første er en Leeg, det sidste er for mange en stor Magt¬
paaliggenhed. Jo høyere man elsker at maskere sit Hierte
og sine Gierninger, jo mindre taaler man saadanne Leege
som udvortes Maskerader - - - En Capitalist af
Millioner kan derved blive anseet for en Tiggere; og en
Tigger derimod, som er hele Verden skyldig, og undflyer
for Biørner i sit eget Huus, kan blive anseet for en Ca¬
pitalist; en Hare paatager Maske af en Helt, og indleg¬
ger sig stor Berømmelse; en Skolepog kommer til at see
ud ligesom en Lærd, og beundres af den hele godtroende
Hob som et stort Lys; en flygtig Elsker seer ud som den
stadigste Atlas, og en Papillonisk Elskerinde som en Astræg;
en hemmelig Fiende ligner en Ven, og en Tartuffe har
Mine af en Helgen. Masken sætter ofte Værdie paa
Folk, ophøyer eller fornedrer deres Rygte og Amindelse.
Af Maske=Brugerne ere de viisest, som heller bruger de
udvortes end de indvortes Masker. Naar et enkelt Hier¬
te har fornøyet sig i nogle Timer under sin falske Næse
og Skieg, saa legger det sin yderste Klædning bort, og
er lige ledigt, som det før var; men naar det paatager
sig en indvortes Maske, saa maae det gaae spendt dermed
sin hele Lives Tid, og være tvungen i de mindste Ord og
Bevægelser."
Den egensindige gamle ung Karl.
Naar jeg betragter vor Tids unge Mennesker og deres
Opførsel, kan jeg ikke andet end ærgre mig, og stiltiende
bejamre den største Fordervelse som har indsneget sig blandt
det Menneskelige Kiøn. Hvorledes man ere af Naturen,
veed vel enhver; men hvorledes den medfødte Fordervelse
med Tiden skulde dæmpes vil de fleeste intet vide noget af,
og Forældrene ere gemeenlig den største Aarsag til deres
Børns Vildfarelser og falske Begreber om Dyd, Sæ¬
delighed og med et Ord, om Menneskelighed, eller de J¬
dretter, som ziirer og pryder et Kreatur, der er begavet
med en fornuftig Siel. - Den i vor Tid Galante
Børne=Opdragelse er vist nok den største Aarsag til den i vor
Tid begaaende største Daarligheder. - Jeg maatte ved
en vis Leylighed forleden komme i et Huus, og jeg tilstaaer
at, hvis jeg kunde have seet forud, hvad Daarlighed her
vilde have mødt mig, og som jeg her maatte være et seen¬
vidne til, havde jeg gandske undslaaet mig fra denne Vi¬
site. Jeg blev af Manden modtaget med den største Artig¬
hed. Da vi havde sidet liddet, begyndte han strax at ta¬
le om sine kiere Børn og de mange udgivter, han aarlig
havde for at see dem forsynede med en god Opdragelse, som
han holdt for det beste Arve=Gods. Jeg gav ham ret, men
sagde tillige, at, da man her i Staden havde Overflødig¬
hed paa Studentere, der gierne paatage sig Jnformatiøn,
kunde vel de Udgifter ikke være saa betydelige, som han
maatte anvende paa sine Børns Underviisning i Dyd og
Gudsfrygt; han smiilede herved og sagde, at dette var i
hans Tanker det ringeste, og noget der snart kunde læres;
Vores Universitet, sagde han videre, eier ikke saadanne Stu¬
dentere, der ere i stand til at give Børn et artig og ret
galant Væsen, vil man derfore have et galant Væsen paa
sine Børn, maae man søge Jnformatorer fra fremmede
Stæder, han holdt vel en Dansk Student, sagde han,
men hans Embede var allene 2 Timer om Ugen at lære
Børnene deres Christendom, en Sag, der vel kunde finde
sig med Tiden, hvorfor han ikke heller hastede saa meget
dermed, og det var ham ligemeget, enten hans Børn lær¬
te noget af det Slags eller ikke, thi hvad de ey kunde læ¬
re i dag, kunde de lære i Morgen; der vare vigtigere Ting
som udfordrede meere Tid, mere Flid og fleere Bekostnin¬
ger; hvorpaa han bad mig, om jeg ikke vilde giøre ham
den Fornøyelse at see, hvor artige hans Børn allerede hav¬
de lært at opføre sig, og hvorvel de efter deres Alder for¬
stode at leve; han kaldte derpaa sin ældste Søn, der gik
frem paa Gulvet stundom med afpassede Skridt og stundom
i en hoppende Gang. Faderen begegnede Sønnen med en
Votre tres humble, og Sønnen besvarede Faderen i sam¬
me Tone; derpaa tog denne 15 Aars Dreng sin Daase op
af Lommen og med et par Franske Ord udbad sig Tilladel¬
se at præsentere mig en Priis=Tobak. Jeg betakkede mig
det beste jeg kunde, og sagde, jeg ey endnu var kommet
saavidt at kunde bruge Snus. Hvorpaa Drengen slog
en Skogger=Latter op, og satte Næsen i Væjret med en
temmelig spodsk Mine. Man begyndte derpaa at tale om
adskilligt af Aviserne, som han meget mønstrede; han rai¬
sonnerede stærk om de Polske Sager; om Paoli og Paven;
men, desværre, det var altsammen Barnesnak, som rø¬
bede en forvildet Hierne, og slette Begreber. Faderen
saae til mig, og ventede et par Ord til hans Berømmelse;
men da jeg anseer Hyklerie med andre Øyne, end de flee¬
ste, taugde jeg stille og røgede min Pibe; dog spurgte jeg,
hvad man havdel i Sinde at lade Barnet lære, hvormed
det i Tiden kunde tiene Landet? og til min største Forun¬
dring fik dette Svar: Naar min Søn har vel lært at
leve, kan han tiene til hvad han skal. - Man
lod derefter indkalde Datteren, en Pige paa 13 Aar, der
efter sin Maade var lige saa exerceret som Sønnen; Hun
begegnede mig med en gandske nye Fransk Compliment, og
satte sit Legeme i den behørrige Modens Positur. Jeg kunde
endnu see Spor paa hendes Hals af det Baand, hun havde
baaret for at blive ligesaa stivnakket som haardnakket. Fade¬
ren befoel derpa a Sønnen at give Søsteren en Dands, hvilket
og skeete; derefter slog Jomfruen en forliebt Arie paa sit Cla¬
veer, og derefter sang den samme. Jmidlertid kom Søn¬
nens Figte=Mester og Sønnen gik hoppende og springende
bort. De skulle ud at spadsere. Jeg haabede nu denne
Comoedie havde Ende; men paa det første Optrin fulgte
strax det andet: Her indfandt sig strax en ung Herre en Be¬
kiendter af Huuset, som nyelig var kommet tilbage fra
Frankerige, og giorde nu sit Fæderneland den Ære at
glæde det med sin Tilbagekomst. Med en slingrende Le¬
gems Bevægelse og halv fuldførte Coupeer med Fødderne
kastede han sig gandske skiødesløs i en Lehne=Stoel med Be¬
nene korsviis over hinanden, og tog sin Tobaks Daase frem
hvilken han først med et gandske dybsindigt Aasyn nogle
Gange lod dandse omkring paa Fingrene, herefter slog
