgede den ynkværdige Tilstand, i hvilken jeg
beskrev dem en af de værdigste Mennesker, dette gruelige
Steds Fælhed; Nu har jeg den Lykke at lade dem vide,
at jeg har været Vidne til det meest rørende Optog jeg no¬
gensinde har seet. Ni Dage, efterat jeg havde skrevet dem,
ankom en Person med Posten fra Wien til den liden Bon¬
de bye, som ligger nær ved denne Aabning; strax efter ham
fulgte den anden og paa denne en tredie; deres første Sorg
var at erkyndige sig om den ulykkelige Greve, og da jeg
just kom til, da man giorde dette Spørsmaal, kunde jeg
giøre dem fyldest. Den ene var Grevindens Broder, den
anden hendes Sødskende Barn, den tredie Grevens sidste
fortrolige Ven. De bragte hans Pardon, som selv den
General, med hvilken han havde duelleret, og hvis Bles¬
surer vare aldeles lægte, havde til veie bragt. Jeg foer
ned med all muelig Glæde i denne skrækkelige Hule; jeg
fremstillede ham hans Venner, og forkyndede ham denne
lykkelige Forandring i hans Skiæbne. Det er umueligt at
beskrive den Glæde, som spillede paa hans Kinder; den
unge Dame blev ikke mindre bevæget. Der gik nogle Ti¬
mer bort med at sætte dette kiærlige og troefaste Ægtepar
i Stand til at komme for Dagen, og jeg kunde ikke uden
største Ømhed ansee den Maade, paa hvilken han tog Af¬
skeed med sine ulyksalige Kammerater i hans Ulykke; den
ene lod han sin Spade, den anden sine Klæder, den tredie
sit lidet Huusgeraad. Snart vare vi oppe af Grubben,
og han saae igien Soelens Lys, som han gandske havde
mistvivlet at see meere: En Post-Chaise blev bestilt at
bringe ham om Morgenen tidlig til Wien, og siden hans
Ankomst til Staden, har han skrevet mig et Brev. Kej¬
serinden har megen Naade for ham; han er igien sat i Be¬
siddelse af sit gods og af sin Rang, og nyder med sin smuk¬
ke Mage en Lyksalighed, der er saa meget meere levende
og følende, som de veed hvad Ulykke er. Jeg er m.v.
Om Caffens Brug i Østerlandene.
Skulde man vel troe, at Caffe har foraarsaget ligesaa
heftige Politiske Bevægelser og Religions Disputer blant
Muselmændene, som de vi have seet i Frankerig imellem
Jansenisterne og Molinisterne? Jeg vil saa kortelig som
mueligt fortælle denne Caffee=Historie, og de Uroligheder
som den foranledigede, før den i Roe kunde nyde det Her¬
skab som den endnu udøver paa Tyrkernes Tunge, da
den engang er bleven deres Liv=Drik. Vist er det, at dens
Brug var næsten ubekiendt i Arabien, imod Midten af
det Femtende Aarhundrede, da Gemal Eddin, Mufti i
Aden fik Leylighed at giøre en Reyse til Persien. Der
fandt han nogle sine Landsmænd, som drak Caffee. Han
mærkede snart, at den blant andre Egenskaber ogsaa har
denne, at fordeele Tunghed i Hovedet, og opmuntre Gei¬
sten, og at forekomme at man ikke overvældes af Søvn.
Han benyttede sig af dette, og, saasnart han kom tilbage,
drak han med sine Dervicher, Munke og Mahomedanske
Geistlige, sin Caffee ved Nattens Begyndelse, for med en
større Munterhed at tilbringe Natten i Bønnen.
De Lovkyndige, de Haandværkere, som vare nødsage¬
de at arbeyde om Natten, de Reisende, som vilde undgaae
Dagens Heede, og endelig hele Aden efterfulgte hans Exem¬
pel.
Derfra blev Caffee bekiendt blandt Dervicherne i
Mecca, Medina og i Cairo, og disse betiente sig i samme
Hensigt af den, som Mufti i Aden til en bedre Udøvelse
af deres Guds=Tieneste. Endelig blev den almindelig i
Arabien og Egypten og dens Brug tog til, indtil Aar
1511 uden mindste Modsigelse.
Gouverneuren i Mecca, som ikke brugte den, ey hel¬
ler vidste, at man drak den i Kirkerne, blev meget forarget
en Dag, da han gik ud fra sin Aften=Andagt, blev vaer i
et Hiørne af Moskeen en Samling af disse Caffee=Drik¬
kere, han befalede dem at gaae ud, og forbød dem nogen¬
sinde i Fremtiden at komme sammen til dette Øyemeed.
Dagen derpaa sammenkaldte han Rettens Betientere, Lo¬
vens Lærere, Geistligheden, og tvende Persiske Læger, hvor¬
af den ene havde skrevet imod Caffee; denne paastod at
Caffee var kold og tør, og følgelig skadelig for Sundheden,
og heele Forsamlingen var af hans Mening. En Geistlig
lagde endnu dette til, at den ligesom Vinen giorde Folk
drukne, og Caffe blev høytidelig fordømt.
Caffe=Liebhaberne som vare temmelig mange, kunde
ikke underkaste sig denne Dom, og bleve ved at drikke den
i deres Huse; en privat Mand blev grebet paa Gierningen,
og haardelig straffet; han blev omført paa et Asen, paa
alle offentlige Pladser.
Den Egyptiske Sultan hørte de Lovkyndiges Betænk¬
ning i denne Sag, og de, som fandt sig vel ved at bruge
denne Drik, giorde at Forbudet blev gienkaldet i Cairo.
Nu havde Caffe ikkun nogle smaa Modsigelser at
udstaae indtil 1523, da en grublende Doctor fremlagte de
andre høye Lærere en Thesis, hvoraf Conelusionen var, at
Caffees Brug var utilladelig. Jagen af hans Herrer Col¬
leger vare af hans Tanke, men ongefær 10 Aar derefter
talte en Præst saa heftig imod Caffe, at hans Tilhørere
foer ud af Moskeen, og anfaldt Caffe=Husene; Kanderne
og Skaalene bleve sønderslagne, og de, som vare nærvæ¬
rende, ilde medhandlede.
