1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 22
Præste=Enken.
J Jeg mindes endnu, at jeg var engang med min Salig
Mand til Bryllup hos en af vore Sogne=Mænd.
(Min Mand var dog ikke af det Slags, som fandt
Fornøyelse i slige store Sælskaber; men som den Skik af
hans Formænd var indført der i Søgnet, turde han ikke
aldeles undslaae sig) Denne Mand giorde sin Søns Bryl
lup, og havde samlet en stoer Mængde Mennesker sammen;
dog alligevel var der endnu meget Rum for mange fleere
thi en Deel af de Jndbudne kom ikke, endog mange af hans
nærmeste Paarørende bleve borte. Aarsagen hertil var,
at denne gode Mand var den beste af alle min Mands
Sogne=Folk, og just derfor havde han og mange Uvenner,
fordi han ikke vilde giøre eet med den store Hov. Denne
Udeblivelse af de indbudne Bryllups=Giester gik Manden
temmelig nær, og beklagede sig for min Mand. Men min
Mand, som kiendte denne gode Vext af Grunden og kunde
tale med ham som en Oplyst, foreholdt ham i Korthed efter
Omstændighederne, at den rige Mand, som holdt sin
Søns Bryllup, maatte klage det samme, og det dog i er
langt betydeligere Sag, Manden, som var oplyst, forstod
strax denne Methaphoriske Talemaade og fandt den fødeste
Opmuntring i Sindet, omfavnede min Mand, og uddeele
de al den overblevne Bryllups=Mad til Byens Fattige.
Denne Begivenhed gav min Mand paa sin Hiemreyse fra
Bryllupet Anledning til følgende Tanker a at erindre sig
disse Ord:
Kommer; thi nu er det altsammen bereedt.
Luc. 14 Cap. 12 Vers.
I0Lom Hungrige! see! nu er alting reede.
Kom Tørstige! Gud selv har dækket Bord.
Vansmægtede! Kom, Himlen Dug vil breede.
Kom, Fattige! Kom det er Herrens Ord.
Kom, nu er Naadens Tid. Kom, Naade=Kaldet lyder:
Kom nu til Nadvere, nu Himlen selv indbyder.
O! kommer dog, og smager, finder, føler,
Hvor sød og god den Herrers Herre er.
Seendrægtige, hvorfor er det, J nøler?
O! kommer hid og værer Giester her.
Paa Naadens gyldne Bord Gud selv som Vert fremsetter
Sit eget Guddoms Ord, de Himmel-faldne Retter.
Det Ord, som er den rette Siele=Føde.
Det Ord, som er en Lygte for vor Fod.
Det Ord, som kan al Siele=Nød forsøde.
Det Ord, som gir den Bange Helte=Mod.
Det Ord, som knuse kan Staalhaarde hærdet Hierter.
Det Ord, som saarer og som læger Sielens Smerter.
O! Hvem vil da det Naade=Kald foragte!
Saa dyrebart saa sødt et Himmel-Ord.
O! Hvem vil da sin arme Siel forpagte
Til Sysselværk, til en forførisk Jord?
Al Verdens store Alt er dog jo meget mindre
End Zions Himmel=Høy. Hvo vil sig lade hindre?
Den Himmel=Vert staaer med udstrakte Arme,
Og raaber: Kom, J, som ey Penge har.
Hans Kierlighed vil alle Kolde varme.
O! smager dog. Den Himmel=Mad er rar.
See dog, hvor Herren vil i Kierlighedens Seele
Os til sig drage og vil mætte alle Siele.
Han sender Bud til de indbudne Giester:
Mit Giestebud er færdigt og bereedt.
Mit feede Qvæg er slagtet. Jntet rester.
Min Disk og Dug er for al Verden breedt.
Men, man undskylder sig: Een sig har kiøbt en Ager;
Een prøver Øxnene; Een sig en Hustrue tager.
O! Daare! vil du Naadens Kald ey lyde?
O Verdens Træl, brug ey Undskyldninger.
J Dag vil Gud til Giestebud dig byde;
Mon du vel veed, hvor du i Morgen er!
Ja, mon Undskyldninger i Dødens Stund kan gielde?
Naar Øxen, som er lagt ved Roden, dig skal fælde.
Men skiøndt at du Foragter ey vil komme,
Faaer Herren dog desuden Giester nok.
Ey Bordene derfore skal staae tomme.
Han sender Bud til en forhungret Flok,
Saasnart at Budet kom, kom Krøblinger og Blinde,
De lydte Naadens Kald og Siele=Mad skal finde.
Bort Kiøb og Salg, og Verdens syndig Baade!
Som hindrer fra det rette Kiøbmandskab.
Lad Kiød og Blod ey over Aanden raade,
Den Vinding er i Døden største Tab.
Gak bort. Sælg, hvad du har. Kiøb Perlen. Den at
eye Math. 13 V. 46.
Er Rigdom nok, mod den al Verden ey kan veye.
Min Gud! jeg var blandt Halte og blandt Blinde,
Al Kiødets Sands er Fiendskab imod Gud.
Til Naadens Bord jeg Vey en kunde finde.
Men du indbød mig til dit Giestebud.
I Daabens reene Bad du bad mig først og kaldte,
O! gid jeg nu var reen og Benene ey halte.
Vel an! jeg vil om Naadens Smuler sukke
Naar andre gaaer udi Vellystens Dal.
Min Hunger og min Tørst Gud dog vil slukke
Ved Lammets Bord udi sin Himmel-Sal.
Jeg denne Tanke=Ring vil paa mit Hierte sætte:
Naar jeg har hungret her, skal mig Guds Ansigt
