6 Hæste kiørte der forbie og faae dette Syn, havde ikke
befalet Kudsken at holde. Da hun saae dette blodige Le¬
geme, som hun troede at være uden Liv, faldt hun i Besvim¬
melse, og Betienterne som forestillede sig, at den Saarede maat¬
te være af deres Frues Bekiendtskab, bragte dem begge to ind
i det derved liggende Kloster, Bevægelsen bragte hende til sig
selv igien. Og Greven gav ogsaa nogle Kiendetegn til Liv;
man bragte ham derfor til Sengs i Klosteret, og lod hente en
Feldtskiærer, som vel fandt Saaret farlig men dog ikke
gandske dødelig.
Saa længe som hans Helbredrelse endnu blev anseet
som uvis, forlod Damen aldrig den Syge. Et Slør
skiulte bestandig hendes Ansigt; Greven tog hende for en
Geistlig Nonne, og forundrede sig over hendes store Barm¬
hiertighed imod sin Næste. Hans nysgierrighed formeere¬
de sig ved hans Kræfters Tiltagelse, han trængede meget
heftig an paa hende, at hun endelig maatte sige ham, hvem
han var saa megen Forbindelse skyldig.
Damen for hvilken de uden Tvivl har fægtet, svare¬
de hun, vil snart bringe dem til at forglemme deres for¬
meenende Forbindtlighed; Men endskiøndt jeg ikke er i no¬
gen Geistlig Orden, vil de dog ikke faae mig at see uden
for Grændserne af disse Muure; og hvorledes det Mada¬
me var hun da ikke ude, da hun værdigede at lade bringe
mig herhid, og udrev mig fra den visse Død.
Det er sandt min Herre! jeg kom fra et Naboe=Klo¬
ster, men saa længe jeg veed, at de ere i Bryssel gaaer jeg
ikke uden for dette Kloster - - - - -- - og hvor¬
for dette Madame? - - - - - - fordi de ere
den Person jeg i heele Verden meest maae skye.
Denne Tale overvældede Græven saaledes, at han
forblev nogen Tid uden at vide hvad han dertil skulle sva¬
re, han tog endelig Ordet, og sagde at hendes Tale og
hendes Gierninger vare modstridende; og at han efter al¬
le de Omhyggeligheder hun havde viist imod ham, var for¬
sikkrede om, at han ikke kunde være saa modbydelig et Ob¬
ject for hende, som hun vilde forsikkre ham - - - - -
Denne Mørke Tale min Herre, skal blive dem fuld¬
kommen udlagt, saa snart de ere gandske helbredet; indtil
saalænge, maae de være fornøyet ved den Forsikring, at
jeg ikke hader dem, men tillige at jeg fuldkommen har be¬
sluttet, at anvende al muelig bemøyelse for at unddrage
mig deres Syn.
Slutningen af denne Samtale efterlod Greven i en
saadan Forvirrelse, der er lættere at tænke, end at beskri¬
ve. Hun standsede med at see til ham i nogle Dage. Men
da hun hørte, at hans Sundhed var fuldkommen tilveye¬
bragt, fremstillede hun sig en Morgen i hans Værelse, og
tiltalede ham saaledes.
Dersom de endelig vil kiende den, som deres farlige
Tilstand foraarsagede saa stor Smerte, som i værende Tid
af deres Sygdom har troet at skylde dem al sin Omhyg¬
gelighed, og som endelig har besluttet naar de reyser her¬
fra aldrig at see dem meere: saa tænk paa deres forbi¬
gangne Kiærligheds Bedrifter, paa den Tilbøyelighed, som
de for nærværende Tid er indtagen af, for en Skiønhed,
der efter alf Sandsynlighed foragter Dem, og endelig
paa Deres Utaknemmelighed imod en Kone, der aldrig op¬
hører at elske dem. Tænk siger jeg paa alt dette min Her¬
re, og vær saa mindre forundret over min Tale og min Op¬
førsel - - - - - hvorledes Madame raabte Gre¬
ven, skulle det være mueligt, at det er Grevinden af Aqui¬
lar, jeg er den allerømmeste Erkiendtlighed skyldig? ---
"- ja det er til hende selv (sagde hun) i det hun
slog Sløret op, det er til een af deres vildfarende Opfør¬
sel inderlig rørt Kone, som de skylder en Tieneste, der er
kun en liden Deel, af det hun troer at udfordres til at op¬
fylde hendes Skyldigheds Pligter.
Enhver kan dømme om Grevens Forundring, Skam,
Bebreydelser, Kiærlighed, Taknemmelighed, Høyagtel¬
se, kort, alle de Lidelser, der ere i Stand til, at sætte
det Menneskelige Hierte i Bevægelse bemestrede sig ham paa
eengang; han nedkastede sig for hendes Fødder, vædede dem
med sine Taarer, og bad hende væmodigst om Forladelse.
Det vil jeg gierne svarede hun (i det hun hastig løftede
ham op), jeg vil endnu giøre meere, jeg giver dem al
min Kierlighed igien, men ihenseende til min Person, da maae
de ikke giøre sig meere Reigning derpaa, ingen Ting i Ver¬
den kan bringe mig til at foreene mig meere med Dem,
jeg har alt for mange Prøver paa deres Ubestandighed,
at jeg nogensinde skulle kunde haabe at see dem bestandig.
De kan ikke være mig troe; denne Dyd findes ikke hos Dem,
og jeg lader haant om, at deele deres Kiærlighed med en
anden, jeg skatterer mig lykkelig at have frelst deres Liv,
omendskiønt de have efter ald Formodning vovet det for
en anden - - - - - - alt det som jeg begierer af
dem, er, at Erindringen af mig somme Tider maae finde
Plads i deres Tanker; men at de fornemmelig aldrig uma¬
ger dem for at see mig meere.
Greven ved at høre hende saaledes tale, var som paa
Pinebenken, han troede at hans Kiærligheds Handel
med Frøken Allincourt var røbet, og for paa denne Side
at tilfredsstille en Kones Mistænkelighed, som han smig¬
rede sig med, at faae til sig igien, var der ham intet meere
Magtpaaliggende, end at faae et hastig Bud til denne
Frøken, for at underrette hende om hans Sundhed, for
at bede hende komme til Klosteret, og for om mueligt, at
bringe hans Medbeyler med sig.
Mylord Henrich, som efter at have holdt sig skiult
i nogle Dage, fik Grevens rette Tilstand at vide, havde
forladt sit Tilflugts=Sted, og giorde nu ingen meere Hem¬
melighed af hans Kierlighed til Frøken Allincourt. Jmid¬
lertiid at Greven ventede paa Courieren, bad han sin Ko¬
ne at fortælle ham ved hvilken Leylighed hun var kommen
til Flandern.
J veed sagde hun, at efter at jeg opdagede Eders
sidste Kiærligheds Handel, i Spanien, tog jeg min
Tilflugt til min Moder, og derfra i et Kloster. Den Sorg
som vores Adskillelse foraarsagede min Moder, bragte hen¬
de snart i Graven, og denne nye Tilvext af Bekymring,
