1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 29
Hovmesterinden.
Hvorledes unge Bøttre kan komme til at anvende
Tiden ret. (See No. 28.
M¬
ennesket maae stedse venne sig til Eftertanke, og
hans egen Eftertanke vil meest hielpe ham fort.
Hvo som vil bie saa længe, indtil alting bliver
først sagt og fortalt ham, den vil til sin egen Skade meget
staae tilbage. Unge Døttre, i sær saadanne, som ere al¬
lerede voxne noget til, har alt i ovenmeldte Hensigt:
1) Selv først at eftertænke, hvorledes Tiden kan
best anvendes? Kan de endnu ikke udfinde dette, saa maae
de af egen frie Drivt
2) Spørge erfarne og velmenende Personer i Særde¬
leshed deres Forældre derom, og gierne og villig følge det
gode Raad.
3) Maae de give Agt paa andre Personers Exempel,
som har vel anvendt deres Tid, paa det at de kan træde i
deres lovlige Fodspor.
4) Maae de ikke forestille sig noget Arbevde eller
Forretning tung, meget mere angribe enhver Sag med
Lyst og nogen Tillid, og til den Ende i Forveyen tænke
paa den Fornøyelse, som man gandske ufeilbarlig fornem¬
mer efter et tilbagelagt og vel forrettet Arbeyde.
5) Maae de altid foretage noget vist, som skal være
færdigt paa en bestemt Tid.
6) Maae de passe og bestemme Tiden hertil temme¬
lig nøye.
7) Maae de forsøge, om de endnu kanafforte noget
af denne Tid, for desto før at have gjort deres Arbeyde,
dog sammes Godhed ubeskadiget.
Skulde nogen Tid staae til at indbringe igien, som
just ikke er bleven anvendt paa den nyttigste Maade, hvad
enten det er skeet af Nød eller uden Nød, saa ere de i sær¬
forbundne til, at være ret alvorlig betænkte derpaa.
Ved Arbeydet selv kan det meget komme dem til Hiep,
naar de vænner sig til Hastighed. Jeg siger Hastighed,
men det maae man ikke forstaae saaledes, som om dermed
var meent en overdreven Jilfærdighed. Hastverk var
aldrig got, heder det i Ordsproget, og Overiilen eller
Hastværk har jeg forhen selv regnet iblant de Ting, som
forderver Tiden. Man skal haste langsomt, det er med
Anvendelse paa Fruentimmer=Arbeyde 1) Man skal vide
alle Fordeele ved en Sag, som man har for, paa det at
man kan betiene sig af dem. 2) Man skal holde Orden
saa at alting skeer nøyagtigt paa den Tid, da det bør skee.
3) Man skal over hovedet bestandig være opmærksom
paa sin Foretning, og vogte sig for alle Tankernes Adspue¬
delser, paa det man skal ikke begaae nogen Feyl i Arbey¬
det. 4) Man skal ikke aflade, førend man er bleven fær¬
dig, og Arbeydet er blevet ret, som det skal være.
Unge Døttre, som strax og af sig selv tænker paa
frisk Arbeyde igien, naar de neppe endnu har lagt det for¬
rige fra sig, legger derved et stort Fortrin for Dagen frem
for andre, som intet giøre, undtagen hvad dem bliver be¬
falet, og som vel ogsaa troer, at de kunde være berettige¬
de til at gaae ledige, naar de kunde undskylde sig dermed,
at der var ikke blevet dem leveret noget videre at bestille.
Jmidlertid veed gandske vist billige Forældre i hiint
Fald af sig selv at giøre Forskiel imellem et barnligt og
slavisk Arbeyde, og ikke allene lade Tidens gode Anvendel¬
se afvexle med anstændige Forlystelser, men endogsaa ellers
paa en behagelig maade at vide at belønne.
(Herefter følger om det Regnskab, man
bør giøre for Tidens Brug.
Damleren.
Cotil og Cilia, eller de Ædelmodige.
Ovo som seer fattige Fader= og Moder =løse Børn at
være stillede blotte for Kummer og Mangel, og, af Tak¬
nemmelighed imod den almindelige Fader, viser sig som
en Fader imod dem; hvo som opsøger Enker med sine hiel
peløse Børn, for at lette Elendigheds Byrde for dem;
føler, hvor født det er, at giøre got. De, som af lige¬
Grunde opretter deres Brødre ved virkelig Hielp, maae
kiende denne Følelse. Den rige Celia, og Cotill, som
anvender en Deel af det han fortiener med sine Hænders
Arbeyde, til saa ædle Øyemeed, veed ret at sette Priis
derpaa.
Cotill fik at vide, at en Mand, som paa nogen
Tid ikke havde været i Stand til at arbeyde for sin Fa¬
milies Underholdning, var med Hustrue og 5 Børn,
kommen i stor Elendighed, og allerede mere end engang
havde disse Uskyldiges Taknemmelighed ladet ham smage
den Lyksalighed at giøre got. Denne hielpeløse Familie
havde allerede i en heel Uge savnet denne deres Velgiørers
Fraværelse med stor Bedrøvelse, da Cotill kom, paa en
Tid da de, som tiente en Herre med ham, fortærede deres
Penge i et Kroehuus, og nogle af dem overlode sig til deres
fæiske Lystigheder. Cotill nød en høy Fornøyelse. Den¬
ne hielpeløse Familie gav de intet Brød. Cotill, som
var kommen til dem, uden at være forsynet med det nød¬
vendige, skyndte sig at komme dem til Hielp. Han uddeel
te i en Hast noget Brød til dem, og henrykt af Glæde
