Endnu for kort Tid siden (1763.) følede vort Land
i særdeleshed vor Østad (Amsterdam) nye Trykning og
nye Sorger. De Udenlandskes Ulykke, deres Handels
Huses Undergang og Banqverotter traf ogsaa vores, og vi
maatte paa det haardeste føle den Snært, som truede an¬
dre. (De, som vide disse bedrøvelige Tildragelsers Sam¬
menhæng, feer vel, at Forfatteren i Poetisk Stiil over¬
driver Sagen.) Børsen stod slet bestilt, man fandt ingen¬
steds Sikkerhed, og Troe og Love syntes at være undvige¬
de ud af Landet.
Endnu paa denne Tid følger ingen mindre Bekym¬
ringer paa denne Storm. Et almindeligt Nærings=Mid¬
del unddrager Borgeren de Fordeele, paa hvilke i bedre Ti¬
der hans Haab troede allersikkerst at kunde giøre Regning.
Enhver klager, da mangelen giør alting dyrere. Et tørt
Foraar og en vaad Sommer til intet giør vore faa Mark¬
frugter, og truer tusinde med Elendighed og Nød. (For¬
fatteren skrev i Begyndelsen af Julii Maaned.) Man gaae
ikkun ind i vore Frugthaver, og see, hvorledes Forlisen
af et halvt Aarstid ved gandske usædvanligt Væyrligt truer
allevegne med Mangel.
Til alt dette føye man det slet udfaldende Fiskerie.
Søefarten paa Grønland lider den emfindtligste Skade,
og Land og Undersaatter sukker ved den Forliis, som endnu
allertungest vil trykke Amstel og Zaan.
O J Fædernelandets Sønner! maae ikke, naar vi
overveyer alt dette, et medlidende Øye bedrøvet beklage den¬
ne saa merkelige Aftagelse, disse Rystelser og saa mange
Ulykkes Smærter, og begræde de slette Tider? Sandelig,
Gamle=Hollands Flor har for den største Deel afblomstret;
Handelen klager, og tilligemed Kiøbmandens Trængseler
lider Staten. Man høre ogsaa Klagerne fra Harlem,
Leyden og fra andre Stæder. Hele Nederland føler i det
mindste Eftersmerten af de øvriges Saar. Og saafremt
Himmelen ikke snart lader en svag Straale af Haabe ned¬
straale paa Handelen og Søefarten, og formindsker Ska¬
den, hvorledes vil da alting falde ud?
O evige Øye! see ned paa os, ophold Hollands
Velfærd i Skibbruddets Fare, set den saa nøye forbundne
Søefart og Handel paa Fode igien, og rædde os! Det¬
te ønsker enhver velmeenende Patriot.
Burgerhart.
Samleren.
Beviis paa, at et Land kan have for mange
Jndvaanere.
N ogle holder Folkemængden for Hovedkilden til et Riges
Magt, og for et Riges eller et Lands største Riigdom.
Andre paastaaer, at man i denne Sætning fortusker Virk¬
gingen med dens Aarsag; thi et Lands Rigdom bestaaer
ikke i sammes Folkemængde, men Folkemængden er en Følge
og Virkning af Rigdommen og Overflødigheden i Landet.
De siger, at i et frugtbart Land, som er rigelig forsynet
med alt hvad der hører til Nødvendighed og Beqvemmelig¬
hed, fattes det ikke paa Menneskenes Fortplantelse. Men
naar Menneskene en Tidlang har meget formeeret sig, saa
geraader den største Deel af dem i Mangel, endog i det
beste Land, og overalt yttrer sig Armod og Trang med sine
bedrøvelige Følger. China bliver anført som et Exempel
derpaa. Dette Rige indbefatter femten Provintzer, og
enhver af dem er saa folkerig, at den kunde udgiøre en sær¬
deles og egen Stat. Man tæller i det mindste otte Stæ¬
der i dette Rige, som overgaaer Paris i Størrelse af Om¬
kreds og i Mængde af Jndvaanere, og over 80 andre Stæ¬
der, som i det mindste ere saa store som Lyon, Rouan eller
Bourdcaux. Men Tallet paa Stæderne af middelmaadig
Størrelse, som omtrent Orleaus, beløber sig henved to
hundrede, og desforuden er der endda tolv hundrede mindre
Stæder, og en ubeskrivelig stor Mængde velbeboede Lands¬
byer. For denne store Folkemængde har China virkelig sin
Jordbunds Frugtbarhed at tække. Landet bliver igiennem¬
skaaret af mange Floder, er opfyldt med Søer, og forsy¬
net med fortreffelige Canaler. J de sydlige Prøvintzer skal
man ikke finde nogen Stad, nogen Bye eller Landsbye, som
jo ligger ved en stok Flod, en Søe, eller en behagelig Bek.
De Floder, som strømmer ned fra Biergene, har Jndvaa¬
nerne ved megen Møye, Kunst og Omhyggelighed ført sig
til Nytte ved alle Slags Vandledninger til at frugtbar¬
giøre deres Jorder. Der findes allevegne Broer over Flo¬
derne paa undermurede Buer, der hviler paa saa smalle
Pillere, at man skulde troe, de hængte i Luften. Kana¬
lerne og Broerne bliver vel vedligeholdte, og man falder i
allerstørste Forundring, naar man seer, at Klipperne hist
og her ere endog igiennemhugne af Menneskens Hænder,
saa at der ere gjorte beqvemme Veye derigiennem. Men
uagtet den Chinesiske Jordbunds Frugtbarhed, og Jndvaa¬
nernes Arbeydsomhed og store Duelighed, saa finder man
dog ikke lettelig i noget Land saadan en bitter Armod iblant
den gemene Mand, som i China. Samme kommer gand¬
ske vist ikke af Dovenskab eller Ødselhed. Man seer Land¬
manden rode i Jorden saa lang som Dagen er, og ofte at
staae i Vand indtil Knæerne; derhos er han fornøyet, naar
han hiemme i sit Huus kan finde lidet Riis og Thee. J
Stæderne løber Haandverksfolkene og Kunstnerne uophør¬
lig paa Gaderne, for at fortiene deres Brød. Landet er
alt for folkerigt. Man kan sige, at i dette Rige er flere
Mennesker, end i hele Europa. Mange seer sig endog nødte
til, at sælge sig og sine, for at undgaae den Fare, at sulte
ihiel. Regieringen, som ellers har et vaaget Øye paa al¬
ting, lukker Øynene til ved dette bedrøvelige Tilfælde, ef¬
terdi Almisserne ikke ere tilstrekkelige at understøtte alle de
Trængende. Med faa Ord, China giver et Beviis paa,
at et Land kan i det mindste have for mange Jndpaanere.
