1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 25
Præste=Enken.
Om de Sundes sure Ansigt imod Døden.
D¬
et Menneskelige Kiøns Forløser holdt kort for hans
Endeligt en Samtale med hans Venner, om hans
forestaaende Død. Vi ville ikke her see paa Hen
sigterne af denne Samtale. Vi ville meget mere ansee ham
som vor Mester, og lære af ham et Mønster for vore Tan¬
ker imod vor Død. Han var et Menneske, og en Ven a
sit Liv. J hans beste Aar og ved fuldkommen Sundhed,
saae han med al Vished, at han om nogle Dage skulde døe
at han skulde døe under hans Forfølgeres Hænder, under
Forhaanelser og Lidelser, og med Vold og Magt nagles til
et Kors. Forskrekkes han og flyer for hans Fiender? Ney,
han er endogsaa her den Fuldkømne, og hans Lyst til Livet
er en ordentlig Lyst. Han taler med roligt Gemyt og sta¬
dige Ord, om hans nær forestaaende Døds=Time. Han
veed, at han døer under en Guds Øyne, som elsker ham
og hans Venner. Det Velbehag til Livet, som ligger i
hans Hierte, opofrer han for hans Døds Fordeele. Uqvæ¬
let og haabende seer han, igiennem alle Rader af hans Døds
Ubehageligheder, til hans Opstandelses glædefulde Time.
Følger vi Christne ogsaa disse vor Mesteres Fodspor?
Ney. Maaskee Jris, som ikke kiender andet, end
hendes Søvn og Natbord, intet undtagen tomme Timer,
Besøgelser og Spil, intet undtagen Munterhed og Sund¬
hed, maaskee denne Jris om en Maaneds Tid pludselig
bliver bortrykket fra hendes fortumlende Glæde, og lagt
paa den stille og forladte Sygeseng; maaskee hun skal da
tilbringe Nætterne i Hede og uden Søvn, og Dagene i
Pine og Fortredelighed. Maaskee hun døer, maaskee hun
ligger om fem Uger meget prægtig pyntet, men med et af
sielet Legeme i Liigkisten. Nu bliver hun da gandske fra
skilt fra alle Levende. Kisten bliver tilslaget, og nedsat i
den ensomme Grav, hvor der ikke findes nogen Tilbeder,
noget Skuespil eller nogen Kræmmer. Og Sielen er i en
ukiendt Dommers Hænder, i Egne, som hun ikke har be¬
tænkt, og ikke troet.
Maaskee læser Jris denne hendes tilkommende Histo¬
rie. Hun læser med et suurt Ansigt, og slænger dette bittre
Blad bort igien. Men selvsamme mørke Ansigt; ter og
Priscilla op i hendes halvftersindstyvende Aar, Priscilla, som
skielver for hver Natugles Tuden, som ved Liigklokkernes
Lyd kryber i Skiul, som bliver gandske nedslagen saasnart
hun seer en Liigkiste. O Død, hvor bitter er du at tænke
paa for et Menneske, som har gode Dage, og har nok, som
lever uden Bekymring, og som det gaaer vel i alle Ting, og
som endnu kan got spise.
De Sundes sure Ansigter imod Døden flyder ikke al¬
tid af en og samme Kilde. Nogle overgiver sig saavidt til
Verden, at de kiender intet uden Verden, og kan ikke for¬
nøyes ved nogen Ting, uden ved deres kiere Verden. De¬
res Dage ere en Kiede af afvexlende Glæde. Penge og
Midlers Sammenskrabelse er deres eneste Bestræbelse, de¬
res Gud, deres Fornøyelse. Stolte over sig selv, kiender
de intet, uden sig selv og hvem som giør Ære af dem. Det
altsammen er deres bestandige Arbeyde om Dagen, og der¬
om drømmer de om Natten. Alt dette er blevet saaledes
til en Vane hos dem, at dersom de taber den Fornøyelse
en Time, saa er det hele Dages Qvale for dem. Hvor
meget meere maae det da forrykke deres Ansigts Lineamen¬
ter, naar de tænker paa den Time, som for ævig giør Ende
paa alle deres sædvanlige Forlystelser. Og hvor ret galde¬
bitter maae denne Erindring da blive dem, naar en Straale
af den sielden tiende Religion farer derhos igiennem deres
Hierte, og opvekker og overbeviser dem om, at de endnu
ere uskikkede for Evigheden.
Andre kan, formedelst deres Forretningers Mængde,
ikke komme saa vidt, at de kan tænke paa deres Død,
som dog alligevel ikke er dem ligegyldig, og, som de me¬
get vel veed, er af alt for vigtige Følger for dem. Og
Kierlighed til Livet giør, at de gierne opsetter dette Arbey
de, ligesom andre ubehagelige Forretninger. Det bliver
fremmed og ubehageligt for dem.
Andre bliver blege ved Døds=Tanker, fordi deres Øyne
allene bliver staaende ved deres Sygeseng, allene ved deres
Grav, allene ved Orm og Aske, og seer ikke hen over Gra¬
ven. De tænker ikke paa den Sandhed, som Gud engang
skal sige: Kommer igien J Menneskens Børn.
Andre seer suurt imod Døden, fordi de kiender faa
Religions Sandheder, og endnu af færre har den nødven¬
dige Overbeviisning. Krito troer ikke, at han hidindtil
har levet under en viis, mægtig og god Guds Øyne. Der¬
for skielver han, naar han betænker, at han kan døe i hans
beste Aar, midt i hans store ufuldendte Udkast, og efterlade
Hustrue og kiere Børn uden Midler. Thraso har flagren¬
de Begreb om hans Siel og Evigheden. Han troer, uden
at kunde bevise det, ingen Opstandelse eller Dom. Han
veed ikke, enten det vil gaae ham vel eller ilde efter hans
Død; og just denne Uvished piner ham, naar han seer paa
hans Død, som skal udvikle alt dette.
Vi, som vist skulle døe, som ikke kan ret vel undgaae
Dødens Erindringer og Tanker, vi Christne! vi ville stride
og arbeyde imod de Aarsager, som giør vor Død bitter.
Vi ville være, hvad vi ere, Pillegrime og ingen ævige
Beboere paa Jorden. Vi ville ikke vænne os til dette Her¬
berge, hvor vi ikkun tilbringer nogle Timers Tid. Vi ville
