giver ham, skal rive ham løs fra Verden, ved hvilke hans
Sandser hefte ham, og dette Liv maae altid fremstilles
ham som en Prøvelses Tid, og Ævigheden som hans Fæ¬
derland. Hvor vil jeg kunde indgyde ham Kierlighed nok
til hans Med=Mennesker, Ydmyhed og Venlighed, og be¬
vare hans Hierte mod all Haarhed og Uempfindtlighed! det
vil i fremtiden blive mine Pligter. Gud! da maae under¬
støtte mig, og give mig en Venindes Raad til Bistand.
Min Veninde! jeg har endnu meere at sige hende.
Siig ikke at jeg er alt for alvorlig; man maae fatte sig
mod alle Tilfælde.
Endnu befinder jeg mig gandske vel paa nogle Besvær¬
ligheder nær, som ikke kan være anderledes; men jeg veed
ikke, hvad der vil skee. Er dette det sidste Brev, som jeg
skriver dem, saa maa jeg endnu takke dem for et hvert Be¬
vis paa deres Kierlighed, og velsigne deres Venne=Hierte
Tak være hende min føsterlige Veninde! Sees vi ikke her
igien, saa vil det skee hos Gud. Hvor fuldkommen vil
vores Venskab der blive.
Min Mands Ømhed for mig tillader mig ikke at ta¬
le med ham om Skilsmisse. Mit Huerte er ei heller løs
fra ham; jeg ønsker endnu idelig at leve længere med ham.
Men skulde det være anderledes besluttet, saa forsøm ikke
min Dyrebareste, at staae ham bie med deres gode Trøst.
Hans Siel vil opbyde alt det Mod, de besidder; De maae
hielpe at han ikke synker. Jeg vil underkaste mig med fuld
hengivenhed. Men i denne og i hin Verden er jeg
Deres Veninde
Af dette lyksalige Pars Exempel har jeg med mine
Øyne erkiendt, at man til at være lykkelig ikke behøver
Rigdom, Titler, eller prægtige Forsamlinger, men at vo¬
res sande Lyksalighed udspringer af vores eget Hierte.
Hovmesterinden.
Om Forskiel paa Forretninger i henseende til den Tid
som derpaa anvendes. (See No. 26.
Vore Forretninger ere enten førnødne, eller: nyt¬
tige, eller blot fornøyelige. Nogle deraf ere ilende,
med andre har det Tid. Nogle ere lette, andre
ere tunge. Nogle kan strax begyndes paa, andre behøver
en vis Forberedelse. Nogle varer ikke længe, andre kom¬
mer ikke saasnart til Ende. Nogle maae giøres i et vek,
andre kan foretages afvexlende. Rogle taaler slet ikke,
at man forretter dem tilligemed og hos andre Ting, andre
lader sig føyelig forbinde med fleere. Paa alle disse særde¬
les Beskaffenheder maae man have et tilbørligt Øye, der¬
som der skal med Tiden blive holdt ret Huus. Jeg vil
nærmere forklare det og oplyse det med nogle Exempler.
Fornødne og i sær høystfornødne Arbeyder gaaer or¬
dentlig viis for de nyttige. Det er altsaa, for Exempel:
tel nyttig at øve sig i Teigning; men naar en ung Person
adnu ikke var fuldkommen færdig i Skrivning og Reig¬
ning, saa maatte man tænke mere herpaa, end paa det
andet.
Fornøyelige og behagelige Arbeyder ville alligevel
gierne trænge sig frem for de nødvendige og nyttige, og i de
endnu unge Aar holder det undertiden temmelig haardt, at lade
sig herudi tvinge eller sige. Jo moednere imidlertid Forstan¬
den bliver, jo mere pleyer man herudi at forandre sin Tilbøye¬
lighed. Man har vel ogsaa Aarsag dertil; thi dersom
man vilde allene, eller mere end man burde, blot opholde
sig ved det Angeneme, saa skulde det siden blive desto be¬
sværligere, at fornægte denne Tilbøyelighed, naar man
fandt sig tvungen til at foretage andre Arbeyder, og som
hidindtil havde været modbydelige. En ung Person, som
Pyntning og Udstaffering ligger paa Hierte frem for andet
vil ikke gierne bekymre sig om huuslige Forretninger.
Hvad som er ilende og Hastverk, maae efter dets Na¬
tur foretages uden Ophold, og derover maa alt andet
blive liggende. Men man maae ikke tage feyl og udgive
noget for Hastværk, som ikke er ilende, ey heller holde no¬
get for at være Hastværk hverken paa en forsetlig Maade
eller af Bie=Aarsager eller Hensigter.
Ting og Forretninger, med hvilke det har Tid, maa
man, naar man opsetter dem, dog alligevel beholde saale¬
des i Hukommelsen, at de ikke aldeles bliver forglemte derover.
Med lette Sager er det billigt altid at begynde først
og siden først at skride til de tungere. De, som hos
Børn først foretager det Tunge, og derhos anfører, at
Børnene siden vidste det lette af sig selv, ere paa en uret
Vey. Men unge Døttre maae ikke stedse lade det blive ved det
lette, men saasnart deres Beqvemhed tilsteder det, maae
de give sig i Færd med tunge Sager; efterdi Tiden dog
ikke skulde kunde blive saa got anvendt i første Fald, som
den kan blive anvendt.
Hvad som strax lader sig giøre, det maae man aldrig
opsette. Man maae aldrig betænke sig alt forlænge, om
man vil foretage noget. Man skal føre sig det nærværen¬
de Øyeblik til Nytte. Bliver en Sag først opsat, saa
kan siden undertiden forefalde saadanne u-undgaaelige For¬
hindringer, saa at derover bliver slet intet deraf.
Behøver en Sag en vis Forberedelse, saa kan man
besørges eller lade samme besørge uden om, imidlertiid man
endnu har med en anden Sag at bestille. Thi ville man
begynde for sildig dermed, saa skulle man paa den Tid, da
man har forehavt at begynde Sagen selv, imod Villie bli¬
ve opholdt, og der gik altsaa nogen Tid til Spilde, ifald
man just ellers ikke endnu af en Hændelse fandt noget at
giøre, hvormed dette Hull kunde blive stoppet.
Til Forretninger, som ikke varer længe, maae man
just ingen ordentlig Tid fastsatte, men, da der dog gemen¬
lig findes visse smaae Øyeblikke, som saa at sige gaaer til
Bi=Spilde, saa kan samme foretages i dem. Der gives
Fyer=Aftens Arbeyder og i samme Tid kan Sætter og Huer
opstikkes.
Forretninger, som ere af nogen Varighed, f. E. om
man havde en nye betydelig Forraad af Linnet at giøre
