Huusholderske
Karpe med Løg eller Polske=Karper.
Narpen bliver skrabet, opskaaren og Jndvollene udtag¬
ne, skaaren i Stykker, og et par Timer indsprengt med
Salt, dernæst afvasket og bagt i en bred Pande, med no¬
get vel smaat hakket Løg overstrøgen, et got Stykke udva¬
sket Smør, stødte Tvebakker, Muskate Blomme, Viin
og Vand kommes deri, og om det giøres nødig, endnu
lidt Salt og under Laag kogt til det er nok, saa er det ret.
Fine Posteyer af kogt og hakket Skinke.
Man tager et Stykke af en kold, kogt og røget Skin¬
ke, hakker den noget grov, dog smaae, og menger den med
Kanel, Sukker, lidt hvidt Peber, syltet Citron=Skal, og
noget stødt Flesk, forfærdiger og baget dem saa i en sin
Dey til en Postey.
Fiin Postey af Grøn=Kaal.
Grøn=Kaalen maae man først pille net og reen, og
koge den gandske møer i Vand og lidt Salt, eller om det
er den Aarsens Tiid, at den har faaet nogen Frost, maae man
snedse den af under Laag i sin egen Soes med et stykke
Smør og Boullion, det er god Klar Fleske Suppe, eller
i mangel deraf i gandske sagte kogende Vand, indtil den
bliver gandske møer, trykke saa det Vaade reent af paa et
Dørslag, siden hakke den lidet igiennem, men ey alt for
smaat, mænge den saa i et Fad med smelted Flesk, og om
man har det, Oxe=Marv tilligemed, men Oxe=Marven
maae først hakkes smaae, smeltes og igiennem en Sie øses
paa Kaalen, dernæst bestikker man et par heele Løg med
Negliker, og kommer deri lidt Salt og Peber, alt vel til
sammenmænget, og forfærdiger den saa i en fin Dey, til
en sin Postey, man kan og komme reengijorte Kastanier
med iblandt Kaalen, man kan og om man vil, lægge imel¬
lem Kaalen, nogle Lag af røgede Oxe=Tunger, eller røget
Skinke, skaaren i Skiver, men det maae først vel udvan¬
des, koges og blive koldt igien, og saaledes forfærdige
en ziirlig og net Postey. Naar man retter an, kan
man afrøre lidt ret godt Skye med et Stykke Smør, vent
omkring i Meel til en Jevn=Soes, og komme deri,
saa er Posteyen ret og god. NB. Kaalen maae oven i
Posteyen belegges med Fleske=Skiver, og Citron=Saft i
Soesen.
Borgeren i Hovedstaden.
Om deres Lykke, som bestemmer sig til Handelen.
Jblant alle Stænder i det menneskelige Liv er Kiøbmands¬
standen den, hvorudi man lettest kan blive lykkelig; men
det er og maaskee den, som iblant alle er den møysomme¬
ligste og besværligste. Hvad for Arbeyde koster det ikke
og hvor mange Aar udfordres ikke ofte dertil, førend en
Kiøbmand kan blive rig! Han maae vove uendelig meget,
og overstige tusinde Forhindringer. Et eneste Menneskes
Liv rekker ikke altid til, at forhverve stor Formue ved Han¬
delen. Undertiden udfordres to til tre Slægt=Følger
dertil. Møder der imidlertid en fem til sex Aars Krig, saa
kaster samme den hele Lykkes Bygning over Ende for dem,
som længer end i en Snees Aar har møysommelig umaget
sig med at opføre den.
Hvorvidt lader det sig altsaa nu egentlig sige, at Han¬
delen baner sikkrere Veyen til Lykke, end nogen anden Stand?
Derfor, fordi det er den Stand, som frem for alle de øvri¬
ge kan give meest Leylighed til at udøve Veldædighed og
giøre Got imod sin Næste. Thi dette er uimodsigeligt, at
den sande Lyksalighed har sit Sæde og sin Bolig i Gud.
Men nu er Veldædighed det sande Middel, hvorved den
menneskelige Natur kan komme den Guddommelige nær
saa meget som mueligt er; følgelig er den ogsaa en gandske
sikker Vey til den fuldkomneste Lykke, til hvilken et Men¬
neske nogensinde kan komme paa Jorden.
Man tør ikkun ved, lidet opmerksomt at betragte Han¬
delen, saa erkiender man med fuldkommen Overbeviisning,
at der i samme stedse findes Leylighed til at giøre sin Næste
got. Til alle de Forretninger, som forefalder i den største
Handel, udfordres en meget stor Mængde Mennesker.
Kiøbmanden, som foretager disse Forretninger, eller som
har Opsigt derover, skaffer alle disse Folk at bestille; han
antager dem til sine Medhielpere, ikkun med den Forskiel,
at han gandske og allene paatager sig den Fare, som er for¬
bunden med dette Foretagende. Enten samme lykkes for
ham eller ey, saa belønner han dog dem tilforladelig for
deres Arbeyde, og om han endog taber, saa bliver dog de¬
res Løn dem udbetalt. Det er vel sandt, at Kiøbmændene
gaaer til Grunde, naar de taber, og følgelig ophører strax
den store Velfærd, der er en Frugt af deres Forretninger.
Derfor kan man ogsaa under en viis Regiering ikke for me¬
get henvende sin Opmerksomhed paa en Haandtering, som
frem for andre er saa nyttig, endog naar de, som driver
den, lider Skade derved, og man kan derfor ikke noksom
tragte efter at befordre og forfremme den. Maaskee giør
man den Jndvending, at naar en Kiøbmand gaaer til Grun¬
de og taber sin Formue, saa er dette et beviis, at Folk i
denne Tilstand bliver ikke alle lykkelige; hvilket ogfaa er
Sandhed. Jmidlertid tiener derpaa til Svar, at Kiøb¬
manden, ligesaa vel som alle andre Stænder, maae tage
Deel i ulykkelige Tilfælde, der ere uundgaaelige i det men¬
neskelige Liv. Og der er overhovedet ingen Levemaade i
Verden, som ikke har sine særdeles Ubeqvemmeligheder.
Man tør ikkun ved, at see sig om i de øvrige Handteringer,
saa skal man allevegne finde saadanne. Spørsmaalet er
derfor ikke, om der findes nogen Stand i Verden, som ey
har sin Uleylighed, og hvorudi man kan være fuldkommen
lykkelig.
Saalænge man lever i Verden, kan man ikke vente
nogen fuldkommmen Lyksalighed, men der spørges ikkun
om hvilken Stand, der fører Mennesket giennest til sin Lyk¬
