Guldgalon, som blev renset med Viin=Spiritus, miste¬
de med Urenheden det meste af sin Guldfarve, og saa næ¬
sten ud som en Sølv=Galon.
Omendskiønt intet Metal i sig selv kommer den smuk¬
ke Farve nær, som glindser i Guldet, saa kan dog det
ægte Guldgule formedelst visse andre Metallers Forbindel¬
ser, i sær Kobbers Sammenblanding med Zink, efterkunst¬
les i temmelig Liighed. Men i hvor meget og saadanne
Sammensætninger ligner Guldet i henseende til Farven,
saa bliver de dog meget forskiellige fra samme i henseende
til Varigheden; og i henseende til andre Guldets Egenska¬
ber er Forskiellen endnu langt synligere, og altsaa lettere
at opdage.
Samleren.
Jødernes tilladte og forbudne Spiisning af
Creature.
Af Fuglevildt maa Jøderne spise Gies, Ænder, Høns,
Duer, Vagteler og Spurre, naar de ere slagtede uden
Feil; men andet Fuglevildt ikke, fordi alle andre Fugle
træder først med Fødderne paa deres Føde, førend de æder
den. Paa de Fuale, som de maae spise, maae ikke været
brekket nogen Fod eller Vinge, ligesom de ikke heller maae
have nogen anden Mangel, og Hiertet Lunge og Lever,
samt alt Blodet maae tages ud af dem; thi Jøderne maae
slet intet Blod spise, hvilket gaaer saavidt, at naar de
slaaer et Æg i Stykker og finder en rød Aare derudi, eller
noget som en Blods Draabe, saa maae de kaste Ægget
bort, og tør ikke spise det. Just derfor tør de heller ikke
spise nogen Lever, uden den er vel faltet, og stegt paa en
Rist ved Gløder. De tør ikke heller koge noget Hierte,
om det end er af de mindste Fugle, førend det er vel udva¬
sket og saltet, paa det at Blodet kan trekke ud; siden maae
de koge og spise det. Af de vilde Dyr tør Jøderne ikke
spise andet end Hiorte og Raadyr, og for resten intet
Slags Vildt, og forbemeldte maae endda ikke være skudt
eller have nogen Mangel paa sig, men det maae være fan¬
get uden Skade, og ved dets Slagtning iagttagges sam¬
me Ceremonie som ved Fuglevildtet. Af Hørnqvæg og an¬
det maae de spise Oxe, Kiør, Faar, Geder, Bukke og
Kalve, men intet Svinekiød, hvortil Aarsagen er, fordi
Svinene ikke tygger Drøv, omendskiønt de har adskilte
Kløver, og fordi Svinene ogsaa først træder paa det med
Fødderne, som de æder, og siden river det af med Mun¬
den hvorover Jøderne ere bange for, at disse Creature
kunde have nogen Rift i Strubben eller Svælget; thi end¬
ogsaa de Dyr, som ikke ere urene for dem bliver det dog,
naar det befindes, at de har faaet saadan Skade enten før eller
under Slagtningen. Der skal findes i Talmud, at naar Mes¬
sigs kommer saa tør Jøderne ogsaa spise Svinekiød, thi da
skal Loven blive ophævet, og de faae Friehed at torde spise alt
det, som nu er de Christne tilladt, men førend det skeer
maae de ikke. Det Hørnqvæg, som de tør spise, maae for
det første være ret slagtet, med ald den Ceremonie som derved
udfordres; men førend de slagter det, maae først alle fire
Benene bindes tilsammen, hvortil Aarsagen er, først for¬
die Qvæget ikke med=Fødderne skal støde imod Veggen, og
Struben og Svælget ikke blive afrevet, dernæst, fordi Jø¬
derne nu omstunder ikke har nogen mere Ofring, saa agter
de Qvæget hvilket de flagter, ligesom et Offer, formedelst
den derover læste Velsignelse. Bagfierdingerne æder de
ikke af Qvæget, formedelst at Jacobs Hofte blev forrakt
i Striden med Engelen; men af Fugle æder de Bagdeelen,
naar de ere ret slagtede. J henseende til Fisk efterlever
de endnu den af Mose foreskrevne Lov 3 Mos. B. 11, 9.
5 Mof. B. 14, 9. 10.
Fætteren.
Om sin Kilde=Reyse.
M an vilde høylig beskylde mig for Efterladenhed, om
jeg, som en ung og munter Person ikke og havde været ved
Kilden, den Kilde, som har lige saa mange Giester i Dyre¬
haven St. Hans Aften, som Verterne i Kiøbenhavn har
Giester Fastelavns Mandag. Nu - at giøre sig til gode
to Gange om Aaret, det er vel ikke formeget? og hvem kan
vel fortryde paa, at man drikker Vand? Vandet i Kirsten
Piils Kilde veed dog enhver har en besynderlig Kraft.
Det kan giøre de Retgaaende svinglende; de Travende ra¬
vende; de Karske syge; de Seende blinde; de Aarvaagne
døsige; de Koldsindige hidsige; de Fredelige ufredsomme;
de Veltalende stumme; den Taugse syngende; de Ødsele
sparsomme; og de Sparsomme ødsele. de Mætte hung¬
rige; de Kolde tørstige; Philosopher til Petit=Maitres;
Lucretier til Laes; kort sagt: Dette Kilde=Vand kan gandske
omskabe sine Kilde=Giester. Jeg havde tilforn, ligesom mange
andre, været saa vantroe, at jeg ey vilde troe, der var saadan
Kraft ved Kilde=Vandet denne Aften, frem for paa andre Ti¬
der, men jeg har nu faaet Troen i Hænderne. Man vil nok
sige, at denne Virkning er ikke til det Bedre. Ja, Ja!
Saa er der dog en Virkning ved dette Kilde=Vand denne
Aften; thi man kan vel neppe tilskrive noget andet denne
besynderlige Virkning, saasom alle synes kun at have denne
bevægende Aarsag: Lad os reyse til Kilden; og dette
kan jo ikke være for andet, end at drikke Kilde=Vand? J
denne Henseende reyste jeg til Kilden. Jeg tog en Bonde¬
Phaeton med 3 blaa Hynder, og paa samme foer afsted,
Bonden var allerede halv rusende; thi, sagde han, det er
jo St. Hans Aften, hvem vilde ikke da giøre sig til gode?
Da Bonden saaledes selv var snurrende, snurrede vi og for¬
hi en Hoben Kiørende, Ridende og Gaaende paa Veyen.
Ved Wibens Huus skulde min Kusk tænde sin Pibe; ved
Lunde=Huuset skulde han have et Glas Øll; i Jentofte¬
Kroe et Glas Brændeviin, og i Jægersborg Kroe Brød
for en Skilling. Vi kiørte altsaa intet Bedested førbi for
