1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No 31
Hovmesterinden.
Der er ingen Ting at forsvære,
En Engelsk Historie.
M¬
uder den ulyksalige Konge Carl den 2dens Regie¬
ring i Engeland levede tvende Adels=Mænd, som
jeg allene vil kalde Mylord Hendrich og Johann.
De vare Naboer; deres Godser stødte sammen, og de va¬
re Venner fra Barns Been. Mylord Henrich havde kun
en Søn, og Mylord Johann kun en Datter, som vi vil
le kalde Emilie. Omendskiønt Sønnen var kun 14, og
Datteren 12 Aar, vare de 2de Fædre dog saa ilende med
at forene paa engang baade deres Familier, og Godser,
at de lættelig erholdte Tilladelse at sammenvie deres Børn.
Den unge Hendrich blev ved Udgangen af Kirken, og under
Skin at fuldføre sine Studeringer, sendt paa Reyser i
Europa, hvorfra han ey kom tilbage førend efter 4re Aars
Forløb, for at imodtage sin Fæderne Arv. Emilie som
den Tid var i sit 16de Aar, imodtog ham med megen Glæde.
Hun var bleven indtagen i ham af de Personers Fortællin¬
ger, som havde omgaaets ham paa hans Reyser; og hans
Nærværelse stadfæstede og formerede endnu mere de gode
Tanker hun allerede havde fattet om ham.
Men paa Mandens Side, var det ey saaledes be¬
skaffen, hans Gemyt! som var en Fiende af alle Modsigel
ser, kunde ikke lade sig bøye saavidt, at erkiende og elske
en Kone, der ikke var hans eget Vall, han beskyldte sin
Fader for, at have betient sig af hans Ungdom, til at ind¬
gaae en Forbindelse, hvorudi hans egen Tilbøyelighed ey
havde havt mindste Andeel. Han giorde vel ingen Jndven¬
dinger, enten imod Gemyts Beskaffenheden, eller Lege¬
mets Dannelse, af den Person man havde givet ham til
Kone, men det fri Valls Overtrædelse, syntes i hans Øyne,
som et tvunget Samtykke, og følgelig ugyldig.
Med et Ord, hans Modbydelighed, var saa stor
at uagtet alle de af begge Familier gjorde Overtydninger
og Begieringer, og uagtet den unge Emilies Graad, afslog
han dog reent ud, at villige i en Forbindelse, som en¬
hver anden af yderste Kræfter, vilde have søgt at giøre
uopløselig. Emilie, efter at have tabt alt Haab om at
overvinde den Modbydelighed, som Mylord Hendrich hav¬
de fattet for hende, og paa det ømmeste rørt af den hende
overgaaende Vanære, besluttede at foreene hendes Ansøg¬
ning med hendes Mands, for at begiere deres Ægteskab
ophævet. Det første Parlament for Aaret 1640 sad sam¬
me Tid. Sagen blev der foredragen, og man tvivlede
ikke paa, at den begierte Ægteskabs=Adskillelse jo lettelig
skulle erholdes. Men Biskopperne, som den Tid beflittede
sig paa en Strenghed, de i deres Tanker ansaae for en
Nødvendighed, satte sig derimod, med saadan Heftighed,
at Ægteskabet ved en Beslutning i Overhuuset blev erkiendt
gyldig, og Parterne tildømt at leve sammen som Mand
og Kone.
Mylord Hendrichs naturlige Haardnakkenhed, der end¬
nu meere blev opbragt over den Tvang, ved hvilken man meen
te at ydmyge ham, bragte ham til den Beslutning, offentlig
at vise, at hverken Giestlig eller Værdslig Magt, havde
Ret til at tvinge ham til at være Mand imod sin Villie.
Den unge Mylord blev sendt paa Landet til hendes Fader,
hvor hun stræbte at glemme en Utaknemmelig, der saa lidet
var hendes ømme Kierlighed værd
Hun havde allerede været der i 2 Aar, da den Borger¬
lige Krig imellem Kongen og Parlamentet var kommen paa
den høyeste Spidse.
Mylord Hendrich, hvis Fortørnelse imod Biskop¬
perne, som havde sat sig imod hans Ægteskabs Ophæ¬
velse, og som havde betagen ham ald haab om at indlade
sig i andet Ægteskab, var nu stegen til Forbittrelse, troe¬
de ikke bedre at kunde hævne sig, end ved, at slaae sig til
Kongens Fiender.
Mylord Johann tog lige saasnart Kongelig Partie,
og hans Had til hans Sviger=Søn, havde allene været
nok til at bringe ham dertil.
Da Følgerne af denne Krig var ulykkelig for Kongen,
blev mange Herrers Godser af dette Partie given til Priis,
og Mylord Johann, som blev et Offer for sin Nidkiærhed
imod sin Konge, saae sig nød til at flygte til Frankerig
med sin Datter.
Det varede imidlertid ikke længe førend Parlamentets
Armee deelede sig i adskillige Partier; Cromvel i Spidsen,
af Independenterne, opnaaede snart saadan en Grad af
Magt, at han troede nu mindre at burde skaane Presbyte¬
rianerne.
Mylord Hendrich, som var forbunden med denne
Seet, efter at have tilkiendegivet sin Misfornøyelse her¬
over, forlod Oprørernes Fahne, og blev derved saa lykke¬
lig, ikke at have Deel i Følgerne af denne Krig, som om¬
stødte Kongerigets Grund=Love, og kestede dets Konge sit
Hoved: Han levede nogle Aar paa sine Godser. Men
endelig kied af et Levnet, som saa lidet var overeensstem¬
mende med hans muntre Væsen, drog han til Nederlan¬
dene, hvor den store Conde commanderede den Spanske
Armee, og (under et fremmed Navn) udbad sig den Naa¬
de af Prindsen at tiene under ham. Hans Durchl. som
den Tid beleirede Arras Aar 1654 imodtog ham med Høy¬
agtelse, gav ham Leylighed at vilse sin Tapperhed, og af
