gjorde min Tilstand saa bitter og bragte mig saadan Had
til mod Madrit, at jeg ikke meeere kunde boe der. Et
Brev fra min Moster Donna Eugenia Montalegre, der
underrettede mig om, at hun nyelig var bleven udvalgt til
Priorinde, i dette Kloster, gav mig i Sinde, at tage til
hende; og jeg tænker nu der at ende mine Dage.
Hun havde ikke saasnart udtalt førend man anmeldte,
Frøken Allincourt og Mylord Henrich, Madame Aquil¬
lvr, blegnede ved at kaste Øynene paa hende. Men Gre¬
ven ved at omfavne Lorden, og ved at bede ham ikke meere
at ansee ham som en Rival, forsikkrede hende om den For¬
nøyelse han smagede i at afstaae ham en Elskerinde, som
han troede at være mindre værdig end han. Han fortalte
dem alt det han var sin Kone skyldig, og hans Erkiendt¬
lige Følelser, blev udtrykt med saadan brændende Jver,
at om nogen ting hafde kundet komme hendes Beslutning
til at vakle, havde det Øyeblik vist giort det.
Frøken Allincourt viiste Grevinden hvor megen For¬
trydelse hun havde over, paa en uskyldig Maade, at have
været Aarsag til den Fare hendes Mand havde svævet udi.
Jeg bør haabe, sagde hun, at denne sidste Tildragelse skal giø¬
re Endr paa de Jrringer hvorover de have sukket, saavel
som til den Fortrydelse, som de i følge deraf have haft
ret til at lægge paa mig. Ja jeg understaaer mig
Madame endnu at tilføye, at min egen Lykke henger af
hendes Høymodighed. Jeg har hendes høye Beskiermelse
nødig i dette Foretagende, jeg zittrer for at begynde paa,
og som Æren dog forbyder mig længere at opsætte.
Ved disse Ord faldt hun ned for Mylord Hendrichs
Fødder og greb fatt paa hans Hænder. See paa mig raab¬
te hun, og kiend mig, allerkiereste Mand! See i mig
den samme Allincourt, som De har tilsvoren at elske til
Døden; See Deres Emelie, denne ulykkelige Ægtefælle,
som de har forladt som Jomfrue i sit 16de Aar, som de
haver tænkt at være død, og som ikke overlever et Øyeblik
det Afslag som de maatte give, ved ikke at erkiende Hende:
de kand nu ikke beklage dem over et ufrie Vall. Min ret
er nu grundet paa den reneste Tilbøyelighed vor Paarøren¬
de har nu ingen Deel haft deri, Kierlighed selv har foree¬
net os, og det er Kiærligheden alleene, som tvinger mig
til at begiære tilbage et Gode, som jeg troer at tilkom¬
me mig.
Mylord Hendrich i Heftigheden af hans Forundring,
og Henrykkelse, Øynene henvendte paa sin Kone, under¬
søgte begierligen, og stræbte at erindre sig igien hendes Li¬
niamenter - - -. - - da han paa engang aabnede
sine Arme, trykkende hende til sig, og var færdig at Quæ¬
le hende med de allerhæftigste Kiærligheds Kys, Ak Him¬
mel! er det min Emelie, hvad? Skulde jeg være saa lyk¬
kelig at have stadfæstelse ved et nyt Val; ved et Val som
jeg aldrig skal fragaae ja en Forening som giør mig til den
lykkeligste Person i Verden? ---- - --
Ak, min allerkierreste Emelie! ved hvilken besynder¬
lig Tildragelse finder jeg hende paa dette Sted, efter at jeg
i saa lang Tid har troet hende at være Død? Forklar mig
dog denne ubegribelige Hemmelighed; forklar mig alle de
Viderværdigheder, jeg har foraarsaget hende, paa det jeg
kan anvende det øvrige af min Leve Tiid paa at forsøde det
igien. Greven og Grevinden af Aqnilar forenede sig med
Mylord, for at bede hende fortælle sin Historie - - -
-- -. - - -. Den er meget kort svarede hun.
Efter at min Fader havde tabt alle sine Midler, saae
han sig nødt til at søge et Tilflugts=Sted i Frankerig.
Jeg fulgte ham derhen, medbringende min Smerte over
den Tort mig var skeet; og (tør jeg vel sige det? Mylord)
den Skrøbelighed ey at kunde ikke forglemme en Utaknem¬
melig, man havde vænt mig til fra Barndom at betragte
som en Ægte=Mand! Efter nogen Tids Ophold i Paris,
havde min Fader den Svaghed at blive indtaget af et
Fruentimmers Skiønhed, i hvilken jeg fandt den allerhaar¬
deste Stifmoder, og at glemme, at det lidet han endnu
havde tilovers, havde neppe kundet forslaae til at skaffe mig
min nødvendige Underholdning efter hans Død - - --
Men det vilde kun foraarsage et Skaar i vores Glæde paa
denne fornøyelige Dag, om jeg skulle fortælle alt det Onde
hun foraarsagede mig, det maae derfor være nok for denne
Gang at sige, at min Fader var ikke saa snart død, førend
hun jog mig ud af Huuset, og lod mig ey beholde andet,
end mine Klæder, og de faae Ædelsteene, jeg havde bragt
med mig fra Engelland. I denne Ulykke der var den haar¬
deste af alle, foreslog en vis Frøken du Fressnee mig, som
jeg havde kiendt hos min Fader, og hvis Levemaade den
Tid ey kom mig i mindste Maade mistænkelig for, at be¬
give mig bort med hende til Bryssel til hendes Moster, som
hun foregav at have Midler, og til hvilke hun sagde sig at
være Arving. Men det syntes, som jeg var født til at blive
bedraget; Thi denne Moster var ingen anden, end den Kone
ved hvilken jeg havde den Lykke at kiende dem, og hvis Egen¬
skaber ere dem bedre bekiendte end mig selv. De erindre
dem vel min kiere Lord den store Bevægelse deres Aasyn for¬
aarsagede hos mig, uagtet 16 Aars Adskillelse, laae deres
Liniamenter, endskiønt paa en adspredt Maade, dog ind¬
prentet i min Hukommelse; og dersom mine ikke rørte dem
noget; er det allene at tilskrive den Ligegyldighed, som de
havde havt for mig. Min første Bevægelse syntes at skulle
røbe mig. Men da jeg merkede at mit billede var udslet¬
tet af deres Hukommelse, nægter jeg ikke, at jeg jo strax
tænkte paa at drage nogen Fordeel af deres Vildfarelse;
jeg giorde i det mindste min Beregning paa den Trøst at
kunde omgaaes frit med dem, og at faae at vide af Dem
selv, alt det vigtigste der kunde være dem hændet siden vores
Adskillelse, jeg frygtede dog endnu, at endog det blotte
Navn af Emilie skulde udryde alle de fordeelagtige Tanker,
som de havde fattet for Frøken Allincourt. Men siden de
værdiger at erkiende og ansee hende for deres Kone, skal min
bemøyelse og eeneste Attraae i Fremtiden være, at fortiene
denne Titel, og ikke anderledes at tænke paa mine forbi¬
gangne Viderværdigheder, end for desbedre at skiønne paa
min nærværende Lykke.
