1768.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 32
Hovmesterinden.
Slutningen. (See No. 31.)
D¬
sette Svar rørte Engelænderen heftig, han forundre¬
de sig over Frøken d Allincourts Dyder, dem han
hidindtil ikke havde kiendt, og anlangede fuld af
Forvirring til Greven, hvilken han meddeelte den slette
Virkning hans Commission havde havt.
Spaniern som derved endnu blev meere ophidset end
tilforn, skrev Frøken Allincourt til paa nye, bad hende
Tusinde gange om Forladelse, for hans Forseelse, men fil
ey andet Svar end hans eget Brev, som hun sendte ham
tilbage uden at have læst det. Seende altsaa sit Haab og
hans Forfølgelser gandske frugtesløse, fattede han endelig
det Forset, at begive sig nogle Miile fra Bryssel, hen paa
et Slot der hørte een af hans Slægtninger til, for der at op¬
peble Felttogets Aabning; og Mylord Hendrich, som blev
tilbage, fandt nu ey mindre Fornøyelse end hans Ven til¬
forn, Frøken Allincourt opfyldte idelig hans Tanker, den
sidste Tale, hun havde holdt til ham laae ham stedse i Er¬
indring; hun havde kort at sige opvakt saadan Høyagtelse
hos ham, som endogsaa gik til Beundring, alt for svag
til at kunde leve foruden hendes Nærværelse, lod han hende be¬
de, at see hende endnu eengang, for at tale med hende om een
Sag hende selv angaaende. Damen tilstoed ham det, dog
med den Betingelse at Grevens Navn ikke maatte blive nævnet
i denne Samtale, hertil giver jeg saa meget hellere mit Sam¬
tykke svarede Engelænderen, som jeg oprigtig ønskede aldrig
at have seet ham, maaskee jeg begaaer en Feyl imod ham,
naar jeg forkynder hende Madame, at jeg elsker hende meere
end min egen Siel, men siden hans Lidelse er berøvet af
Haab, hvorfor skulle jeg da ikke stræbe at giøre mig et
Hierte værdig, hvor over han ey haver mindste Rettighed?
for Resten i hvorledes min Opførsel endogsaa er imod ham,
saa sværer jeg hende til, at den altid skal være ærekier imod
hende. Kort sagt, jeg understaaer mig at tilbyde hende
al min Lykke, paa saadan Vilkaar, hvorved hendes Dyd
ikke har nødig at rødmes - - - -
Jeg er Enkemand og Herre over mig selv, min Lyk¬
ke er tilstrækkelig nok for os begge. Ja jeg skatterer mig
endogsaa lyksalig, at jeg er i Stand til at sætte hende i
den Rang, til hvilken alting siger mig at hun er fød. Det
er endelig paa den Maade, at jeg nogenledes seer mig i
Stand til at kunde erstatte den Forbrydelse, hvorudi jeg
har gjort mig deelagtig, og hvis hun afslaaer mit Tilbud,
vil min Fortvivlelse vorde lige saa stor, som min brænden¬
de Kiærlighed nu er til hende.
Jeg tilstaaer med Undseelse, svarede Frøken Allincourt,
at jeg er virkelig rørt af de Tilbud, som de have gjort
mig, og jeg lader deres ædelmodige Opførsel vederfares al
den Ret den tilkommer, ja jeg kunde endnu sige meere -
-- - -- - - Men min Vanlykke, forbyder det
gandske - - - - - Jeg har en Mand, Mylord-
---- det er alt hvad jeg kan sige - - -
Hun en Mand! Hun er gift Madame! - - -
Ak Himmel! -- - Hun en Mand!
hvor er han? hvad er hans Navn? og hvem er
han? -- - -
Den allerutaknemmeligste, og den allerstrafværdigste
af alle Mandfolk, som har forladt mig, som fra min Ung¬
dom har overladt mig til alle Lykkens Ubestandigheder og
Beskiemmelser, som ikke veed hvor jeg er bleven af, og som
aldrig bekymrer sig derom, og paa det, at min Ulykke kun¬
de være fuldkommen, har jeg endog forgieves stræbt at for¬
glemme alle hans Uretfærdigheder.
Ak Madame (raaabte denne forliebte Engelænder?
lad mig dog i det mindste have den Ære at være hendes
Hævnere, og nedlegge et Uhyre, som er saa lidet den
Lykke værd, han haver tabt. - - - - Ney Mylord,
Eders Liv er mig langt kiærere, end Længsel efter Hævn,
behold Eders Høyagtelse for mig, og dølg mig, om det
er mueligt de Tanker, som maatte være mig for haarde
at høre - -- - Paa de Vilkaar, skal det altid væ¬
re mig en Fornøyelse at see Eder.
Lorden, tilsvor hende, alt det hun forlangede, og
vedblev at besøge hende, men ikke hos hendes Vertinde
hvis skammelige Opførsel han havde sagt hende.
Det varede ikke længe, førend denne sidste opdagede
de i hendes Tanker formeenende forliebte Sammenkomster;
og besluttede for at hævne sig, at tilkiendegive Greven
saadant. Han var begavet med alle sit Land tilhørende
hæftige Lidelser, hvorover ogsaa hans Forbittrelse gik over
alle Breder. Han tilskrev Lorden, forekastede ham paa en
bitter Maade hans Utroeskab, og begierede, at møde ham
paa en vis Dag med Kaarden i Haanden, 2 Miile fra
Bryssel under Muurene af et Nonne=Kloster.
Engelænderen antog Udfordringen løb til Sammel¬
pladsen, og begyndte at retfærdiggiøre sig, men Spaniern
nægtede aldeles at høre ham. De sloges altsaa med
Hidsighed, indtil at denne sidste, udmattet ved 3de store
Saar, faldt saaledes, at man maatte holde ham for at
være død, hvilket tvang Lorden til at tage Flugten, for
at sætte sig i sikkerhed, for Rettens Efterfølgelse.
Spaniern havde uden Modsigelse død, dersom ikke
en Dame , som strar derefter i en Vogn, besvændt med
