ke, naar man holder sammes Fordeel og Skade imod hin¬
anden.
Men ere Foretagenderne i Handelen dog alligevel
endog nyttig for andre paa den Tid, naar de, lom foran¬
stalter dem, ingen Fordeel har deraf; saa maae Nytten
deraf være saa meget anseeligere for de første, naar de ud¬
falder lykkeligt for de sidste. Nytten strekker sig da u-for¬
merkt til et langt større Antal af Folk. Naar det er gaaet
en Kiøbmand lykkeligt ved hans Foretagende, saa vover
han en anden gang allerede store og flere Ting. Endog
i Frankerig, hvor Handelen er langt fra ikke saa vidtløf¬
tig og stor, som i mange andre Europæiske Lande, findes
dog immer Kiøbmænd, som skaffer fem til Sex hundrede
Mennesker Arbeyde paa Søen bestandig. Disse samme
sætter og en mængde Haandværksfolk, Kunstnere, Fabri¬
kantere, og mange andre Slags Folk i Arbeyde paa Lan¬
det. Men man indvender maaskee: at i alt dette har Kiøb¬
mændene dog altid fornemmelig deres egen Fordeel til Øye¬
meed; og man sætter at andre Menneskers Fordeel bliver be¬
fordret tillige med deres, saa er dette dog ikke den fornemste be¬
vægende Grund, som driver dem dertil; de tænker dog altid
ikkun paa deres egen Nytte og Fordeel. Herpaa lader sig
svare meget let. Naar Kiøbmændene seer paa deres egen
Nytte, saa giøre de noget som alle Mennisker i Almindelig¬
hed pleyer at giøre ligesaa, i hvad for en Stand de endog
ere. Dette indseer vel enhver, at enkelte Mennesker, hvis
Formue og Kræfter altid ere indskrænkede, ikke tør vove at
give saa stort et Antal Mennesker Arbeyde, saafremt de ik¬
ke for deres egne Personer kan love sig nogen Fordeel, og
desuden ogsaa den Ære at være andre nyttige. Jmidler¬
tid er det allerede nok, at man maa indrømme det, at
Handels=Forretningerne skaffer et stort Antal Mennesker
Fordeel og Nytte, hvad enten det derhos lykkes for Kiøb¬
manden eller ey. Dette beviser allerede tilstrækkelig nok
den Sætning, som vi her har at bevise, at den Levemaade
som giør got imod en stor Mængde Mennisker, maae nød¬
vendig ogsaa frem for andre agtes at være Lykkelig.
Lad os i øvrigt ogsaa sætte, at Kiøbmanden, saavel¬
som alle andre Mennesker, er fornemmelig betænkte paa sin
egen Fordeel, saa kan han dog alligevel giøre sig meget til
deraf, at han nødvendigviis maae grunde den paa andres
Velfærd og Fordeel. Hvor mange andre Haandteringer,
findes derimod, i hvilke de, som driver samme, ikke kan
anderledes blive Lykkelige, end ved deres Næstes Ulykke?
Man maa vel og forsigtig giøre Forskiel imellem Kierlig¬
hed til sig selv og Egenkierlighed; den første udelukker ikke
andre Mennesker som den sidste; og den Første er ingen
Last, men en Regel og Rettesnor til Næstens Kiærlighed.
Den Christelige Religion, som i visse Maader ophøyer
Mennesket over sig selv, har helliget dette smukke Bud af
af Naturens Lov, i det den giver den Forskrift, at man
skal elske sin Næste ligesom sig selv.
Men lad os sette, at en Kiøbmand har forhvervet en
anseelig Formue, og at Kierlighed til et stille og roeligt
Levnet, samt mange andre flere Omstændigheder, raader
ham, for Fremtiden at drage sig ud fra sine besværlige For¬
retninger, og blot at leve for sig selv, sine paarørende og
gode Venner; fortiener han da ikke den største Lovtale,
naar han endda stedse fortsetter sine Forretninger, og lader
de ædle bevægende Aarsager drive sig dertil, som han ud¬
trykker i følgende Ord: Jeg skulde gandske vist have
mere Fordeel deraf, om jeg opgav Handelen, og levede
af det jeg har forhvervet mig; men dersom jeg giorde det¬
te, saa maatte utallige Mennesker lide derunder."Man
tør just ikke troe, at Tallet paa de Kiøbmænd, som tænker
saaledes, er gandske ringe. Denne Stand, som altid vil
beholde sin Ære, omendskiønt Nid og Fordomme saa ofte
giør sig al Umag for, at giøre den foragtelig, tæller iblant
sine Medlemmer et stort antal af Menneske=Venner. Der¬
over tør man aldeles ikke ved at forundre sig. Det er ikke
andet mueligt, end at Handelen i sine Forretninger arbey¬
der for det almindelige Beste; følgelig vænner Kiøbmæn¬
dene sig til Veldædighed, uden at de selv merker det. Snart
røres de af en Famielies Elendighed, som mangler alle
Ting. De tager sammes Børn til sig, saa at sige i egne
Børns Sted. Et af dem sætter de paa en Skriverstue,
det andet setter de paa et Skib, saa der bliver en Søe¬
mand deraf; et andet skikker de til et eller andet Sted i
Colonierne; med faa Ord: de viser enhver af dem Vey
til Formue og et beqvemt Levnet. Paa en anden Tid op¬
retter de Fabriqver alleene i den henseende, at de vil skaffe
fattige Folk noget at bestille, og for des bedre at naae dette
Øyemeed, betiener de sig heller af gandske raae Materialier,
end saadanne, som allerede ere tilberedede, om endskiønt de
kunde faae de sidste langt lettere fra de Udenlandske. Her
kiøber en af dem af en Adelsmand et anseeligt Herre=Gods,
eller underskriver Contracten. Sælgeren beseigler den med
sine Taare. Kiøberen spørger ham fuld af Medlidenhed
og med Forundring om Aarsagen til hans Travrighed.
Er det ikke bedrøveligt, svarer Adelsmanden, at jeg maae
selge et Herregods, som i saa mange Aar har tilhørt min
Famielie, blot for at faae 40000 Livres i rede Penge,
som jeg skal udbetale, Kiøbmanden river strax Contrakten
i Stykker, og laaner ham de 40000 Livres, Hisset træ
der en anden Kiøbmand i en stor Strogzys Fodspor *) og
skatterer sig for en af sine Venner for lykkelig, at han hav¬
de fundet et nyt Middel, til at være sit Fæderneland nyt¬
tig, i det han skaffer samme en nye Handels=Green,
hvor ved anskaffes en høystnødvendig Vahre, hvorpaa
*) Hrr. Strøzzy, den sidste af hans Famielie, havde
80000 Livres i Jndkomster. Deraf anvendte han
ikkun 6000 paa sig selv, og af de øvrige uddeelte
han Velgierninger. Kort før Jordskielvet i Lissa¬
bon havde han flyttet derhen med sin heele Formue
Her blev denne Mand, som er maaskee den ene¬
ste i sit Slags, begravet under Gruset af denne
ulykkelige Stad. Et Par Dage forhen skrev han
til en af hans Venner: Ønsk De mig til Lykke.
Jeg har opdaget et nyt Middel, til at giøre
Menneskene Got.
