smagede hver Mundfuld med, som de nøde deraf. Han
saae, hvorledes Faderen, som af Mangel paa fornøden
Underholdning havde været nær ved Døden, kom sig igien
og gik ikke bort, uden endda for en Tidlang at have forsyned
ham med det, som han efterlod sig, og at have givet ham
Haab om mere. Da han gik derfra, mødte han Florio,
som havde tient med ham i et Huus, men havde nu bragt
det videre en han i Verden. Cotill var klædt paa en an¬
stændig Maade, og Florio, som da erindrede sig ham
igien, beklagede sig for ham, at han tilligemed nogle hun¬
drede andre Personer havde forgieves maattet gaae tilbage,
fra Comordien, men havde dog ey i Sinde, at tage sine
Penge hiem med sig, og at om Cotill havde Lyst at følge
med ham, saa vilde han traktere ham paa et Trakteur=Huus
med Aftensmad og en Flaske Viin. Cotill, som endnu
var opfyldt af det han havde seet, sagde: Gud give, at
alle de, som den forlangte Fornøyelse har slaaet Feil i Af¬
ten, kunde finde ligesaa megen Smag i en anden Fornøy¬
else. Hvor mange af deres Brødre skulde de i denne al¬
mindelige Elendigheds Tid finde beredde, med aabne Arme
til at tage imod de Penge, som de har tilovers. Tillad
mig, at jeg gaaer tilbage igien derhen, hvor jeg har spiist
mit Aftens Maaltid. De maae troe mig, at de Penge,
som de slet ikke vil bære hiem med sig igien, kand de ingen
steds anvende bedre end der, og de skal maaskee ikke saa
meget fortryde den liden Uleylighed, som har mødt dem
i Aften. De fulgtes ad til den ulykkelige Familie, som
Florio forærede en Krone. Den Maade, paa hvilken
denne Foræring blev imodtagen, rørte ham saaledes, at
han endda lagde en Guinee dertil, og lovede at han endda
vilde sende dem meere ved Cotill. Faderen, som var fuld
af Forundring, sagde, at han, efter dette Beviis paa det
Guddommelige Forsyn, vilde i fremtiden være uden Be¬
kymring, at han inden en Uge haabede igien at kunde ved
sine egne Hænders Arbeyde og Flid undenholde sin Fami¬
lie, som havde været saa nær ved Undergang, og at Flo¬
rio da skulde faae Leylighed til at vise sin Ædelmodighed
imod andre, som var mere trengende dertil. Florio tilkien¬
degav for Cotill, hvor meget han var ham forbunden.
Han tilstod, aldrig at have fundet saa skiøn en Fornøyelse
og ønskede endnu ofte at kunde forskaffe sig den igien. Nu,
Cotill, sagde han, begriber jeg først, hvorledes De bæ¬
rer sig ad, at de kan være fuldkommen Lykkelig i deres
Skiebne. Man skulde ikke kunde have tilkiøbt sig et koste¬
ligere Maaltid, om man endog havde 10000 Pund aar¬
lig Jndkomst. Og hvo skulde ikke i visse Maader bort¬
bytte sine Rigdomme, for at nyde Følelsen af deres For¬
nøyelse?
Celia gik en Morgen i en Bod hvor et anstændig klædt
Fruentimmer tog imod hende, og ventede efter, hvad hun
havde at befale. Hun lod sig forevise adskillige Vahre, og
stod allerede i Begreeb med at gaae bort, da en Øyentaar
som man vilde skiule for hende holdt hende tilbage. Kiøb¬
mandens Kone bad hende indstændig, at hun vilde kiøbe
noget, og tilbød sig, for desto snarere at bevæge hende,
at overlade hende Vahrene for Jndkiøbs Priisen. Tre
deylige Børn indtoge hende ved en veltalende Tavshed. Hun
kunde let indsee, at hun ingensteds kiøbte Vahrene for den
Priis. Celia, var menneskevenlig. Hun spurgte Kiøb¬
mandens Kone, om deres Omstændigheder vare virkelig
trengende, og saae tydelig af hendes Øyne, at hendes
Formodning var grundet. Tag, sagde hun paa en behage¬
lig Maade, imod denne Pengepung, derudi findes nogle
Banko=Sedler og en Deel Guld. Jeg har overflødig For¬
mue, saa jeg kan undvære dette uden Savn, og der fat¬
tedes mig ikkun Leylighed, til at anvende det saa fordeelag¬
tigt, som nu skeer, J Sandhed, sagde Kiøbmands Ko¬
nen, Himmelen førte Dem herhid, for at trøste os
mere kunde hun ikke sige; men hendes talende Øyne vidne¬
de om hendes rene Taknemmelighed. Hun klingede med
en Bordklokke, for at kalde paa hendes Mand. Han kom
og rørende beviidnede sin Erkiendtlighed, og vilde tilbu¬
det hende et Beviis, igien at afbetale den anselige Sum;
men Celia sagde: det fornøyer mig, om jeg har kundet
giøre noget til Deres bedre Lyksalighed, og hastede fra dem
til hendes Hiem, for der ubehindret at føle Fornøyelsen
over at have gjort vel. Man maae have et hierte som Ce¬
lig, naar man vil kunde beskrive hendes Glæde over, at
Himmelen havde sendt hende, ligesom en Engel, til de
gode Folk, der vare i en yderlig Betryk, for at hielpe dem
ud deraf. Hendes Siel følte en besynderlig Lyst deri, at
Forsynet paa saa rigelig en Maade havde betroet hende den
Formue, at hun kunde giøre got mod andre dermed. Hun
fik siden at vide, at hendes Goddædighed havde hiulpet en
Dydig Familie fra Undergang, som nu atter af deres for¬
hvervede Overflødighed giorde vel imod andre.
Senimor, en Japansk Historie.
Sinimor Keyser Jongino Micaddos Søn, var
uforlignelig smuk, og ægtede en ligesaa devlig Printzesse. Det¬
te lykkelige Ægtepar nøde i nogle Aar en fuldkommen Lyk¬
ke. Jmidlertid faldt Printzessen i en Sygdom og døde
just da man troede at hun skulde komme sig. Printzen tog
sig hendes Forliis saa nær, at han formedelst mange Taa¬
re meget snart blev blind. Han besluttede at forævige Er¬
indringen af hans Smerte og alt det Onde, som derved
var ham foraarsaget. Han udbad sig Tilladelse af sin Fa¬
der, Keyseren, at stifte et Selskab under hans Høyheds
Seigl, i hvilket ingen anden kunde blive optagen, end den
som enten var blind fød, eller var bleven blind af en Hæn¬
delse. Hans Bøn blev ham bevilget. Et betydeligt
Antall fattige Ulykkelige, som ikke kunde see Himme¬
lens Lys, fik deres Tilstand lettet, hvorfor de dog ikke
havde Printz Senimors Medlidenhed med de Ulyksalige
at takke, eller hans Længsel og Attraae efter at nytte
det almindelige Væsen, men allene den Kierlighed,
som han havde opofret til hans Gemahlindes Jhukom¬
melse.
