stadfæste den Tanke, som var udbred i Europa, over de
Officierers Krigs=Øvelse og Tapperhed, som havde tient ved
det Engelske Parlaments Tropper. Men da Marechallen
af Turenne tvang Linierne ved Arras; blev Hendrich My¬
lord tagen til Fange og med en anden Mængde Spanske
Officerer, som havde haft samme Skiæbne, sendt til Pa¬
ris. Greven af Aquilar, Ober=Officier under Greven
af Fuensaldagne, og af et af de beste Huuse i Spanien, var
med iblant deres Tal; han blev snart en af Mylords for¬
troligste Venner. Denne sidste fortalte han heele Historien
om hans Ægteskab med Emilie, og derved med Hidsighed
talede imod det latterlige Foretagende, at ville med et uop¬
løselig Baand foreene tvende Hierter, der ofte ikke ønskede
andet end at være frie.
J har Ret svarede Greven, siden med ald den Kier¬
lighed, det er mueligt at have for den allerværdigste Kone
(jeg taler om min egen min Ven) er jeg dog af Naturen
saa ubestandig, at mine ofte igientagne Skrøbeligheder for
Kiønnet, har tvungen denne kierlige Kone at forlade mig,
og indslutte sig i et Kloster, hvorover jeg for nærværende
Tid er saa rørt at jeg nu intet mere attraaer, end det Øye¬
blik af min Friheds Erholdelse, for at flyve til Spanien
og kaste mig for hendes Fødder, og paa min Side anhol¬
de om Forladelse.
Ved Mylord Hendrichs Ankomst til Paris, lod han
sig underrette om Mylord Johanus og hans Datters
Skiæbne, om hvilken han ikke havde hørt tale i mange
Aar, man underrettede ham at Mylord Johann var død,
og at hans Datter havde forladt Paris. En blot Nysgier¬
righed foranledigede ham, at skrive til Engelland, om hun
var der, hvorfra man svarede ham, at man holdt hende
ogsaa for at være død i Frankerig, siden man i meget lang
Tid ey havde hørt noget om hendes Persøn.
Fornøyet over, efter hans Tanker, endelig engang
at være frie, tænkte han nu ey paa andet, end at tage Deel
i alle de Fornøyelser, som et for ham, saa behagelig Stæd
frembød; og forlod det imod sin Villie, tilligemed sin Ven,
da de Fangnes Udvexling blev dennem kundgjort.
De reiste da til Armeen under Prindsen af Conde,
men siden Aarsens Tid betog dem ald Haab om Leilighed
til at erhverve nogen Ære, besluttede de at tilbringe Vin¬
teren i Bryssel.
De havde allerede været der over en Maaned, da
Greven af Aquilar en Dag fortalte sin Ven, at uagtet hans
Qual, og de gode Beslutninger han havde foresat sig, her¬
efter allene at leve for sin Ægtefælle, stod han dog nu i Begreb
med at begynde en nye Kierligheds=Handel med et Fransk Fru¬
entimmer, hvis ensom Levnet, syntes allene at kunde henreg¬
nes til nogle Forvirringer i hendes væsentlige Lykke. Han
tilstod ham tillige at under hendes Værtindes Anførsel, som
han med sine Gaver havde vundet, havde han allerede 2
til 3 Gange havt den Fornøyelse at tale med denne elsk¬
værdige Person; og endede med at foreslaae sin Ven, at
følge med hen til hende, den første Gang han fik Tilladel¬
se at see hende.
Leiligheden dertil varede ikke længe; og imidlertid
at disse tvende Venner fremstillede sig for Frøken v. Allin¬
court (saaledes var hendes Navn) bragte hendes Ansigts
Forandring tillige med en ligesaa pludselig som tvungen Zit¬
tern, den Mistroiske Spanier i den Jndbildning, at hans
Nærværelse havde fordreven en Medbeiler, som var meere
lykkelig end han.
Efter, at hun var kommen udaf sin Forvirring, for¬
sikkrede Damen ham, at den Lighed hun fandt imellem
Mylord og hendes Broder, der nylig var slagen ved Ar¬
meen, hvilken hun endnu begræd, var den eneste Aarsag
til den Forandring hun havde ladet see, og tilføyede at
hvis Grevens Ven var den Afdøde ligesaa lig i Gemytte
som i Person, ville det være hende en stor Fornøyelse,
om han nogle Gange vilde værdige hende med sin Besøgelse.
Mylord Hendrich, i det Haab derved at kunde være
sin Ven noget til Tieneste, fornøyede sig meget over denne
Hændelse; og Greven som var alt forsikkret paa Mylordens
Redelighed for at troe ham i Stand til at bedrage sig, be¬
møyede sig at stifte en Forening imellem dem, som han
indbildede sig ey at kunde være andet end til hans Fordeel.
Paa Hiemveyen tilspurgte Greven af Aquilar, Lor¬
den, hvad han syntes om denne Dame.
Bedre om den eene end den anden svarede Mylord,
endskiøndt de begge ere meget ælskværdige - - -- -
-- jeg maae ellers stilstaae at denne Dame er mig ikke
gandske ubekiendt - - - - men jeg kan ikke erindre
mig, hvor jeg har seet hende: med mindre det har været
i Paris, eller i min Barndom i Engelland.
Saa meget desto bedre svarede Greven, man maae
altsaa stræbe at fornye denne Bekiendtskab; og for desto
før at komme til Maalet; saa giør mig den Tieneste, at
gaae i Morgen eene derhen, og undskyld mig ved hende,
at jeg formedelst den Jagt Erkehertugen anstiller, og hvor¬
til jeg er indbuden, bliver berøvet den Fornøyelse jeg i
Mørgen Aften havde ventet ved at see hende, som jeg ellers
havde giort Regning paa.
Mylorden, som var overbeviist om hvad hans Ven
ventede af ham, forsømte ikke i den Besøgelse, som han
giorde Frøken de Allincourt, at tiltale hende og efterfor¬
ske hvorledes hun kunde være sindet ihenseende til Spanierne,
og at opregne for hende, alle hans gode Egenskaber, men
han merkede snart af hendes Svar, der var ligesaa fornuf¬
tig som vel afpasset, at Greven smigrede sig forgieves, med
at have tilveyebragt hos hende andet end en blot Høyagtelse
for Greven.
Det fortrød Mylorden, at han ey kunde bringe Gre¬
ven bedre Tidender, og søgte derfor at trøste ham; da
den sidste imidlertid fremtog et Brev af sin Lomme, han
nyelig havde faaet fra Frøken de Allincourts Vertinde; See
der min Ven sagde Greven; der kan de see, hvoraf hen¬
des Koldfindighed, har sit Udspring- - - - -
dersom hendes Nødlidenhed havde været mig før bekiendt,
havde jeg maaskee været hende mindre ligegyldig. Mylord
fandt denne Formodning, saa meget mere sandsynlig, som
