forhen ubeseylet Ocean langs ad det undgrundelige Dyb,
trods den dem truende Afgrund og stormende Orcaner, for¬
at opdage nye Verdener for Engelland, dets Fæderneland
som og den Tid Wilhelin Barrenzoon seylede langs med
de stivfrosne og langtstrakte Jisbierge til den yderste Ver¬
dens Ende; da Houtmann i Aaret 1595 vendte sit Skibs
Kiøl endnu paa længere Veye om Vester, og gav os Haab
om, at blive Mestere over Jndiens Kyster og Partolus
Guld; da Olivier van Nord ikke hvilede, førend han ud¬
fandt det Rigdom forjettende Magellanske Stræde, og
seylede rundt omkring Jordens blaae Belte; som og da
Heemskerek, pan Neck, Spilberg og andre Helte aab¬
nede os andre Verdener og Søer, og forbandt et nyt Mo¬
narchie med Nederland. Den gang oprandt og steeg vor
Søefarts og vor Velfærds Morgensoel frisk og endnu i en
vis Viide op fra Horizonten. Den gang saae man vor
Rigdom, vor Herlighed og vor Anseelse immer at stige
høyere. Om endskiønt Spaniens rasende Magt satte den
gang Tommelfingeren paa Søefartens Strube, saa vigede
dog endelig denne Hydra for vore muntre Søeheldte og Hel¬
temodige Bataviers tappre Bannere, og Spanien samt Por¬
tugal, og efter den Tid ogsaa Albion, nægtede frem¬
deles ikke at hylde Nederlands frie Søn paa Havene. Det¬
te glædede mit Fæderneland. Den endnu immer tilvoxen¬
de Søefart udskikkede rige Floder til alle Pladse, og den
gang, ømtrent i Aarene 1602 til 1640, saae Holland,
allerførst sin Helds Middag, Kiøbmandskabet og Seyladsen,
stode paa deres Flors høyeste Spidse.
Men siden er, desverre, denne Velstand meget bort¬
viget, og meer en Stræg og Uheld fornemmelig efter 1648.
har begyndt at brekke dette Baand, da heele Europa nu
ogsaa, skindsyg og nidkier over den Lykke, som var bleven
os til Bytte, saae meere paa egen Fordeel, giennemskar de
brusende Have med egne trodsige Søe=Casteller, og tog
alle Opfindelser til Hielp for at tage Andeel i vore Forde¬
le. Handelen deelte sig nu, trakte sig fra os, trængte ind
i mange Lande, og befæstede paa engang sin Magt og Glands
hos mange andre, hvis Forstand og Jndsigter ikkun opkla¬
rede sig formedelst vort Forbillede. Siden denne Tid
bliver nu Velfærds Kilden den eneste Gienstand for Efter¬
tanken hos Engelskmanden, Franskmanden, Dansken og
Svensken, og den undvigede fra vort Fæderneland, for
at tage Fodefæste i andre Riger.
Da saae man Haandverker, Fabriqver og Vi¬
denskaber bragte til den høyeste Spidse hos andre, men
paa det nederste Trin hos os. Silkespinderierne, vor
Staats Hoved-Nerve og Styrke, undvigede fra os, ef¬
terdi de alt for letsindig bleve paapassede og forsømte. Den¬
ne almindelige Nyttes rige Brønd udtørredes. Væveriet,
Landets Hoved=Fabriqve og Styrke forfaldt gandske, og
laae der nedkastet; og Hundrede ulykkelige Tilfælde trykte
efter hinanden den Handel og Kiøbmandskab, som nu ved
vore Naboer blev lokket hen til andre Egne. Modet sank,
og udslukte al Nidkierheds Jld. Handelen blev nu næsten
gandske til et Bytte for de Fremmede, og den Velfærdt,
som den havde forundt os, undvigede inden for en og an¬
den Stads Mure. Endogsaa Blomster=Raseriet (1634
37) kom med sin Landfordervelige Ubesindighed dertil,
og giennemløb Haerlem, Haag og mange andre Stæder,
forvandlede vore Vævere og Manufacturister til Kiøbmænd,
og vore Penge til Blomster=Zwibler, indtil det endelig
standsedes og blev til intet. Det betiendte Actie=Aar (1720,
giorde os endnu mere Ulyst. Let Papiir blev Gienstan¬
den for den tilforn flittige Kiøbmands Sysseler og Forret¬
ninger, indtil det Gøglende Bedrageries Vind-Throne
blev bortblæst, og de Bedragnes jamrende Ak! og desver¬
re, gav Gienlyd paa alle vore Gader og Torve. Lutter
truende Stød for saa mange Medborgere, lutter truen¬
de Forvarseler! – Handelen kastet over Ende!
Handelmanden forarmet, og alting i Forstyrrelse? -
Saaledes blev denne Rolle udspillet. Den Statens
immer mere svækkede Velfærdt aftog endnu mere siden, hel¬
dede sig Gradeviis til sin Undergang, og Nederland tabte
stedse meere sin gamle Glands og Ære.
Just denne vor Handels stille Aftagelse merkede man
fra den Tid af mere og mere. Søefarten tog af, og vore
beste Søefolk udvalgte, i Stedet for det urolige Hav, det
rolige Levnet paa det faste Land, fordi Løn og Leylighed til
Fortieneste ophørte. Vor flaggerige Y (Havnen og Reh¬
den for Amsterdam) maae ikkun lade hænge en Sørge=Fane
op, da den viser os hele Flaader af store og smaa velbesey¬
lede Skibe i lange Rader ledige og fragtløre. Viser dette
Syn ikke, hvor forsagt, hvor travrig, hvor nær ved den
totale Undergang at denne vor Velstands saa mægtige Aare
monne være? Ja virkelig udtørres den alt mere og mere,
og med den bliver Staten udtæret, dersom ikke en høyere
Magt ilende staaer den bi, og hielper den til Live igien.
Hoved=Velsignelsens, Handelens Aftagelse i Holland for¬
mindskede ogsaa dets Søemagt, og den Anseelse, hvormed
vi forhen giorde os frygtbare for Havets Mestere, Kongerne
selv. Uerfarenhed og Uduelighed trængte sig immer meere
ind. Nu vare vi ikke meere de, som kunde oplukke Sundet
og Beltet (1659). Kiøbmanden beklagede nu uden Afla¬
delse Forliis af Skibe af Gods og Eiendom, og torde ikke
nu mere vove sine Skatte saaledes som tilforn. Den tredske
Kaper, det uforskammede Røverpak slog sine Ørnekløer
mestendeels ustraffet og frit i frie Skibe, berøvede og ud¬
plyndrede dem, eller slæbede dem bort, som got Bytte.
Modtvillighed herskede overalt paa Havene, og krænkede
den frie Nederlænders Hierte, hvilken, i hvor emfindtlig
han endog blev angreben og fornermet, dog næsten immer
taalmodig og med Tavshed maatte taale den krænkende
Uret; og, uden at være skyldig, nedsluge den.
En anden Storm truede kort derefter (1755) den
Søefarende med nye Nød. Det i oprørt Vand fiskende
og af Krigs=Tvedragten og Uenigheden iblant de Christne
sig nærende Algier og Tunis, vovede ogsaa at antaste os,
og udstak paa sine Maste den Blodtruende Maane imod
vore Skibe. Saaledes drev for Vind og Vove, saaledes
vaklede Handelens Lykke, og en Klippe efter den andenl,
en Storm og Uveyr efter det andet truede vor Velfærds
Skib med Undergang.
