beundre og bruge de udpyntede Værelser, de velordnede
Taffeler, de sunde Drikke, de bløde Senge, de behagelige
Haver, alle Beqvemmeligheder, Rigdomme og Ære, som
vi forefinder i dette Reysehuus; men alt dette, alt dette
ville vi ikke betragte som vor Eiendom, men som Herber¬
gets Herres Gods. Hvorfor ville vi da knurre ved vor Rey¬
ses Fortsettelse?
Vi ville tage en og anden Time fra vore Forretnin¬
ger, og sysselsætte os med vor Dødelighed. Vi ville i For¬
veyen betragte os paa vor Sygeseng, i vort sidste Aande¬
dræt, i vore Liigklæder, i vor Liigkiste, midt iblant vores
Paarørendes Graad og Taare, i vore Grave, og i vor For¬
raadnelse. Jo oftere vi igientager disse Tanker, jo mere
skulle de tabe af deres Bitterheder.
Men vi ville ikke blive staaende ved vore Grave og
vor Forraadnelse. Thi denne Tilintetblivelse skulle bedrøve
os alt for meget, som elsker vor Tilværelse. Vi ville be¬
tragte vor Grav i Forbindelse med Evigheden. Vel! da
vedbliver vor Siel, da paafølger vor forraadnede Legemes
Opstandelse.
Vi ville stedse blive fastere i den Lære om hvad der
skal møde os herefter. Vi vide allerede, at vor Siel bli¬
ver, og at vort Legeme skal leve igien; men der skal og
være en Dom; og bered en Himmel for de Christne, og
et Helvede for Jesu Uvenner. Jo meere stadig vi bliver
i denne Lære, jo betydeligere bliver den Lære om Døden for¬
os. Forskrekker det Ord om Døden og Straffen os, saa
staaer os jo Veyen aaben til Jesum. Og jo længer vi
ere komne paa denne Vey, jo mindre bitter og jo meere
glædelig bliver Døden for os.
Vi ville forhøye vores Begreb om en Gud, som
sørger for Mennesker. Vi ville lære at vandre under Guds
Beskyttelse og ligesom i hans Skygge. Vi ville vænne os
til i Ydmyghed at ære Guds Forsyn. Vi ville døe roe¬
ligt uden at see suurt, fordi Gud vil saa have det, om det
endog skal være midt i vore Dage. Vi ville uden Lidelse,
uden Tvivl, med fuld Vished, befale alle Vore, som
vi elsker, til den os bekiendte omhygelige Gud. Han er
Enkers Gud og Faderløses Fader.
Vi ville leve dette Aar, men vi ville og døe dette Aar;
thi Herren skal giøre vel imod os. Nu ville vi haste for
at søge denne Herre, og at giøre ham til vor Ven forme
delst Forsoneren. Leve vi da dette Aar ud, saa er det vel,
rørte og takkende ville vi antage det og love Herren. Men
døer vi dette Aar, saa er det og vel, uden suurseende og
med glade Hierter ville vi døe Herren. Endog efter vor
Død skal han være vor Gud. Det skal gaae vor Siel vel
i hans Hænder. Og han skal opvække vore Legemer igien
efter en Søvn, som slet ikke skal synes at være lang
for os.
Hovmesterinde,
Om Tidens nyttige Anvendelse for unge Døttre, naar
de efter 14 eller 15 Aar har fuldendet deres An¬
viisnings Timer. (See No. 24.)
Vort gandske Liv tilhører vor Skaber og Ophol¬
der. Naar vi alle ville tilbørlig anvende Tiden og have
en lykkelig Fremgang i vore Foretagender, saa maae vi
allerførst tænke paa ham. Unge Døttre skulle derfor.
1) Til Guds Ære og Tieneste, saa og til videre
Opbyggelse i Christendommen, hver Dag opofre og helli¬
ge en vis Tid, og aldrig nogen Tid lade sig af holde der¬
fra, hverken formedelst Verdens Tillokkelser, eller forme¬
delst alt for stor Magelighed, eller formedelst vanartige
Medsystres Omdømme, eller formedelst andre forvandte
Gemytters ønde Exempler i almindelighed, eller formedelst
at være alt for sterkt forpikket paa sine øvrige Forretninger,
eller formedelst noget andet, i hvad det endog maatte
være.
Gives der Leylighed til at udøve den giørlige Chri¬
stendom og Dydens Pligter, saa maae de
2) Begierlig gribe samme, og skattere sig lykke¬
lige, at Forsynet har værdiget dem samme. Maatte man
dog imod Veldædighed imod andre søge den sande Menne¬
skeligheds Værdighed.
Har unge Døttre endnu noget at lære, hvad enten
det bestaaer i fremmede Sprog, i Kunster og Videnskaber,
i Arbeyder &c. som skikker sig for deres Stand og øvrige
Omstændigheder, saa maae sligt
3) Paa det nøyeste oppasses, og næst et reent Hier¬
tes Dannelse fornemmeligen, immer mere og mere at leg¬
ge Vind paa Forstandens Dyrkelse.
4) Skal de til den Ende giøre vel, om de beflitter
sig paa en vedvarende Læsning, og aldrig begynder at læse
i en god Bog, uden at de tilbørlig og utrættelig læser den
ud til Ende; og ingenlunde legger den bort, uden at en an¬
den strax indtager dens Sted igien til Giennemlæsning. Li¬
gesom de og selv skaffer sig selv en stor Commoditet for den
tilkommende Tid, om de forfærdiger sig korte og ordentli¬
ge Forteignelser eller Registere over det Gode, som de har
læst.
5) Maae de derhos ikke forsømmer de Arbeider, som
egentlig og allene henhører for deres Kiøn, og hvormed de
kan blive nyttige for deres Familie. Jo før en ung Dat¬
ter paa saadan Maade er i Stand til at giøre en virkelig
Tieneste, desto skatteerligere bliver hun for hendes Foræl¬
dre og Paarørende; og tillige ved hendes Exempel opmun¬
trer andre.
6) Maae de antage sig Huusvæsenet med, underti¬
den vel ogsaa alvorlig drive og forstaae det, og søge at er¬
hverve sig immer mere og mere Kundskab og Jndsigt om
det, som henhører til Huusvæsenet saavelsom og efter Om¬
stændighedernes Beskaffenhed om det, der henhører til Land¬
huusholdningen. Endelig
