om Knippet; thi løser man det op, saa kan ingen sove
rolig derpaa.- Her maatte den syge Kone lee, og sag¬
de, der var ikke et Straae i hendes Seng. Ja, sagde
Matronen, saa maae det være Marren, som giør dem
Uroe; derfor skal de vende Smekket ud imod Gulvet, af
den Stoel, som de har siddet paa ved Sengen; det er og
got at Tøflerne settes baade ind og ud; thi saa staar Mar¬
ren og tripper der heele Natten, og kan ey komme op i
Sengen. - For at afbryde denne fortrædelige Snak, øn¬
skede Barsel=Konen, at hun havde holdt sin Kirke=Gang.
Strax svarede Matronen: Saa maae de give agt paa,
hvem de da først møder; thi møder de først en Mandsper¬
son, bliver de igien frugtsommelig med et Drenge-Barn;
men møder de først et Fruentimmer, bliver deres næste
Barn et Pigebarn; men skulde de møde 2 paa eengang,
da maae de belave sig paa Tvillinger; men møder de ingen
saa bliver de ey heller oftere Moder. - Her kunde vi ey
bare os for at lee, og jeg spurgte: Hvad om en saadan
Kone møder den heele Vagt=Parade, bliver hun da Frugt¬
sommelig med en heel Batallion? Den gamle Matrone
blev vred, og sagde til mig: De har nok ikke været med
før, min unge Madame? men der staaer endnu meget
tilbage for dem at lære. Jmidlertid vil jeg dog raade
dem, som en nyegift Kone, at de i deres Svangerskab ey
maae kige ind i et Vognskuur; thi giør de det, maae de
gaae svanger over Tiden. De maae ey heller, naar de bli¬
ver svanger, holde noget Barn over Daaben. De maae
ey heller gaae over nogen aaben Grav; thi saa døer Foste¬
ret. Jeg takkede for god Efterretning, og tog Afskeed;
men ynkede i mit Hierte den arme Barsel=Kone, som
viskede til mig, at hun foruden hendes Svaghed, maatte
saaledes plages fra Morgen til Aften; thi næsten enhver var
befængt med saadan overtroisk Slidder og Sladder. Jeg
gik og besluttede ved mig selv, aldrig at antage Svøbe¬
Kone, om jeg nogen Tid kom i de Omstændigheder.
Ved min Hiemkomst forefandt jeg nogle gamle Ven¬
ner fra Landet. Min Grand=Mama en Kone paa 80
Aar, og min Tante en Jomfrue paa 60 Aar, og nok
en fremmed Jomfrue paa en Snees Aar, vare komne for
at see Statuen blev opsat, og tillige at besøge mig.
Jeg var just ikke den eneste, som paa den Tid fik Jnd¬
qvartering. Den Uleylighed som følger med at tage imod
Fremmede, kunde jeg gierne finde mig udi; men de Uri¬
meligheder, som gemeenlig følger med saadanne gamle Folk,
havdemær gjort mig Hovedet kruset. Ja, den Skræk de
ved alle Begivenheder søgte at indjage mig, er endnu ikke
forsvunden af mit Blod. Jeg vidste tilsidst neppe hvad
jeg turde giøre eller lade. Ved hver Ting havde min
Grand=Mama og Tante sine Anmærkninger og sælsomme
Udtydninger. Saasom det var Aften da jeg kom hiem,
vilde jeg see i Speylet, efter at vi havde tændt Lys: Ak!
mit Hierte Barn, sagde min Grand=Mama, det er ikke
got at speyle sig om Natten. - Hun kom ud i mit Kiøk¬
ken, og saae en Trefod at staae over Jlden, uden noget paa
den, strax raabte hun: mit hierte Barn! tag den bort,
det er ey got at sette en bar Trefoed over Jlden. - Her
saae hun en liden Tot Hør paa Pigens Rokke=Hoved (det
var just Løverdags Aften) Ey, sagde hun til Pigen:
Naar man ikke spinder gandske af sin Rok Løverdags Af¬
ten, saa bliver den øvrige Hør aldrig got Garn og det Lær¬
red bliver aldrig hvidt. Derimod er det meget got, om
man om Morgenen tilig kan spinde af sit Rokke=Hoved;
thi da bliver man lykkelig den heele Dag. (Pigen ønske¬
de min Grand=Mama en lykkelig Hiemrevse jo før jo hel¬
ler) Nu gik Lyset ud. - Ey! sagde min Tante: hvem
af os monne nu skulle døe først, ja, det er et vist Tegn at
en døer i Huuset. Pigen skulde slaae Jld; men det vilde
ey fænge strax, jeg troer af Forskrækkelse; Hør, sagde min
Grand=Mama, naar J brænder i Jer Fyhrtøy, skal J
tage Klude af en Skjorte; men ey af en Tiestille, saa fæn¬
ger det strax. - Nu skulde vi spiise. Her kom et Styk¬
ke Brød meere paa Bordet, end der vare Personer. Strax
sagde Grand=Mama: at der var en sulten Geist underveys
hertil. (jeg frygtede for fleere). - I det Pigen skulde
skiære Brød løb Kniven af. Seer J, sagde min Tante,
at J gandske vist har løyet i Dag - men da Pigen i en
hast lagde Brødet fra sig, saa at det afskaarne vendte ud
ad, sagde min Grand=Mama: at det ey var got at legge
Brødet saaledes, Velsignelsen gik fra det.- Her spildte
Landsbye=Jomfruen et Glas Øll og tørrede sin Haand,
paa Dugen. Strax sagde min Grand=Mama: hun ey
maatte tørre sine Hænder paa Dugen; thi saa fik hun Vor¬
ter paa Hænderne. - Hvorpaa min Tante sagde: at
dersom hun fik Vorter; som hun vist fik, saa skulde hun
toe sig stiltiende 3 Torsdager i det Vand, som samles paa
en Liigsteen paa Kirkegaarden; men det maae skee stiltiende.
Atter forsaae Jomfruen sig, og ved en Feyltagelse
beed af min Grand=Mamaes Brød - Mit kiere Barn!
sagde hun, det maae de aldrig giøre; thi naar man saaledes
bider af den andens Brød, saa bliver man hans største
Fiende, og De vil jo ikke være min Fiende? Jomfruen blev
skamrød og bad om Forladelse. - Nu kaldte jeg paa
Pigen, hun kom og blev staaende i Døren, og derpaa
vendte sig - Strax sagde min Grand=Mama, at det
ey var got at vende sig i en Dør, man maae enten gaae inden
for, eller blive ude. - (Min Mand kunde ey andet end
smaaelee af ald denne Væv) Nu gik han til Sengs, og
da det er hans Maade at læse paa Sengen, blev Lyset staa¬
ende ved Sengen imedens han læste, og derpaa vendte han
det om i Piben. Saasnart min Grand=Mama saae dette
om Morgenen, korsede hun for sig, og sagde: at naar man
saaledes slukker et Lys, kan man ey vaagne, om end Huu¬
set blev fuldt med Tyve. Hun klagede ellers at hun ey
havde kundet sove om Natten. Min Tante spurgte, om
hun ey havde sin Roe=Visk med sig? Ak! ney svarede
Grand=Mama. Ja, der har vi det, sagde Tante. Min
Mand spurgte meget ærbar, hvad det var for en Ting. O!
sagde Tante, det er en stoer Hemmelighed i Naturen! El¬
lers er det saadan en Visk=Foer, som Bonden setter imel¬
lem sine Kurve, at de ey skal gnaves, imedens han kiører
