Denne kiærlige Ægtemand har ret artig benyttet
sig af den Omstændighed, at hun var født paa den Dag,
som Vaaren indtræder, og anbragt den til hans Ægte¬
fælles Berømmelse. J hans Ægteskabs siette Aar besang
han saaledes hendes Fødsels=Dag:
De unge Blomsters Pragt er stor,
Stoer- Naar de staaer i fulde Flor.
Ja, Flora prægtig er at see.
Dog, Doris er langt skiønnere.
Den Blomster Pragt, den Balsom=Lugt
Er Øyets Lyst, og lugter smukt.
Dog, Doris taler, kysser, leer.
Af Blomsterne ey saadan skeer.
Naturen prægtig er i Vaar.
Moed Frugt om Sommeren vi faaer.
Skiøn Høsten er og Drue-Saft,
Som giver Glædes=Festen Kraft.
Dog, Doris giør mig større Lyst,
Med Hendes Barn ved Hendes Bryst,
Det spillende paa Skiødet leer,
Og glad ved Livets Morgen seer.
Ey Vaarets Pragt, ey Sommeren
Saa glæder mig, som denne Ven.
Bort med den allerbeste Viin!
Mig Doris glæder; hun er min.
Thi hendes Sorg for mig, og Kys
Den kielne Omgang, og - men, tys!
Den fromme Siel i hendes Bryst,
Gir mig fuldkommen Leve=Lyst.
Velsignet være Dagen! da
Min Doris mig gav Troeskabs Ja!
Mig Glæde nok, naar Du er min.
Jeg, jeg vil evig være din.
De Kys og de Favnetag hvormed hun belønner disse
smaa Sange, hvordan hun for dem hænger ham om Hal¬
sen, hvor meget født hun derfor siger ham, det kan ikke be¬
skrives; det maa sees og føles. Det giver et Malerie paa
Ægte=Kierlighed, som man sielden seer i prægtige Stæder,
og i den saa kaldte fine Verden.
Eftermiddagen og Vinter=Aftenen ere i sær bestemte
til Læsning og Børnenes Underviisning. Om Somme¬
ren gaae de med hverandre og spadsere igiennem Sognets yn¬
dige Dale; de gaae Haand i Haand; hun leder sin Søn
og han sin Datter. Sielden gaae de ud uden deres Børn.
De have saaledes pant dem til deres Selskab, at disse kiere
Børn ikke ete ret fornøyede uden i Forældrenes Selskab.
Det er dem en Belønning at gaae ud med dem og en Straf
at blive hiemme.
Denne ærlige Mands Uegennyttighed er usædvanlig
stor: En Ven fra hans første Aar, som havde ved Han¬
delen giort sin Lykke i Verden, besøgte ham for nogen Tid.
Efter hans hiemkomst oversendte han ham en Foræring af
5 hundrede Daler. Men, min ærlige Ven sendte ham
Pengene tilbage og skrev tillige; jeg kan ikke bruge dis¬
se Penge her; i følge mine Regninger har jeg med min
Kone fra det sidste Aar 60 Daler tilovers; heraf seer
de at jeg har allerede mere end jeg kan nytte. J San¬
hed De kan meget bedre anvende disse Penge, naar
De uddeele dem iblandt de Fattige i deres Bye end at
give dem til en Mand, som ikke kan bruge dem.
Man vil endnu bedre kiende hans Ægtefælles Hier¬
te af følgende Brev, som hun kort før hendes første Bar¬
selseng skrev til en Veninde i Staden. Her er det:
Min Elskværdigste!
Hvor angenem ere mig de søde ensomme Timer, i
hvilke jeg underholder mig med dem! mit heele Hierte læt¬
tes, naar jeg har skrevet dem til; og nu tykkes mig jeg har
mere at sige dem end nogensinde. Maaskee, min Constan¬
se, undres hun, at jeg udtrykker mig lidt meere tungsindig
end som ellers. Men hør mig kun.
Jeg nærmer mig til en meget alvorlig Time. Jeg er
maaskee inden faa Uger en Moder. Dette Optrin
giør mig i mange henseender ret alvorlig. Maaeskee jeg
med dette Øyeblik nærmer mig til min Døds Time. Og
hvad har jeg ikke endnu at giøre for at drage mit Hierte
gandske fra en Gienstand i Verden, som er mig heele
Verden; det bliver mig ligesaa tungt som det er andre,
der maae rive sig løs fra heele Verden og fra Tusinde Ting,
som de Elske. Hvor meget behøver jeg at væbne mig med
Mod og Haab! først at begynde derpaa, naar Legemet
lider, er for sildig. Med min Mand tør jeg ikke tale om
dette Øyeblik, hans kierlighed er for stor. Og dog maae
mit Hierte udøse sig for nogen. For hvem anden da end
for dem, min Siels Veninde. Tael med mig om den
Almægtiges Naade ved vore svage Hierter og ufuldkommen
Bestræbelse at behage ham, om den klare Udsigt i en ævig
Tilkomst. understøttet allene paa en forbarmende Guds
Kierlighed. De vil kunde vise mig alt dette i et nyt Lys,
og Stadfæste mine Tanker. Tael mødigen med mig om
hin Time, hvor alt jordiskt ophører, og hvor man ikke
mere føler den heele Verden.
Men en endnu en anden Aarsag giør mig alvorlig
imod det tilkommende, fordi jeg, hvis Gud frister mig
Livet, maae paatage mig nye Pligter. Det er lidet at hiel¬
pe til at sette en Skabning i Verden, imod det, at opdra¬
ge et Menneske til Ævigheden. Mit Hierte bæver, naar
jeg tænker derpaa. Hvor nødvendig bliver det nu daglig
meere at arbeyde paa mine egne Svagheders Forbedring;
at jeg ikke dermed fordærver det spæde Hierte, hvor alvor¬
lig maae jeg stræbe at bibringe dette lille Creatur, med
hvilket Herren vil glæde mig, Begreb om sin Skaber, om
hans forpligtelser imod ham, det er, om heele Religionen
hvormeget ivrigere maa jeg vilde giøre det, end min Mo¬
der giorte det mod mig, siden disse Vantroens og Vellystens
Tider giøre det saare nødvendig, at et hvert ungt Men¬
niske ret fæstes i sit Haab! jeg skal søge at giøre enhver
Underviisning levende hos ham; det Haab, som Troen
