1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 26
Hovmesterinden.
Om unge Døttres Tidsfordriv og sammes for¬
skiellige Arter. (See No. 25.)
L¬
er er meget til, som tiener til Tidsfordriv. Jeg vil
anføre de fornemste Slags deraf. Disse ere
1) Søvnen. En maadelig Søvn er nødvendig for
unge Døttre, og den giør Mennesket overmaade sundt, mun¬
tert og beqvemt til Arbeyde. Men umaadelig Søvn er en
ret Fiende af det menneskelige Liv. Mangen Person mister
derved, naar man vil regne efter, Halvparten af sine Aar,
og nogle maaskee endnu flere. De Personer, som ere alt for
meget hengivne til Søvn, pleyer endog om Dagen at være
dorske og uvillige til deres Forretninger. Et ungt Fruen¬
timmer, som ikke bør fattes Munterhed, har altsaa meget
at vogte sig derfor, og maae herudi uvægerlig følge hendes
Forældres eller Foresattes Forskrift. At Søvnen giør no¬
get til Skiønhed, er kun sandt for saavidt, som det bliver
forstaaet om en maadelig Søvn.
Har en alt for lang Søvn sin Oprindelse deraf, at
man om Aftenen forhen har gjort sig for længe lystig, saa
skulde i saadan Fald ogsaa den alt for lange Natte=Vaagen
regnes med iblant Tidsfordrivene.
2) Pyntning. Alting har sin Tid; Paaklædnin¬
gen, pynte Hovedet, og hvad der videre henhører til det
Udvortes, maae ikke forsømmes. Allermindst vilde saadant
skikke sig for et ungt Fruentimmer af Stand. Men man
skal ey anvende mere Tid derpaa, end som net op udfordres
dertil. Den alt for megen Pyntning tilkiendegiver desuden
ikkun et forfængeligt Gemyt, og giør latterlig.
3) Udstaffering. Det er roesværdigt, naar et ungt
Fruentimmer kan, tillige med andre nødvendigere Ting, og
saa ellers selv forfærdige alt det, som hun selv behøver af
fiint udsyet eller broderet Arbeyde. Ja med rette skulde
enhver have lært saa meget, at hun ingen Udstaffering bar,
som jo var hendes egne Hænders Arbeyde. Men naar en
Dag efter den anden gaaer bort derover, og det bliver intet
bedre forrettet, saa kan jeg i det mindste ikke kalde sligt
nogen god Anvendelse af Tiden, ikke heller bifalde dem,
som roser deres Børn eller sig selv af en besynderlig Flit¬
tighed, saa længe al deres Flittighed ikke gaaer ud paa an¬
det, end et Par Engageanter, Halsstrimler eller Kraver &c.
4) Alt for ofte Selskaber. Maadelige Selskaber
maae være, og jeg har selv forhen regnet dem med blant
Tidens nyttige Anvendelse. Men da man ogsaa kan giøre
for meget af det Gode, saa skulde bestandige Selskaber ad¬
sprede et ungt Gemyt alt for meget; og dersom Selskabet
ellers ikke var vel udsøgt, saa kunde endog foraarsages fore¬
dervede Sæder deraf.
5) Alt for meget Snak og Sluddren. Tungen
løber gemeenlig meget sterkt paa unge Børn. Man maae
heller ikke forbyde dem at tale, saafremt det kan tiene dem
til mere Underretning; thi endog det Feylagtige selv, som
de derved begaaer, kan anvendes til deres Nytte, naar man
ved Leylighed flittig corrigerer dem derfor. Men en be¬
standig Sladdren hindrer saavel dem som andre, at Tan¬
kerne ikke kan være henvendte paa noget nyttigt, og skader
mange Forretninger, i sær da meget derover pleyer at for¬
glemmes.
6) Kortspil. Et eller i det høyeste to Slags Spil
kan Børn vel tillades at spille; (Ville de siden, naar de
begynder deres egen Huusholdning og Familie, lære flere,
det maae de da selv overlegge.) Men den megen Spillen,
og den Ambition, at de forstaaer sig got paa alle Slags
Spil henhører slet ikke for dem. Og denne Sygdom
kan ikke betimelig nok blive forebygget.
7) Romaners Læsning. Jeg vil hertil regne alle
slette og liderlige Bøger, med hvad Navn de endog næv¬
nes maae. Men Romaner ere i Særdeleshed saadanne
Chartequer, som forderver og forvilder unge Børns For¬
stand, og giør dem tilnidst narriske.
Til forestaaende forskiellige Arter af Tidefordriv kan
endnu henregnes nogle andre, som vel i noget synes forskiel¬
lige derfra, men løber dog tilsidst ud paa det samme; og
disse ere:
1) Skiødeeldehed og Fortredelighed ved Arbey¬
det, da man endelig endda vel giør en Gierning, men med
saa liden Application, saa uvilligt og saa slet, at det var
langt bedre, om man aldeles ikke havde giort den, efterdi
dermed bliver udrettet ligesaa meget som intet, og følgelig
bliver Tiden saa got som spildt.
2) Overilelse. Heraf kommer ligeledes heller intet
andet end Fordervelse, og at fordervede Sager, som enten
duer slet intet, eller dog ikke meget, maae undertiden be¬
gyndes forpaa at giøres om i ien. Paa saadan Maade
er den først anvendte Tid og Umag atter spildt, og ikke
at agte for noget.
3) Ubestandighed. Denne findes gemeenlig hos
Børn, i sær naar de har en vis Munterhed og Levenhed.
De vil foretage alt, hvad der befalder dem, og bestride
alting; de begynder noget nyt, men hopper immer fra det
ene til det andet, efterdi de alt for snart bliver kiede af det
gamle, derover kan altsaa aldrig noget ret blive gjort. Det
halve Arbeyde bliver borte, og er undertiden tilsidst slet ikke
mere at finde. Unge Døttre maae i Særdeleshed meget
vøgte sig for denne Feyl. Og det samme Øyeblik, da et
