Sve¬
Høystærede.
Ubekiendte Ven!
De tillader mig at bekiendtgiøre Deres Skrivelse,
for vore andre Læseres Skyld, thi de kunde ikke vide, hvad
mit Svar vilde sige, naar de ey saae Deres Spørsmaal.
De forlader mig, at jeg ey kan give Dem Deres tilbør¬
lige Carakter, saasom det ey har behaget Dem, at sige
mig, hvo De er. Saavidt jeg kan slutte af Deres Skri¬
velse, tænker jeg, De maae være en riig Landmand,
saasom De har fæstet tvende Tiender, og Forvalteren
skal have Deres ældste Datter. Jeg gratulerer. Jeg
kan og let tænke, at Forvalterens tvende Koner maae
være døde, førend han kan faae Deres Datter til sin tre¬
die Kone; thi jeg har altid hørt, at Mændene paa Lan¬
det har kun en Kone paa Gangen og Konerne ligeledes
een Mand. Det er mig ellers kiert, at Deres Datter
griber først fat paa Fætteren; dog vilde jeg ikke gierne
at hendes Forvalter skulde vide dette Greeb. Jeg tør
derfor ikke sende Deres Jomfrue Datter de omspurgte
Fier=Blomster, men forsikkrer, at de ere meget i Mo¬
den i Kiøbstæderne. Her bæres de ikke allene paa Hove¬
det men endog paa Klæderne, ja, der findes vel dem
iblandt, som bærer 1-qvarteers høye Fier=Fontagen,
og dog mangler Fier i Dynen. Det giør mig ellers ondt
at Deres Jomfrue Datter har forglemt de Kiøbenhavnske
Noder og Moder, og derfor hos mig som en Fremmed, maae
søge Dem. Jeg vilde tiene hende i alt, undtagen i dette,
som er en Umuelighed; thi foruden de mange tusinde For¬
andringer af Moderne, ere Moderne selv saa foranderlige,
at de, som jeg beskrev hende, kunde forandres, førend vort
Blad var kommet over Valbye Bakke. Og saa stod
jo Deres Datter en kiøn, om hun optog en gammel
Mode? Ney, det vilde jeg ikke have paa min Samvit¬
tighed. Men vil De lyde mig, maae De lade Deres
Datter, komme ind til Hoved=Staden, da hun selv kan
vælge efter eget Behag. Hun behøver kun alleene, at
gaae nogle Gange igiennem den philosophiske Gang om
Aftenen, (skulde hun blive træt, kan hun sette sig paa
de der opslagne Bænke; thi her er kommet Bænker i
denne Sommer, hvilket og kan passere for noget Nyt,
som jeg kan have den Ære at berette Dem) det kommer
allene an paa, om Deres Datter ikke gaber, og tør lade
sig see; thi her er et utaaleligt Støv, og en græsselig
Overgloen. Jeg sad her kun en eneste halv Time forgangen
Aften, og i den Tid talte 365 Forandringer paa Coif
furer og Sætter; men fik og Munden saa fuld af Støv,
at jeg maatte søge den næste Viinkielder, for at faae den
skyllet. Dog merkede jeg vel, at jo høyere Sætterne og
Coiffurerne vare, jo Galantere vare Dragerne, og jo
fleere Brundrere havde de. Nogle maatte vel smaaelee
ved disse Syner, men jeg tænkte med Poeten:
Tot premit ordinibus; tot adhue compagibus altum
Ædificat caput, Andromachen a fronte videbis.
Kan lyde i en frie Oversettelse ongefær saaledes:
Hun legger Lag paa Lag, og immer stabler op,
Er liig Andromache. Kors! hvilken Hoved=Top.
Seer De heraf min Herre, hvor vanskeligt det maatte
være mig at beskrive Dem disse Pygmeer tydelig; thi de
ere undertiden meget smaa, som bærer disse Forhøyelser.
Men derfore best, at De lader deres muntre Datter giøre
en Reyse herind, om ellers hendes Forvalter vil tillade
det.  Jeg giorde mig en Fornøyelse af at hielpe
Dem at tælle, men jeg frygter for at Deres Forvalter
skulde blive skindsyg, naar Deres Datter greeb først efter
Fætteren, helst naar hun havde skienket ham brav af De¬
res Thormaaneds Øll. Man maa og betænke, at det
er i Hundedagene. Nyt kan jeg ikke melde Dem, und¬
tagen Træet, som stod ved Kirsten Piils Kilde i Dyre¬
haven, hvorpaa saa mange havde udskaaret deres og deres
Kieresters Navne til en evig Jhukommelse, er faldet om¬
kuld. Hvad dette skal betyde, overlades til de Natur¬
kyndige. Nogle meener ellers, at den gamle Kierlighed,
som stod indskrevet i dette Træ, var bleven saa tung, at
den havde omsider veyet Træet til Jorden. Mange be¬
frygtede, at Kilden ved dette Tilfælde skulde blive stoppet,
men den løber endnu til manges Glæde og Fornøyelse.
Men i det jeg taler om Dyrehaven, erindrer jeg,
17
at De klager over Dyrene, at de giør Dem saadan en
betydelig Skade paa deres Sæd. Det er tungt; Men
jeg vil ragde Dem ikke at kaste Steene efter dem og kyse
dem i denne Tid, som er Brunst=Tiden; thi de skaaner
ingen. Forleden vilde en her værge sig imod 3 Hiorte,
men han havde nær kommet til kort, ja, han blev saa
fortumlet i Hovedet, at han ikke til visse kunde sige, enten
det var Hiorter eller Hinder, som satte an paa ham.
Disse Dyr maae man skye i Brunst=Tiden; thi de skaa¬
ner ingen, og, uagtet man kan lidet lyse dem med Stene,
saa de synes at flygte, vender de dog strax tilbage igien
til deres Dyre=Leye, hvor enhver for alting maa vogte
sig at komme nær; thi det er ligesom disse Dyr vidste,
hvad Straf der er for den eller dem, som giør dem nogen
Overlast. Nu haaber jeg, min Herre, at jeg har efter¬
kommet Deres Forlangende. Min Pen vil ikke saa gierne
blive i mine som i Deres Fingre, i sær i denne Hede.
Min Compliment til Deres Jomfrue Datter, dog saa
sagte, at Forvalteren ikke hører det. Jeg forbliver &c.
Fætteren.
Tænkeboe den 12te af Hundedagene 1768.
P.S. I dette Øyeblik kiørte nu 4re
i Kareth langs igiennem Gaden, hver med en lang Tobaks¬
Pibe; Paa denne Tid indfalder gemeenlig saadanne Optog.
De vil ventelig see Mirakelet ved Kirsten Piils Kilde.
